Ukendte Evigheder svandt.
    Langsomt droges Tanken og Villien mod hinanden.
    Langsomt bredte Lyset sig, det blev klarere og renere.
    D e t   b l e v  D æ m r i n g.

    Ukendte Evigheder svandt.
    Tanken og Villien droges end nærmere mod hinanden.
    Lyset bredte sig mere og mere, det straalede klart og skønt.
    D e t   b l e v   M o r g e n.

    Atter svandt ukendte Evigheder.
    Tanken og Villien nærmede sig hinanden end mere.
    Lyset vældede frem overalt, det flammede klart, skønt og herligt.
    D e t   b l e v   D a g.

    Atter svandt ukendte Evigheder. - -
    Tanken og Villien forenedes.
    Da fremsteg af Lyset ved Tankevilliens Kraft en flammende Skikkelse, et aandeligt Væsen - Gud.
    Men i samme Stund lod Gud tolv straalende Skikkelser, aandelige Væsener, fremtræde af Lyset. Og disse bleve Guds Hjælpere, Guds Tjenere.
    D a  b e g y n d t e   T i d e n.
    Men intet Menneske kan, og intet Menneske vil kunne udmaale de Evigheder, der ere svundne fra Tidens Begyndelse til eders Dage.

    Da Gud fremsteg af Lyset, var Mørket besejret, men ikke tilintetgjort. Ved Tankevilliens Kraft drog Han Mørket ind under Lyshavets dækkende Bølger. -
    For at udskille og lutre det onde og slette lader Gud Mørket i evigt bølgende Kredsløb gennemstrømme sit flammende Væsen. Mørket svinder og svinder; men naar den Dag vil indtræde, da alt ondt og urent er opsuget af Lyset og lutret af Guds Flammevæsen, ved kun Han, der er alvidende. -
    Da Gud fremsteg af Lyset, var Han fuldkommen - alvidende, alkærlig, almægtig. Og Han gav sine Hjælpere megen Viden, megen Kærlighed, megen Magt.
    Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Han et udstrakt Rige, fuldkomment i sin Herlighed.
    Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Han Boliger til sig og sine Hjælpere.
    D a   b l e v   G u d   S k a b e r e n.
    Men intet kan jeg sige eder om dette Rige og disse Boliger, intet, der kan fattes af Mennesker; thi Jordens skønneste Egn er taaget og kold sammenlignet med Guds Herlighedsrige.

     I Gud hvilede Muligheder til uendelige Livsformer; thi Gud bar al Skabningen i sig.
    Ved Tanken og af sit eget flammende Væsen dannede og skabte Han Tusinder og atter Tusinder af herlige, skønne Skikkelser - aandelige Væsener - Englene.
    Og Han gav dem Visdom, Kærlighed og Magt, og Han gav dem alle Boliger i sit udstrakte Rige.
Da blev Gud faderen.
   

     Da Gud og Hans tolv Hjælpere fremgik og fremstege af Lyset, vare de Toheder; thi de bare alt mandligt og alt kvindeligt i deres Væsen.
    Men de Skikkelser, Gud skabte af sit eget, skabte Han til at være Enheder, til at være Mand og Kvinde, bestemte til at udfylde og fuldstændiggøre hinanden i Visdom og i Kærlighed, bestemte til i al Evighed at være adskilte - at være to - og dog een.
    Disse Børn af sit eget gav Gud sin dybe, sin uendelige Kærlighed; thi de vare af Ham, med Ham og i Ham. Og Han var i Sandhed i dem alle.
     Og de levede et Liv i Herlighed og Glæde i Guds Rige.
    Og Gud gav dem Evnen og Villien til at granske og at lære. Og Hans Hjælpere vejledede dem i Lysets Love og Hemmeligheder; lærte dem ved Tanken og af Lyset at danne og at forme.
    Men Guds Hjælpere formaaede ikke at løse Livets Gaade; den kendte kun Han alene, der var og er Tankens og Livets  Herre.

     Mange Tidsevigheder svandt.
    Faderen glædede sig over sine Børns Fremgang i Visdom og i Kærlighed.
    Se, da fremsteg hos Gud den Tanke at skabe nye Væsener.
    Og Han besluttede at skabe dem skønne og gode, med aabne Muligheder til, vejledede af Hans ældre Børn, at naa den  samme Fylde af Visdom og Kærlighed.
    Og Han besluttede at danne Opholdssteder til sine endnu uskabte Børn, Opholdssteder, hvor de kunde leve et liv i  Skønhed og Glæde, stræbende efter at naa til det fulde Lys og til Hans Herlighedsrige.
    Da udkastede Gud Planen og gav Lovene for Universets Vorden og Væren.

    Ved Tanken og af Lyset dannede og skabte Gud fire mægtige Sole, og i deres flammende Skød nedlagde Han mangeartede Livsformer.
    Baarne i Rummet af Guds Tanke, fastholdende hinanden ved lige Tiltrækning, ved lige Frastødning, svinge de glødende Sole to og to -   hinanden modsatte - i evigt Kredsløb om Guds Rige.
    Men af disse Modersole ere alle Universets Kloder udslyngede og dannede.
    Baarne og ordnede i Rummet af Guds Tanke, svinge de alle i bestemte Baner efter de forud givne Love.