Protestantisk Tidende

Udgivet af Det fri Kirkesamfund

 Nr. 4       15. Februar 1927.        23. Aargang

Treenighedsdogmets Udvikling.

Af Pastor Oswald E. Helsing, Amerika.

I.   Pauli Messiaside.

I Kristendommen som i enhver anden aandelig Bevægelse opkom der Tid efter anden hist og her nye Strømninger; nogle vedblev at være lokale, andre bredte sig over større Omraader, medens somme blev Hovedstrømme, oversvømmende de andre og ældre; men alle efterlod de nogen Indflydels, og mange kan endnu tydelig skelnes i det nye Testamentes Skrifter saa vel som i andre Oldskrifter, der ikke havde den gunstige Skæbne at optages i Bibelen. (Somme af dem var dog en Tid i Bibelen, men mistede senere deres Plads heri). Det ældste og kraftigeste Indskud fra græsk-jødisk Side i Udviklingen af Læren om Jesu Person kom fra Paulus. Det er utvivlsomt, at Paulus havde aldrig set eller hørt Jesus, og ifølge hans eget Vidnesbyrd modtog han heller ikke sin Lære fra Jesu Apostle. Han var, hvad vi nu vilde kalde, en fri lanse. Han havde liden Interesse for Jesu Levned og Lære, saaledes som Evangelierne nu fortæller os. Straks efter sin Omvendelse til Troen paa, at Jesus af Nazaret var Messias, gennem et Syn i Middagsheden uden for Damaskus, trak han sig tilbage i tre Aar for at tænke over det nye; derefter kom han til Jerusalem og mødte der Peter og Jesu Broder Jakob, men blev der kun i to Uger, og hans pludselige Afrejse til Tarsus og hans senere Forhold til Jakob og de andre vidner klart om hans Uafhængighed og Utålmodighed over for dem og deres Anskuelser. Først fjorten Aar efter mødte han Apostlene i Jerusalem, og da var det dem, der maatte anerkende ham og hans Gerning, skønt Urmenigheden, og da navnlig den konservative Jakobs Tilhængere altid saa koldt til ham og ofte søgte at drage hans nyomvendte blandt Hedningerne over til deres eget jødisk-kristne Stade.

Paulus var født i det væsentlig græsktalende Tarsus i Kilikien (Lilleasien) af jødiske Forældre, saa Græsk maatte tidligt blive hans Sprog, enten hans Forældre brugte det hjemme eller ej. De sendte ham siden til Jerusalem, hvor han lærte jødisk Lov under Færisæeren Gamaliel, en Ætling af den berømte Hillel, og uden Tvivl indsugede de mere kosmiske Ideer om den kommende Messias, som Farisæerne havde indgydt i det nationale Haab. Ivrig af Natur, som Paulus var, blev han, der maa være kommen tilbage til Jerusalem noget efter Jesu Død, først en fanatisk Forfølger af den radikale Bevægeæse inden for Jesus af Nazarets Tilhængere, som brød ud under Hellenisten Stefanus og brakte stærkt Røre i Jerusalem; men under Indflydelsen af et Syn uden for Damaskus, hvorhen han var draget for at fængsle de Kristne, slog den varmblodige Mand pludselig om, og alle hans jødiske Forventninger om Messias med rabbinsk kosmiske Ideer og fortolkninger blev med et Slag overførte paa Jesus af Nazaret. Den aandelige Fornyelse, som opstod ved Troen paa, at hans og hans Folks forhaabninger var opfyldte i en virkelig Person, Jesus, der nu var gaaet tilbage til Gud, men snart vilde komme igen, maatte i hans lindenskabelige Natur og med hans farisæriske Forudsætninger give et helt andet Billede af Jesus end det, hans galilæiske Disciple havde. Rabbinerne havde allerede tidligere ud fra de to Skabelseshistorier i 1. Mosebog (1, 1 - 24 og 2, 4 - 25), den ene, hvor Gud skaber Mennesket i sit Billede, den anden, hvor han former ham af Støv fra Jorden og indblæser ham Livsaande i hans Næse og bagefter danner en Kvinde af Mandens Ribben, dannet en Teori om, at den første Mand, der blev skabt, var det ideale Menneske, som forblev hos Gud, medens den anden Mand var det første virkelige Menneske, som blev kendt i historien under Navnet Adam, fra hvem alle Menneskene nedstammede. For Paulus´ Tanke var Jesus hint ideale, universale Menneske, der, lige som han nu var hos Gud, havde været der forhen i umaadelige Tider. Han var Forudtypen paa Mennesket, den anden og helligere Adam (skabt før den første), uberørt af Synden, og hvis Dvælen for en kort Stund i Kødet var grundet i en uendelig Barmhjertighed og havde sin eneste Mening og Formaal i det store Drama, hvis Hovedindhold var Korsfæstelsen og Opstandelsen. Som den jordiske Adam var det første Led i en Række og som saadan ved sit Fald drog alle de følgende Led (Menneskene, der nedstammede fra ham) med sig til Delagtighed i Følgerne, bundet under Syndens og Dødens Magter, - saaledes kom Frigørelsen gennem den anden (første) Adam. Og naar Kristus (Messias) havde fuldendt sit Værk, omstyrtet Satan, Synden og Døden - hvilke Paulus tager for en Slags Dæmoner - saa kommer han igen i den store Afslutning af Verdensdramaet fra Himlene; alt bliver ham underlagt, og han igen leverer alt tilbage til Gud, som bliver alt i alle.

II.   Kristus er ikke Gud for Paulus.

Paulus var kommen langt bort fra de oprindelige Apostles Syn paa Jesus som Messias. Han interesserede sig i Grunden kun for Jesu Død og Opstandelse (hvilket han tog for en Kendsgerning, skønt han ikke delte den senere opfattelse, at Jesu Kød og Ben opstod), og de interesserede ham, fordi de beviste, at Jesus var - ikke den galilæiske Almuesmand og Lærer eller blot en messiansk Befrier i jødisk national Forstand, men at han i Virkeligheden var den himmelske, den universale Messias, et overjordisk Væsen, som baade afsluttede Historien og begyndte den. Men med alt, hvad Kristus var, var han dog aldrig i Paulus´ Tanke hverken lig med eller Gud selv. Han var, om man kan bruge det moderne Udtryk her som nærmest repræsenterende Paulus´ Tanke: Menneskehedens Ide, som for evigt har været hos og med Gud, en Slags højere Skabning. Men Paulus´ Opfattelse af Kristus gjorde Kristendommen til noget ganske andet end en jødisk Sekt; Kristi Gerning var universal, - derfor brød Paulus resolut nye Baner for kristendommen og bragte Hedningerne ind i stort Antal uden Hensyn til d gammeltroendes Vrede, dannede Menigheder i Byer spredte over store Dele af det romerske Verdensrige, planlæggende en universal Erobring af Verden for den nye Religion.

III.   Johannesevangeliets Kristus.

Men Ophøjelsen og Idealiseringen af Jesus skulde gaa endnu videre. I de første Aartier af det andet aarhundrede begyndte et nyt kristent Manuskript - en ny Bog - at vise sig, gik fra Haand til Haand, blev kopieret igen og igen i mange Eksemplarer og gik sin Sejrsgang fra By til By, hvor der overhovedet fandtes kristne Menigheder. Formodentlig stammede den fra Efesus, den Store By, hvor Græker og Jøder og andre Folkeslag mødtes i den store omsætning baade af Varer og Tanker; Efesus, hvor Paulus engang havde levet og virket og foraarsaget det vældige Opløb omkring Dianas berømte Tempel og Dyrkelse. Det blev fortalt, at denne nye Version af Evangeliet, statelig og majestætisk som ingen anden, var skrevet af Johannes, ja, Rygtet sagde endog, at det var Apostelen Johannes, en af de to Brødre, som Jesus havde kaldt "Tordensønnerne". Den moderne Bibelforskning har paavist, at det er næsten umuligt at opretholde ham som Forfatteren; historiske undersøgelser viser hen til en ældste (Presbyter) Johannes i Efesusmenigheden, en Mand af høj Anseelse i kristne Kredse. Under alle Omstændigheder havde denne Forfatter Kendskab til en Samling Traditioner om Jesus, forskellig fra dem, vi finder andetsteds og ofte i Modstrid med Synoptikerne. Endvidere var han grundig hjemme i alexsandrinsk Filosofi; men han var mere end en blot Filosof. En levende Religions Energi havde opflammet hans Hjerte, en intensiv Følelse af guddommelig Kærlighed bevægede ham, som den har bevæget alle den aandelige Sandheds store Mestre. I ham slog det ned, at Jesus af Nazaret, hvis Discipel han var, og om hvem han havde hørt saa mange underfulde Ting, var ingen anden end den evige Logos. Midleren mellem Gud og Verden, som Filo havde skrevet om. Det var Slutstenen paa Filos Tankebygning: Logos havde iklædt sig Kød og Blod! I stedet for Filos skiftende Taagebillede stod nu den straalende Skikkelse af Jesus Kristus Guds Søn, maaske et fata morgana, men i saa Fald en tro Afspejling af de fjerne Riger: "Den, der har set mig, har set Faderen."  Og den nye Idealisering af Jesus toner frem i selve Evangeliets majestætiske Prolog: "I Begyndelsen var Logos (Ordet), og Logos var hos Gud, og Logos var Gud. - Han var i Verden, og Verden er gjort ved ham, og Verden kendte ham ikke."  Det var en sublim Tanke, højere end Paulus´; for her var det Evighedstanken (Ordet), Udstraalingen fra almagtens Gud, samlet for et Øjeblik i et lille Stykke af Rummet, opfyldende et menneskeligt Væsen, lysende i hans Øjne, talende med hans stemme, ledende hans Hjertes Slag. Alle jødiske Angreb paa Kristendommen falder til Jorden over for denne straalende Fremtoning, som de ifølge dette Evangelium faldt til Jorden for ham selv. Han var Guds Aabenbaring; frivillig kom han til Jorden, rørt af dens Nød, saa at hverden, som tror på ham, skal have Evighedslivet. Han alene kendte sin Gerning; selv hans nærmeste forstod ham ikke; i ensom Majestæt, næsten som et Spøgelse, vandrer han sin Gang. Og alt, som han rører, forandres i hans eget Billede. Som Jesus i dette Evangelium er en ganske anden Skabning end Haandværkersønnen fra Galilæa hos synoptikerne, saaledes er ogsaa Johannes Døberen det og andre. Johannes er ikke længer den barske Omvendelsesprofet i kamelhaarsklædning, ædende Græshopper og vild Honning, en Mand af eliastypen, der tordnede mod Farisære og Sadducærer, Toldere og Soldater, troende med den nære Dom. Ej heller den næsten fortvivlende Profet fra Ørkenen, der, knuget af den uvante Indespærring i et underjordisk Fængsel paa Machærus, sender Bud til Jesus, om han nu ogsaa er den ventede Messias, klart underforstaaet: Hvorfor gør du saa intet for mig? Nej, i Johannesevangeliet er Døberen kun en Skygge af sig selv, ingen harmfuld Tordentale og ingen mismodig Grublen. Han taler den alexandrinske Filosofis Sprog i mystiske Vendinger, peger Dramatisk paa Jesus som "det Guds Lam, som bærer Alverdens Synd", og forsvinder stille fra Skuepladsen, naar han har sagt sin Replik. Og Forandringen er ikke mindre med Jesus. Her er ingen Lignelser, ingen Kraftgerninger ud fra Øjeblikkets dybe Medfølelse, ingen harmfuld "seen omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhærdelse," ingen fortvivlet Vaanden i den unge kraftige Mands Sjæl mod den troende Død i Getsemanes Skygger, intet Klageskrig paa Korset, - nej, her er det Logos, som vandrer i Køds lignelse, kendende alle, vidende alt forud; et lille omhyggeligt udvalgt Antal af Kraftgerninger, for det meste ukendte for Synoptikerne, ordnet i stigende Postens af underfuldhed til Oprejsningen af en Mand fra de døde, som allerede havde ligget i fire Dage i Graven, er kun Lejligheder til at udvikle dybsindige Lærdomme om hans egen Mission; ingen kan røre ham, før hans Tid dertil er kommen, og han derfor selv giver Tilladelse. I Getsemane Have falder Soldaterne til Jorden, da han siger: "det er mig!" Han selv giver sig over i deres Hænder; det hørte med til hans gerning at dø, og han dør med Ordene: "Det er fuldbragt!" Hans Sprog er den alexsandrinske Filosofi med filoske Udtryk, men beriget i Tanke og ophøjet med Aandens Adels-Stempel, der gør dette Evangelium til Kristendommens litterære Mesterværk, dens højeste Aandsprodukt. Og dets Indflydelse paa den kristne Teologi var umaadelig; for Logoslæren om Jesus blev Udgangspunktet for den følgende Tids Guddommeliggørelse af Jesu Person.

IV.   Joh.Ev.s Logos var heller ikke Gud.

Men selv Joh. Evangeliet gjorde ikke Krisus til Gud. Som før nævnt var for den græske Filosofi Gud den store Navnløse bag Tilværelsen, medens Logos var Virkningen fra Ham, der foraarsagde Verdensløbet, Mellemvæsenet, der Udstraalede fra Ham og bragte Orden og Fornuft i Verden. Filo havde beriget denne Tanke med sin rige religiøsitets Varme og jødiske Spekulationer; men med al den Guddommelighed, der knyttedes til Logos, saa var og blev dette spøgelsesagtige Mellemvæsen Underordnet Gud selv, Gud den store Navnløse. "Logos kommer ud fra Gud, som en anden (rangs) Gud",  "Logos giver evigt Liv", "Logos staar mellem Gud og Mennesker". Logos var ikke Gud den almægtige selv i Filos Tanker. I Johannsevangeliet er Filos abstrakte Logos bleven konkret i Jesus, men er stadig et Mellemvæsen, underordnet Gud, og har ligesom alle andre skabninger modtaget Kræfter og Egenskaber fra Gud. "Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saledes har han og givet Sønnen at have Livet i sig selv, og har givet ham Magt." Han beder før Lidelsen om Fritagelse dog uden Rædsel og Bæven som hos Synoptikerne. Joh. Evangeliets Logos er et Mellemvæsen, med Gud over sig og Mennesker under sig, og er i Jesus, Søn af Josef og hans Hustru (Joh. Ev. 1, 45 og 6, 42).

V.   Justinus Martyren.

Justinus Martyreren, saakaldet fordi han omkring Aar 166 blev henrettet som Kristen, var en Græker fra Samaria, der først har studeret de forskellige filosofiske Systemmer og Navnlig en Tid var ivrig Tilhænger af Platon, men omsider fandt Tilfredstillelse for sin religiøse Trang i Kristendommen. Ligesom Johannesevangeliets Forfatter ser han i Jesus den guddommelige Logos; men i Modsætning til ham gør han Forskel paa den immanente (iboende) Logos, som allerede var i Verden og, om end stykkevis, i fromme og gode Mænd, baade Jøder (Profeter) og Græker (f.eks. Sokrates), og den personliggjorte Logos i hele sin Fylde, Jesus. Justin udelukkede derfor ikke anden Visdom, selv om Kristendommen var den højeste, den fuldkomne Visdom.

   Justin var ingen stor tænker saaledes som Johannesevangeliets Forfatter, men repræsenterer en lidt anderledes og noget blandet Form af Logoshypotesen i kristendommen. Han synes ikke at have kendt Joh. Ev., derimod citerer han talrige andre Evangelier og Traditioner, der nu er forsvundne. Om Jesu Daab fortæller han: "Og da Jesus kom til Jordanfloden, hvor Johannes døbte, og da Jesus gik ned i Vandet, optændtes en Ild i Jordan, og da han kom op af Vandet, fløj den hellige Aand som en Due paa ham, - saaledes skrev denne vor Kristus Apostel."

VI.   Apostellæren.

At den ældre Opfattelse af Jesus snart gav efter under Indflydelse af græsk Tankegang og Filosofi, og kun holdt sig paa mere afsides liggende Steder, kan ses af mange kristne Oldskrifter, hvoriblandt maa nævnes den saakaldte Apostellære (De XII Apostles Lære), vistnok fra den første Halvdel af det andet Aarhundrede og citeret af den berømte kirkefader Clemens af Alexandria (ca. 200 e. Kr.) som Bibelskrift. Et Haandskrift, der bl.a. indeholder denne Bog, blev fundet i 1873 i et Kloster i Konstantinopel. Nadverden i Kirken var dengang endnu væsentlig et Maaltid med Mindeord om Jesus og Bønner. Navnlig disse sidste viser, hvor kraftigt det oprindelige kristne syn paa Jesus holdt sig i vide Kredse: "Vi takke dig, vor Fader, for den hellige Vinstok af din Tjener David, som du lærte os at kende ved Jesus, din Tjener" ; eller: "Vi takke dig, vor fader, for Livet og Kundskaben, som du lærte os gennem Jesus, din Tjener" ; eller: ""Vi takke dig, hellige Fader, for dit hellige Navn, som du foraarsagede at bo i vore Hjerter, og for den Kundskab, Tro og Udødelighed, som du har lært os ved Jesus, din Tjener." Det er klart, at de Kristne her, langt ind i det andet Aarhundrede, saa paa Jesus, ikke som Gud, men som en Skabning og Guds Budbringer. Det var til Gud og ikke til Jesus, man rettede sin Bøn. Men selv hvor Bønnen var rettet til Jesus senere hen, behøver man kun at erindre Bønner til Helgener i den katolske og de østerlanske Kirkesamfund for at se, hvor lidt det betyder i denne Forbindelse.

VII.   Hermas´ Hyrdebog.

Denne Bog var forfattet af Hermas, en Broder til den romerske Biskop Pius, mellem Aarene 140 - 150. Den kom hurtigt i stor Yndest i kristne Kredse, blev læst i mange kirker under Gudstjenesten og blev derfor senere, da Ideen om et ny Testamente dannede sig, indbefattet i dette, og findes f.eks. tillige med Barnabasbrevet (ikke af Paulus, men hans Medarbejder, Barnabas) i det berømte bibelhaandskrift "Codex Sinaiticus" fra det fjerde Aarhundrede, fundet af Tischendorf i 1844 i Klostret paa sinai Bjerg. Hermas´ Hyrdebog lærer, at Jesus var et Menneske, i hvem Guds Aand nedsteg, fordi hans rene og ædle Liv havde gjort ham værdig til at modtage den; og efter Aandens komme vedblev han at være trofast og sand, saa han aldrig forargede Aanden, hvorfor Gud, efter at have raadført sig med den hellige Aand og Englene, gav Jesus et hvilested.

VIII.   Nazaræer og Ebioniter.

Levningerne af den oprindelige kristne Menighed i Jerusalem (Urmenigheden), som under Urolighederne i Jerusalem ved den jødiske Opstand mod Romerne i 66 - 70 flygtede til den lille By Pella og Omegn paa den anden Side Jordanen, holdt sig der længe efter som kristne Menigheder under det oprindelige Navn: "Nazaræer". De adlød Moseloven, men var fredsommelige og fordragelige mod de øvrige Kristne, som nu mere og mere forlod Urkristendommens simple Lære.

   Langt talrigere og indflydelsesrigere var Ebioniterne, en retning inden for Kristendommen med tilhængere rundt omkring i hele det romerske Rige. de fortsatte den apostolske tradition (Ebion = fattig, ydmyg), gav deres Gods til den fælles Kasse, adlød Moseloven, nægtede det nye Dogme om Jesu Guddommelighed, anerkendte kun Matthæus Evangeliget, og vilde ikke have noget som helst at bestille med de andre Kristne, som de ansaa for frafaldne og Afgudsdyrkere. Ebioniterne saa paa Jesus som Messias og nægtede alle Logosteorier. De fleste af dem nægtede ogsaa den overnaturlige Fødsel, da Beretningerne derom blev føjet til Mættæus. De repræsenterede det gamle jødisk-kristne Element, som paa Paulus Tid modsatte sig hans nye ideer om Jesus som forfalskninger af Jesu egen Religion, og rundt om i hans Menigheder arbejdede energisk for at bringe hans nyomvendte ind i den rette, oprindelige Lære. Under Navnet Ebioniter fortsatte de denne Strid gennem aarhundrederne, hvor græsk Tankegang under det græske Elements voksende og til sidst overvældende Overvægt langsomt omformede Kristendommen. Da Kristendommen til sidst blev statsreligionen, varede det ikke længe, før ebioniterne blev forfulgte som Kættere.

IX.   Markion

I modsætning til disse konservative Retninger vedblev Kristendommen under den græske Filosofis Indflydelse stadigt at løfte Jesus højere paa Guddomsstigen. Markion fra Pontus omkring Midten af det andet Aarhundrede repræsenterede den yderliggaaende anti-jødiske Tendens inden for Kristendommen. Han kom fra Pontus, hvor hans fader skal have været biskop i en kristen Menighed. Han kom til Rom og forlangte kristendommen renset fra jødisk Urenhed. Det gamle testamentes Gud, Jahve, kunde ikke være den højeste Gud, men en andenrangs Gud, der vel havde skabt den endelige Verden og bildte sig ind at være den højeste, men kun var en lavere Gud, retfærdig maaske, men ikke Kærlighedens Gud, den evige, forhen ukendt, men nu aabenbaret i sin Søn, Jesus kristus, som ikke var født af nogen kvinde, men pludselig kom til Syne i Kapernaum i Menneskeskikkelse for at forbinde den jordiske, materielle Verden med den aandelige Sfære. Ifølge Markion førte Jesus en Aandetilværelse, og det var kun et tilsyneladende Legeme (Skinlegeme), der blev korsfæstet. Opstandelsen var en ren aandelig begivenhed, for Kød kan jo ikke arve Guds Rige. Denne Tendens til at frakende Jesus ethvert virkeligt legeme (Doketismen) fandt mange Tilhængere, ogsaa til en vis Grad blandt kirkefædrene, men blev dog bekæmpet af de fleste, fordi den borttog Jesu virkelige Menneskeværdighed. Markion blev selv forkætret af de ledende kristne Tænkere, men stiftede en sekt inden for Kristendommen, der en Tid vandt stor Udbredelse og endnu havde kirker i det femte Aarhundrede, da statsmagten og indre splid gjorde Ende paa den. Men han havde gjort Jesus højere end nogen tidligere Tænker, hvis vi ved højere forstaar det: at være noget andet end menneske. Markions Lære var Pauli Lære følgerigtigt stillet på Spidsen.

X.   Irenæus.

Irenæus fra Lyon (d. ca. 200), Biskop og kirkelærer, altid paa Vagt mod Kætteri, ivrede mod den Anskuelse, mange havde paa den Tid, at Logos (Jesus) var udstrømmet eller udstraalet fra faderen paa et bestemt Tidspunkt før Verdens Skabelse. Irenæus gik derfor til den modsatte Yderlighed og næsten udviskede Forskellen mellem Faderens og Sønnens Personer. Sønnen er Faderens synlige form eller Skikkelse; Faderen er Sønnens usynlige form. Et citat fra hans bog mod de kættere, som paastod, at der var enten flere eller færre end de fire Evangelier, vil vise hans Maade at betegne Logos (Jesus) paa med samme Ord, som Gud ellers blev betegnet med, samtidig med at det giver et Indblik i den ukritiske og barnagtige maade (som det synes for os i Dag), hvorpaa Kirkefædre argumenterede mod Kættere (og omvendt): "Det er ikke muligt, at Evangelierne kunde være enten flerre eller færre, end de er. For, siden der er fire verdenshjørner, hvor vi lever, og fire almindelige vinde, saa er det, som det sig hør og bør, at kirken, som er spredt over hele Jorden, med Evangelium som sin Pille og Støtte og selve dens Livsaande, skulde have fire piller til at udslukke Urenhed til alle sider og antænde igen Menneskenes Liv. Hvorfor Logos, alle Tings danner, som sidder paa Keruber og indbefatter alt, efter at have aabenbaret sig selv til Menneskene har givet os Evangeliet i en Firehed, men dog i een Aand."  Irenæus var ifølge Eusebius den første, der betegner Jesus som baade Gud og Menneske.

XI.   Tertullian.

Tertullian fra Kartago (d. 220), en mægtig Skikkelse mellem Kirkefædrene, fremholdt i Modsætning til Irenæus, at Logos udstraalede eller udstrømmede fra faderen, dengang Gud sagde: "Bliv Lys!" Sønnen er derfor ringere end Faderen, lavere i Rang saa at sige. Skønt Tertullian var den første teolog, der brugte Udtrykket "Treenighed", saa fastholdt han haardnakket imod de saakaldte Monarkianer i Teologi, at Jesus og Aanden var afledet af og underordnet Faderen. I hans Skrift "Adversus Praxean" (imod Praxeas) 9. Kap. siger tertullian: "for Faderen er den hele Substans (af Guddommen), som han, Jesus selv, fortæller os: "Faderen er større end jeg" ; men Sønnen er en Afledning og Del af det hele." Men Sønnen var derfor af samme Substans som Faderen, et Udtryk, som kom til at spille en stor Rolle i Teologien senere hen.

   Tertullian Var Søn af en romersk Centurion, havde studeret Lovvæsen og var den  første af Kirkefædrene til at benytte det latinske Sprog i Stedet for Græsk i Teologien. Alt i alt repræsenterede han en Reaktion fra den overdrevne Indflydelse fra den græske Filosofi, som han betragtede som verdslig Visdom. Derfor stred han ogsaa imod den græske Ide om Sjælens Udødelighed i Modsætning til Kødets Opstandelse, hvilken sidste han forsvarede ved at henvise til Kristus.

                                                                                                            (Fortsættes) 

Protestantisk Tidende

Udgivet af Det fri Kirkesamfund

 Nr. 5       1. Marts 1927.        23. Aargang

Treenighedsdogmets Udvikling.

Af Pastor Oswald E. Helsing,  Amerika.

XII.   Clemens fra Alexandria.

Clemens fra Alexandria (Aar 160 - 220), Leder af den kristne teologiske Skole i denne By, havde været græsk Filosof, før han blev en Kristen. Hans Tro paa Gud som den absolut ukendte og ukendelige, den "fjernere Aarsag" (end Sønnen), gjorde ham glad for den kristne Logoslære, som nu havde vundet stor Udbredelse mellem lærde og Tænkere, fordi den paa engang tilfredsstillede den dannedes Filosofi og tillige den søgendes religiøse Trang ved gennem en virkelig menneskelig Logos-Jesus at bringe Gud i levende forbindelse med Mennesker. Men Clemens´ dristige Spekulationer løftede Jesus til saa svimlende Højder som Logos, at han krympede sig ved at anerkende de historiske Kendsgerninger om ham. Clemens troede i Grunden ikke paa, at Jesus Legeme var virkeligt og materirelt, at han spiste, drak, sov, o.s.v. ligesom andre Mennesker. Men da Clemens udtrykte sig med Varsomhed og ofte dunkelt, vedblev han at betragtes som rettroende, selv da senere hen den doketiske Retning blev forkætret. Fra Clemens´ egne Skrifter vil et Par Citater bedst illustrere hans Lære om Sønnen. Han erklærer Sønnen at være "Guds Kraft, værende Faderens mest ældgamle Ord (Logos), før alle Tings Skabelse, og hans Visdom." Og et andet sted, efter at have erklæret det gudfrygtige Menneske for det bedste paa Jorden og en Engel for det bedste i Himlen, forsætter han: "Men mest fuldkommen og mest hellig og mest høje og mest fyrstelig og mest kongelig og mest velgørende er Sønnens Natur, som kommer nærmest den ene Almægtige. Hans er den største Ypperlighed, som ordner alle Ting efter Faderens Vilje og styrer alt paa bedste Maade, - for Guds Søn bortflyttes aldrig fra sit Vagttaarn, er ikke delt eller skilt, gaar ikke fra Sted til Sted, siden han er altid alle Vegne og intetsteds kan indeholdes fuldt; han ser alt, ved alt."

XIII.   Origenes.

Den største af alle Kirkefædrene i de første tre Aarhundreder efter Krisus var Origenes af Alexandria (185 - 254). Baade hans Fader og Moder døde som Martyrer i 202, og det var med stor Vanskelighed, at hans Venner hindrede ham fra at melde sig selv til Autoriteterne som Kristen. Han døde som Følge af Tortur under Kejser Decius´ Forfølgelse. Skønt en ivrig Kristen studerede Origenes ikke desto mindre græsk Filosofi, navnlig Ny-Planotismen, som havde stor Indflydelse paa hans Udformning af den kristne Teologi. Han blev Leder af teologiske Skoler, først som attenaarig ung Mand i Alexandria, senere, da Biskop Demetrius´ Skinsyge forjog ham derfra, i Cæsaræa. Baade i Flid, Lærdom og selvstændig Tænkning overgik han alle andre. Paa Grund af sin nyplatoniske Ide om Guds Uforanderlighed kunde han ikke indrømme, at Gud nogensinde havde været uden sin Logos (Fornuft) eller som Fader uden sin Søn. Den Visdom, som Evangeliet gav Navnet "Ordet" (Logos), maa altid have været hos Gud. Men Sønnen kunde ikke være undfanget ved en enkelt Akt; thi det vilde have sat Begyndelsen af hans Tilværelse til en bestemt Tid, før hvilken Faderen ikke havde nogen Søn, nogen Logos (Fornuft, Visdom), - og det var umuligt. Derfor var Logosavlingen en evig Proces: "Faderen er evindelig avlende ham." Sønnen var derfor Faderens Billede og havde Del i hans Uforanderlighed og Væsen (Substans). Det sidste Ord var det græske homo-ousios, et Ord, som Teologerne stredes om i flere Hundrede Aar efter. Sønnen blev altid undfanget, "en Herre, en ud af en, Gud ud af Gud." Som saadan var han underordnet, subordineret Gud, og Origenes veg ikke tilbage fra at erklære ham "forskellig i Substans fra Faderen", saa svært var det at være følgerigtig i disse Spekulationer. Logos havde valgt Jesus til sin Bilig paa Grund af hans Viljerenhed og Godhed, og i denne Inkarnation var der ingen Sammenblanding af Egenskaber: Logos kunde ikke føle Sult eller Tørst eller Dødens Smerte, heller ikke fuldt ud blive indesluttet i et Menneskes Legeme og Sjæl. Logos (Ordet) maatte have virket frit hvor som helst og forenet sig med alle Sjæle, der aabnede sig for ham. Kristi Liv krævede den bestandige Spænding af hans menneskelige Vilje for at holde fast ved den iboende Logos. Gud nedlod sig til at vise sin Værens Natur i et Menneske, og et Menneske viste, at den menneskelige Aand er i stand til at blive helt Guds. Jesu Enhed med Logos havde givet Loven (den jødiske), inspireret Profeterne og oplyst Hedningerne, saa vidt som de havde religiøs og moralsk Kundskab.

   Origenes var den første kristne Tekstkritiker, og hans vældige Arbejder paa dette Omraade forøgede hans Indflydelse. Men det var hans dristige Spekulationer over Guddommens Væsen, over Jesus som Gudmennesket o.s.v., der vakte mest Opsigt og var Grundlaget for dogmatiske Stridigheder i Kirken de næste tre Aarhundrede. En Del blev senere forkætret; men det øvrige dannede Islettet for det Væv af spidsfindig Teologi, som de store Kirkemøder i det tredige, fjerde og femte Aarhundrede udarbejdede som den sande kristne Treenigheds Trosbekendelse.

XIV.   Monarkianerne.

Den oprindelige, stærke monoteistiske Følelse i Kristendommen protesterede mod Logoslæren, der synes at forplumre Læren om een Gud, og mange Retninger opstod, som søgte at undvige dette Skær. De blev senere sammenfattede under Navnet "Monarkianer". Alogerne (o. 170) benægtede Logoslæren og forkastede Johannesevangeliet, der i Strid med de synoptiske Evangelier havde indført denne hedenske Lære i Kristendommen. De blev ogsaa sammen med andre beslægtede Retninger kaldet dynamistiske eller Adopterings Monarkianere, fordi de hævdede Guds Monarchia (af monos = enkelt og arche = Oprindelse) og hans Væsens Enhed, medens de lærte, at Jesus var et udvalgt fortrinligt Menneske, som var født af Jomfru Maria og modtog Aanden i Daaben. Det var den ældre Form for Kristendommen, der gennem dem kæmpede for sin Eksistens. Paul af Samosata, Biskop i Antiochia, forkætret af en Synode i 269, hørte til denne Retning. Han lærte, at Jesus var et sandt Menneske, som Logos havde inspireret og gjort guddommelig i højere Grad end andre Mennesker. Denne Forening af Logos og Jesus var kun moralsk, men uopløselig. Mærkeligt nok er det, at den Synode, som forkætrede Paul af Samosata, ogsaa erklærede, at Sønnen var ikke homo-ousios (af samme Væsen eller Substans) som Faderen.

De modalistiske Monarkianere søgte at opretholde Læren om Guds Enhed ved at gaa til den modsatte Side. For dem stod Forsøget paa at opretholde Jesu Guddomelighed (og Aandens) samtidig med hans (og dens) særskilte Personlighed og Underordnethed under Faderen som ensbetydende med Troen paa to (eller tre) Guder, altsaa praktisk talt som flerguderi. De hævdede derfor imod denne Anskuelse, at Faderen, Sønnen og Aanden er kun forskellige Aabenbaringsformer for den ene samme Guddom. Den første Lærer af denne Retning var Noetus fra Smyrna (o. 200). Han lærte, at Kristus var Faderen selv, og at Faderen derfor var født, led og døde. Praxeas og andre Disciple af Noetus bragte denne Lære til Rom, og to romerske Biskopper (Paver) Zephyrinus og Calixtus (198 - 222) hørte til denne Retning, som altså for en Tid sad paa Pavesædet. Den mest kendte af denne Retning var dog Libyeren Sabellius, som virkede i Rom omkring 215, udformede Læren og gav Navn til Retningen i Fremtiden. Han hævdede, at Fader, Søn og Helligaand er alle een og den samme. Enhver af dem er en Prosopon, d.v.s.: Ansigt, Maske (Skuespillerens), Karakter, Aabenbaringsform eller Virkemaade af den ene Gud, der viser sig i sin Skaberform som Faderen, i sin Egenskab af Forløser som Sønnen og nu endelig som den Hellig Aand. Sabellius blev forkætret i Rom, og Sabellianisme blev betragtet som en af de værste Former for kætteri; men han vandt ikke desto mindre mange Tilhængere i Østen, især i Ægypten og Lybien, og medens hans sammenfatning af Fader, Søn og Aand til een blev forkastet af de ortodokse, saa optog disse gennem Augustinus den Lighed i Væsen, Egenskaber og Magt, hvormed Sabellius´ Lære forlenede de tre Parthavere i Guddommen.

XV.   Ingen overordnet fælles Autoritet.

Saaledes fortsattes Udviklingen af Jesusdogmet, som man vel kan kalde det, gennem de første tre Aarhundreder. Der var fremragende kristne Lærere, Kirkefædre og andre, hvis Ord havde Vægt, men ingen overordnet fast Autoritet. Men Tilbøjeligheden til at ophøje Jesus ind i selve Guddommen voksede stadig, medens ældre, engang raadende Anskuelser, blev bortforklarede eller rent ud forkætrede, naar nye Retninger havde faaet Overtaget. Dog var Grænserne endnu flydende, og megen Uklarhed herskede, hvor flere Kirkefædre havde udviklet forskellige Teorier, som var indbyrdes uoverensstemmende.

   En Forandring kom med det berømte og meget misforstaaede almindelige Kirkemøde i Nikæa Aar 325. Lokale Synoder havde været holdt tidligere. Denne Gang var det et Møde fra hele det romerske Rige, skønt de forskellige Egne var meget uligeligt repræsenterede; der var f.eks. kun seks Biskopper fra Vesten.

XVI.   Aarsagen til Kirkemødet i Nikæa.

Konstantin den store var efter mange Kampe mod Medkejsere og Medbejlere bleven Enekejser. Forfølgelserne mod de kristne og navnlig den sidste langvarige og blodige under Kejser diokletian og hans Medkejsere havde vist, at Kristendommen nu var den mest livskraftige Religion i Religion i Riget, og at den i sine Rækker talte flere Mænd med Overbevisning, Mod og Daadskraft end nogen anden. Konstantin havde derfor af rent politiske Grunde besluttet at forene det nys saa splittede Rige med Kristendommen som Statsreligion eller i hvert Fald som den begunstigedee Religion, saa at den snart kunde blive Statsreligionen, og med "Ny Rom" (Konstantinopel) som Hovedstad. Men til hans store Harme udbrød der i Alexandria just paa den Tid en skarp Strid mellem de kristne Ledere i Teologi, der delte Kirken i fjendtlige Lejre, som gensidig forkætrede hinanden, og som truede med at ødelægge hans Planer om Enhed.  Biskop Alexander fra Alexandria kom i en Tale til sine Præster med Udtalelser, der smagte af Sabellianisme. Han sagde, at Sønnen var evig, den samme i Væsen som Faderen og uskabt. Arius, en ældre, anset Præst, vovede at kritisere Biskoppens Tale. Hele Kristenheden, sagde han, betragtede Sønnen som underordnet Faderen; Sønnen var derfor ikke absolut Gud, men afledet eller udsprungen fra Gud. Han var derfor ikke af den samme Substans som den evige; men han var den førstefødte af alle Skabninger; han var den, Gud virkede igennem ved Skabelsen af Verden, men der var en Tid, da han ikke var til. Som avlet af Gud skylder vi Sønnen guddommelig Ære; men han var ikke Gud selv.

   Striden mellem Arius og Biskop Alexander fortsattes med Bitterhed, da Arius havde mange Tilhængere, og i Aaret 320 sammenkaldte Alexander en Synode af ægyptiske og lybiske Biskopper, som forkætrede Arius og hans Anskuelser og fordrev ham fra hans Embede. Men Arius skrev til Biskop Eusebius fra Nikomedien og andre, som helt eller delvis var af hans Anskuelser, medens Alexander og den unge Diakon Athanasius i Alexandria, der var Biskoppens højre Haand i denne Strid, ligeledes skrev omkring til de ledende Biskopper, indtil Kirken alle Vegne genlød af de stridende Partiers Agitation. Biskop Eusebius I Cæsaræa, der indtog et Mellemstandpunkt, søgte at mægle og prøvede paa at faa Alexander til at genindsætte Arius, men forgæves, medens en Synode i Bithynien aabent tog Arius´ Part. Eusebius fik saa Konstantin til at skrive baade til Alexander og Arius og paalægge dem Forsoning, men uden Held. Arius skrev endog et Brev til Kejseren, som indtog denne imod ham og mod Eusebius fra Nikomedien og andre af hans Tilhængere og Støtter. For at faa en Ende paa Striden og Splittelsen i Kirken indkaldte Kejseren da Kirkemødet i Nikæa.

XVII.    Kirkemødet i Nikæa.

Over 2000 af kirkens Ledere samledes fra hele Riget, de fleste dog fra Østen, for at afgøre Striden. Der var 318 Biskopper med, og de alene havde Stemmeret i Konciliet (Kirkemødet). Mødet aabnedes af Kejseren selv, som lagde Forsamlingen paa Sinde at søge en fredelig Overenskomst, da han betragtede Striden indenfor Kirken som farligere end Krig for Staten. Der var tre Partier paa Mødet: Arius og hans Tilhængere, Alexander eller rettere Athanasius, som var den virkelige Leder, og hans Tilhængere, og et stort Mellemparti, der var større i Tal end de to andre tilsammen. Dette sidste søgte at tilvejebringe en Overenskomst ved at finde en Formel, som kunde udtrykke Jesu Natur paa en saadan Maade, at alle kunde enes om den. Dette Parti var ledet af Eusebius fra Cæsaræa. Møderne var ofte stormende. Under rasende Haandgemæng blev Dokumenter revet i Stykker. Ved en Lejlighed gav en gammel Biskop endsaa Modstanderen en Ørefigen.

   Et Forslag til en Trosbekendelse, der var underskrevet af atten Arianerbiskopper, som øjensynlig fremsatte Arius´ Anskuelser unødig skarpt, blev modtaget med en Storm af Modstand og revet i Stykket paa Stedet. Saa stærk var Modstanden, at seksten af Underskriverne opgav Arius, som derefter blev udjaget fra Kirkemødet. Eusebius fra Cæsaræa fremlagde derefter en Formel, som havde været i Brug i hans Kirker en hel Del Aar og derfor stammede fra Tiden før Striden. Det arianske Parti erklærede sig villig til at underskrive den; men netop derfor modsatte Athanasius og hans Parti sig den som mistænkelig. Da blev et Brev fra Arianeren Eusebius fra Nikodemien fremlagt, hvori han erklærede det for absurd at bruge Ordet "homousian" (af samme Substans og Væsen) om Kristus og Gud. Dette Brev blev øjeblikkeligt revet i Stykker, og netop dette Ord, som tidligere havde været forkætret af Kirken, blev nu Athanasianernes Feltraab. Skønt Athanasius ikke selv yndede dette Ord og foretrak Ordet "homoiousias" (lignende af Væsen, Substans), hvis derved blev klarligt forstaaet, at Sønnen var sand Søn, ikke blot antaget, holdt for eller adopteret Søn, og at han som sand Søn havde den samme Slægts-Natur som Faderen og derfor var lige med Faderen i alle guddommelige Egenskaber, saa gik han dog med til Kravet om at faa indsat dette "homo-ousios", fordi det alene kunde hindre Tanken om Sønnen Underordnethed, som Arius tilkendegav ved at kalde dem: "heterousios" (forskellig i Suvstans eller Væsen). Athanasius brugte Ordet til at jage Arianerne fra deres Skjul i Eusebius fra Cæsaræas fredelige Mellemformel, og da Konstantin, som personlig ikke forstod eller brød sig det mindste om disse Spidsfindigheder i Teologien, og som var blevet indtaget imod Arius og hans Tilhængere, nu antog "homo-ousios" som et Udtryk, der kunde forene alle de ikke-arianske Partier paa Kirkemødet, d.v.s. Flertallet i Østen og praktisk tal hele Vesten, saa blev det indsat i Eusebius´ Formel, og da denne blev klar over, at Kejseren opfattede dette Ord i samme Betydning, som han selv tog det - og ikke helt som Athanasius -, saa underskrev han og hans Mellemparti denne nye Trobekendelse, skønt med mentale Reservationer (Forbehold i Tanken), som han forklarede det i et Brev til Hjemmets Kirker. Under Tryk fra Kejserens Side blev den ogsaa underskrevet af de fleste Arianerbiskopper; kun to nægtede rent ud at gøre det og blev landsforviste tilligemed Arius. Andre vægrede sig ved at samtykke i de "Anathemas" (Fordømmelse) mod Arius, som danner Slutningen af denne Trosbekendelse.

XVIII.   Nikæa-Trosbekendelsen.

Nikæa-Trosbekendelsen i sin oprindelige Form lød saaledes:

"Vi tror paa een Gud, Faderen, almægtig, Skaber af alle Ting, synlige og usynlige.

   Og paa een Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, undfanget af Faderen, eenbaaren, det vil sige: af Faderens Væsen, Gud af Gud, Lys af Lys, sand Gud af sand Gud, undfanget og ikke skabt, af samme Væsen (homo-ousion) som Faderen, ved hvem alle Ting er skabt, baade i Himlen og paa Jorden; - som for os Mennesker og vor Frelse kom ned og blev Kød og Menneske, led og opstod igen paa den tredie Dag og for op til Himlen og vil komme igen at dømme levende og døde.

   Og paa den Hellig Aand.

   Men de, som siger: "Der var en Tid, han ikke var til" og "Før han var undfanget, var han ikke til", og at: "han til af intet" (paa Græsk: Han kom ind til Eksistens fra Ikke-Væren), eller som bekender, at Guds Søn er af forskellig Substans (hypostaseos) eller Væsen (ousias) eller, at han er skabt eller omskiftelig eller foranderlig, er fordømte af den almindelige Kirke"

 Man maa lægge Mærke til, at ifølge den sidste Del maatte man ikke bekende, at Guds Søn er en forskellig "hypostasis" fra Faderen. Dette Ord blev nemlig senere brugt til at betegne "Person" i Guddommen, og det blev da Rettroenhed at sige, at Sønnen var en forskellig Person fra Faderen - lige modsat det, Nikæa-Bekendelsen hævder.

  Athanasius selv opfattede dog stadig Sønnen som i en vis Forstand underordnet Faderen. Sønnen var jo "født", altsaa et afledet Væsen, og derfor ikke selv-eksiterende eller uafhængig eksisterende. Dette kan ses af en mærkelig Udtalelse (fjerde Tale, 3), hvor Athanasius viser, at hvis Logos var selveksisterende, vilde der være to uafhængige oprindelige Aarsager bag Tilværelsen, to højeste Væsener, hvilket er umuligt. Sønnens Lighed og Enhed med Faderen bestod i de Egenskaber, Kristus havde, paa Grund af "Avling" af Faderen, ikke i de, som gør Faderen til den øverste og højeste Gud. Hvad Athanasius stred for, var Virkeligheden, Realiteten af Gud selv i Kristus, som en Aabenbaring og et Urbillede af, hvad Gud skulde være i Mennesket. I dette maa han have vor Sympati snarere end Arius med hans skarpe Skel mellem Gud og Mennesker. Men Formen, som denne Forening af Gud og Mennesket antog hos Athanasius, var en simpel Følge af Tidsalderens Filosofi, og den kan ikke gøre Krav paa vor Tilslutning eller Sympati, grundet, som den er, paa et andet Syn paa Universet og Tilværelsen end vort.

XIX.   Nikæa Symbolets senere Kamp og endelige Sejr.

Det var Kejseren, Konstantin den Store, som paavirket af Biskop Hosius fra Kordova i Spanien og andre Kirkelige Ledere fra den vestlige Del af Riget, havde støttet Arius´ Modstandere og fremtvunget Nikæa Symbolet som Kirkens nye Trosbekendelse. Men Kejseren opdagede snart, at i Stedet for Fred og Enhed i Kirken bragte den kun Strid. Ikke alene Arianerne protesterede mod det nye Slagord for Ortodoksi: "homo-ousios" ; men ogsaa for det store konservative Mellemparti, Origenes´ Disciple, var dette Ord utilfredsstillende, da det forekom dem sabelliansk. Da tilmed Kejserens Søster var paa Arianernes Side, lod Konstantin snart Eusebius fra Nikomedien komme tilbage fra Landflygtigheden, og han fik nu stor Indflydelse over Kejseren. Skønt denne ikke rent ud satte Nikæa symbolet til Side, saa forlangte han dog af Athanasius, som var bleven Biskop i Alexandria, at han skulde genindsætte Arius som Præst i sin Kirke, og da Athanasius vægrede sig ved at gøre dette, blev han landsforvist, og en Synode i Tyrus 335 ophævede Kætteridommen over Arius. Kejseren døde 337; men Striden fortsatte under hans Sønner, i hvis Regeringstid Synoder i Antiochia vedtog Trosbekendelser, der hverken var nikæanske eller arianske, men som dog vendte Brodden mod Nikæa. Da den sidste af Sønnerne, Konstantinus, blev Enekejser, fremtvang han paa Synoderne, at Nikæa Formlen blev helt sat til Side, og Ordet "lignende" (af Væsen) blev indsat i Trosbekendelsen. Men da yderliggaaende Arianere nu under Hoffets Gunst - for den nye Kejser var Arianer - forlangte større Indrømmelser, begyndte den største Del af Mellempartiet at nærme sig til Athanasius, og til sidst forenede de sig med hans Parti. Det var de tre store Kirkemænd: Basilius, hans Broder Gregor fra Nyssa og hans Ven Gregor fra Nazianz, som ledede Mellempartiet, og som fortolkede Nikæa Symbolet saaledes, at dette Parti kunde antage det. Under den ivrige Tilhænger af Nikæa Bekendelsen, Kejser Theodosius, blev der afholdt en Synode i Konstantinopel 381, som vedtog Nikæa Symbolet igen og fordømte (forkætrede) den Del af Mellempartiet, de saakaldte Makedonianere, som nægtede, at Helligaanden var af samme Væsen som Faderen og Sønnen.

(Sluttes.)

Protestantisk Tidende

Udgivet af Det fri Kirkesamfund

 Nr. 6       15. Marts 1927.        23. Aargang

Treenighedsdogmets Udvikling.

Af Pastor Oswald E. Helsing,  Amerika.

(Sluttet.)

XX.   Helligaanden i Kirkens Treenighedslære og før.

Den Kristne Oldkirke havde meget taagede Forestillinger om Helligaanden. Fra Jødedommen havde den arvet Navnet og en Række Forestillinger, der knyttede sig til det. Ordet "Aand" (Hebraisk: ruach, Græske: pneuma) betød oprindeligt Aande. I Aandedrættet saa vistnok alle primitive Folkeslag Livets Sæde, og de fleste Sprog har det samme Ord for Vind og Aande (trække Vejret). Isralitterne anvendte Ordet paa Gud (Jahve) selv. Hans Aand (Aande) regerede Verden; hans Aandes Indblæsning gav Liv til Mennesket. Senere blev en særlig Styrke, Dygtighed og Mod i hans Tjeneste tilskrevet hans Aands Indflydelse. De tidlige Profeters abnorme Henrykkelse var Bevis paa Jahves Aands Nærværelse og Magt (1. Sam. 10,6 og 10.); selv en løgnagtig Aand kunde blive sendt af Gud til Tider (1. Kong. Bog 22,21 og følgende). Jahves Aand kunde flytte en Profet fra et Sted til et andet (Eliasfortællingerne). Men hos de senere Profeter var Guds Aand deres Inspiration, som ledede og kontrollerede deres Liv og Virken, ja indgav dem deres Tale og Kraft, ligesom den styrede Israels Skæbne. Men Jahves Aand var aldrig en Person. - kun en Personifisering af en Egenskab hos Gud eller et Udtryk for Jahve selv.

I den gammel-testamentlige, apokalyptiske Litteratur bruges "Aanden" til at Beskrive Guds Forhold til Israel i Fortiden og i den Messianske Fremtid, og Jesus mente, at han havde "Aanden", og derfor Gudsriget stod for Døren.

   Oldkirken troede, at Aanden kom til den; men dens Ideer om Aanden var de Jødiske. Jesus havde modtaget "Aanden" i Daaben; den kristne fik den ved Haandspaalæggelse eller (senere) i Daaben. Særlige "Gaver" fulgte Aandens Udgydelser - dels de gamle profetiske og dels nogle nye (Tungetalen). Paulus gør endog i 2. Kor. 3,17 Aanden og Kristus til eet, og i det hele herskede der megen Uklarhed over, hvad Aanden var. Daaben var i Jesu Navn, ikke i Trefoldighedens.

   I det fjerde Evangelium (Joh. Ev.) spiller Aanden en vigtig Rolle i den sidste Del. Den er Sandhedens Aan, Hjælperen, som skulde fuldkomne Kristi Værk. Den er sendt af K´ristus og ogsaa af Faderen i Kristi Navn. Efter Opstandelsen aander Jesus paa Disciplene og siger: "Modtager den hellige Aand!" Her var altsaa et halvt Aarhundrede efter Paulus Aanden og Jesus klart afskilte. Ifølge Justinus Martyr var Aandens vigtigste Værk at inspirere Profeterne. Irenæus, som levede henimod Slutningen af det andet Aarhundrede, gør Helligaanden identisk med Visdommen (Guds Visdom) i det gamle Testamente.

   Henrykkelseskristendommen med ekstatiske Tilstande brød ud i Frygien i Lilleasien, da Montanus i Aaret 156 erklærede, at Helligaanden nu var kommen, og at han var det passive Instrument i dens Virken. Verdens ende var nær, lærte han. Men skønt mange sluttede sig til ham, Montanismen med dens Profeter og Askese bredte sig vidt omkring, stiftede egne Kirker, da den ledende Retning trængte den ud af de andre, og endog vandt Tertullian for sig, saa var Spørgsmaalet om Aanden endnu ikke særlig fremtrædende i Læren om Gudsbegrebet. Det var om Jesu Forhold til Gud, at Striden stod, og endnu i den første Del af det tredie Aarhundrede skældte den romerske Biskop Kallistus, som hældede til Sabellianisme i sit Grundsyn, den mere rettroende Kirkefader Hippolytus ud for "Diteist" (d.v.s.: en Mand, der tror paa to Guder) og ikke "Triteist", hvad der vilde have været naturligt, hvis Aanden var medregnet.

Origenes ansaa Aanden for den første og højeste af alle Væsener, frembragt eller skabt (han vidste ikke hvilket) af Faderen gennem Sønnen.

   I Nikæabekendelsen blev Helligaanden lige nævnt som trosgenstand; men der blev intet sagt om dens Væsen og Egenskaber. Og den store, rettroende Kappadokier, Gregor af Nazianz, udtalte i et Brev saa sent som 380: "Somme af vore vise Mænd tror, at den Helligaand er en Kraft, - andre, at han er en Skabning, - andre igen, at han er Gud." Men Aaret efter forkætredes paa Kirkemødet i Konstantinopel Macedonianerne, der nægtede, at Aanden var homo-ousios med Gud, skønt ellers intet blev føjet til Nikæasymbolet. Men mellem dette Kirkemøde og Mødet i Kalcedon 451 var en ny Trosbekendelse kommen i Brug, som dette Kirkemøde fejlagtig antog for at være vedtaget paa Konciliet i Konstantinopel 381. Denne Trosbekendelse, den saakaldte nikæansk-konstantinopolitanske, her en Artikel om Helligaanden, som lyder: "og jeg tror paa den Helligaand, Herren og Livets Giver, som udgaar fra Faderen og som sammen med Faderen og Sønnen tilbedes og herliggøres, han, som talte gennem Profeterne."

XXI.   Stridigheder om Kristi Natur og Kirkemødet i Kalcedon 451.

Efter Kirkemødet i Nikæa kom det snart til voldsomme Stridigheder om Inkarnationens Natur i Jesus, og Teologer med deres Tilhængere udtænkte forskellige Teorier om, hvordan den guddommelige Natur og den menneskelige Natur var forenede i ham. Nogle holdt paa, at Jesus havde menneskelig Legeme og Sjæl, men Logos i Stedet for Sjæl og Aand; andre mente, at det guddommelige overskyggede og saa at sige opslugte den menneskelige Natur; andre, at begge Naturer eksisterede ved Siden af hinanden med to viljer o.s.v. Kejseren tog snart Parti for det ene, snart for det andet, og de Tid efter anden forkætrede Partier dannede nye Kirkesamfund af deres Meningsfæller - ofte under Landflygtigheden, saaledes Jakobiter, Nestorianere o.a., som endnu bestaar i Østerlandene. Det store Kirkemøde i Kalcedon afsluttede den første Række af disse Stridigheder med en Trosbekendelse, som blandt andet udsiger, at Kristus er sand Gud og sandt Menneske, og som Gudmenneske een Person i to Naturer, der bestaar ved Siden af hinanden "uden Sammenflyden, uden Forandring, uden Deling og uden Adskillelse". Det var i Virkeligheden det samme som at opgive alle Forsøg paa at opnaa en forståelig Forklaring. Man opstillide blot Side om Side de modstridende Ting, som man maatte have med.

XXII.   Det athanasianske Symbol.

Endnu langt senere opstod det Symbol, som kaldes det athanasianske, skønt det altsaa intet har med Athanasius at skaffe. Men det danner Slutstenen paa den Udvikling, der her er skildret, og det er et af de lovbestemte symbolske Skrifter i den danske Folkekirke paa Trods af, at det vitterligt hverken er af Athanasius, ej heller vedtaget paa noget Kirkemøde. Denne Trosbekendelse forekommer først omkring Aar 800. At Athanasius´ Navn blev hæftet til den synes at være et velberegnet og overlagt Forsøg paa at bedrage og sikre den mere Respekt, end den ellers vilde have opnaaet; thi Athanasius var jo berømt som ortodoks Teolog. Den var paa Latin, og jeg skal gengive lidt af den i Oversættelse: "For hvem, der vil frelses, er det nødvendigt fremfor alt andet, at han holder fast ved den almindelige Tro. Enhver, som ikke bevarer denne Tro helt igennem og ubesmittet, skal uden Tvivl gaa evig fortabt. Den almindelige Tro er denne: At vi tilbeder een Gud i en Trehed og Treheden i en Enhed uden at sammenblande Personerne eller adskille Væsenet (Substansen). For der er tre Personer: Faderen er en, Sønnen er en anden, og Helligaanden er en anden. Men Faderens og Sønnens og Helligaandens Guddom er een. Deres Herlighed er lige stor, deres Majestæt lige evig. Som Faderen er, saadan er Sønnen, og saadan er Helligaanden. Faderen er uskabt, Sønnen er uskabt, og Helligaanden er uskabt. Faderen er umaalelig, Sønnen er umaalelig, og Helligaanden er umaalelig. Faderen er evig, Sønnen er evig, og Helligaanden er evig. Men afligevel er de ikke tre evige, men een evig. Og heller ikke er de tre uskabte eller tre umaalelige, men een uskabt og een umaalelig. Ligesaa er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, og Helligaanden almægtig. Og afligevel er der ikke tre almægtige, men een almægtig. Paa samme maade er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligaanden Gud. Og afligevel er der ikke tre Guder, men een Gud.....  Faderen er ikke dannet eller skabt eller født af nogen. Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født. Helligaanden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet, heller ikke skabt, heller ikke født, men udgaaet fra dem. Der er een Fader, ikke tre Fædre, een Søn, ikke tre Sønner, og een Helligaand, ikke tre Helligaander. Og i denne Treenighed er ingen før eller efter en anden, ingen større eller mindre end en anden...... Den derfor, der vil blive frelst, skal tænke saaledes om Treenigheden...."

 Dette og en hel Del mere af samme Art skal altsaa være Betingelsen, den absolutte Betingelse, for at blive frelst!

   Men han, der havde fremkaldt denne Bevægelse, der for Tænkningens Vedkommende havde ført til denne Forklaring paa ham selv, han, Haandværkersønnen fra Nazaret, der sulten og tørstig, støvet og træt havde vandret rundt i Jødeland, han havde lært helt andre Betingelser for Frelse, en hel anden Opfattelse af Gud og af sit eget ydmyge Selv: "Salige er fattige i Aanden, thi Himmerriget er deres. Salige er de, som sørge, thi de skulde husvales. Salige er saftmodige, thi de skulle arve Jorden. Salige er de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de skulle mættes.....  Salige er de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud. Salige er de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn."  Og til en, som spurgte ham: "Gode Mester, hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" svarede Jesus: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud!" og han fortsætter med at paalægge ham at holde Budene, at være ærlig og redelig mod alle, og da Manden mente, at han altid havde gjort dette, opfordrede Jesus ham til at give alt bort og slutte sig til Jesu lille Skare og dele deres Arbejde; det vilde have Evighedsværdi.

  Der er et svælgende Dyb mellem Jesu Lære og Treenighedsdogmet.

XXIII.   Forekommer Treenighedsbegrebet i det Nye Testamente?

Hvis Treenigheden var en ægte og oprindelig Bestandel i Kristendommen, og hvis Jesus havde lært det til sine Disciple, saa skulde man vente at finde det ofte og klart udtrykt i det nye Testamente, Og de Kapitler eller Vers, som indeholdt denne Lære, maatte naturligt være at finde mellem de mest troværdige og tilforladelige Dele af Bibelen. Men saadan er det jo slet ikke´. Der plejede at være kun to, siger og skriver to, Steder i det N. T., som indeholdt Udtrykket "Faer, Søn og Helligaand", eller hvad der svarede til det. Det ene Sted var 1. Joh. Brev 5. Kap. 7.-8. Vers, sim i den gamle Bibeloversættelse lød: "Thi de er tre, som vidne i Himlen: Faderen, Sønnen (Ordet) og den Helligaand, og disse tre er eet; og de er tre, som vidne paa Jorden: Aanden, Vandet og Blodet; og disse tre gaar ud paa eet." Men det er paavist, at Ordene: "i Himlen: Faderen, Sønnen og den Helligaand, og disse tre er eet; og de er tre, som vidne paa Jorden:" var indskudt i det 5te Aarhundrede i den latinske Oversættelse og altsaa var rent og skært Falskneri. Disse Ord er derfor fjernede fra de nyere Bibeloversættelser.

   Der er derfor kun een Treenighedstekst tilbage, og den er i Matthæus Evangeliets 28de Kap. 19de Vers: "Gaar derfor hen og gør alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder; og jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende." Disse Ord siges at være talt af Jesus under en af hans Aabenbarelser for Disciplene efter hans Opstandelse. Ord, som tillægges en Mand efter hans Død, vil altid være tvivlsomme; men her har vi andre Grunde til at holde Treenighedsformlen i den for et Falskneri. Først synes det underligt, at Disciplene ikke gjorde, hvad Jesus saa bestemt befalede; thi ifølge Apostlenes Gerninger døbte de altid i Jesu Navn, som de aldrig havde hørt andet befalet. Men dernæst citerer kristne Forfattere som Origenes og Eusebius fra Cæsaræa (der var Kirkens første store Historiker) ofte dette Skriftsted uden Treenighedsordene. I Eusebius´ talrige Skrifter citerer han dette Skriftsted i alt 18 Gange. De 15 Gange, det forekommer i Skrifter før Nikæamødet Aar 325, er der ingen Treenighedsord; efter dette Møde er Treenighedsordene føjet til i de tre Citater, der forefindes. Det synes altsaa klart, at Bibelhaandskrifter før Nikæamødet ikke havde denne Treenighedsformel.

XXIV.   Guddommeliggørelsen af  Gautama Buddha.

Mellem fem og seks Hundrede Aar før Jesus levede den store Religionslærer og Filosof Gautama, som af sine Disciple blev kaldt Buddha. Han vendte sig bort fra Askesen i Religion, som en uværdig Metode til at vinde personlig Magt, og lærte de otte Bestanddele af den rette Vej i Religion: 1. Sande Forestillinger, 2. sande Attraaer, 3. sand Tale, 4. sand (rigtig) Opførsel, 5. sand levemaade, 6. sand Stræben (ikke nøjes med at ønske det gode, men at gøre det), 7. sand Opmærksomhed (Paapasselighed, at man ikke faldt tilbage til personlige Følelser af Tilfredshed med, hvad man havde gjort eller ladet være med), 8. sand Henrykkelse (ikke meningsløs Ekstase eller taabelig Henrykkelse, der ikke tjente til det gode for nogen).

   Denne oprindelige Buddhisme undergik snart Forandringer efter Stifterens Død, da nye og større Omgivelser stillede nye Krav. Paa den Tid, da Kristendommen kom ind i Verden, havde Buddhismen allerede udviklet en Teologi med Buddha i Kristi Rolle, som stod nærmere det senere kristne Treenighedsdogme end den daværende Kristendom, der var rent unitarisk. Allerede i det først Aarhundrede finder vi Udtryk for denne Opfattelse i "Troens Opvaagning" af Asvaghosa. I Stedet for den historiske Gautama Buddha, som lærte Menneskene om Ordet i Universet og et moralsk Liv som Maaden at vinde Lykken paa, begyndte man at se paa ham som Indbegrebet af hans Lære (Dhamma), som Bohdi (Sandheden), ligesom den kristne Kirke kom til at se Jesus, ikke som ham, der viste Vejen, men som selve Vejen, Sandheden og Livet. Denne Buddhologi (svarende til Kristologi, Læren om Kristus) kan ses i dens første Stadier i Palibøgerne. Fra at være en ualmindelig Mand, et Geni, men ikke noget overnaturlig Væsen, blev Buddha til sidst en Gud mellem Guder, og i Bogen "Iti Vuttaka" er Ordene: "Jeg har besteget Brahmas tomme Trone" lagt ham i Munden. Som man fandt det nødvendigt at sætte den historiske Jesus i Sammenhæng med Evigheden, saaledes søgte Buddhaistteologerne allerede tidligere at forbinde deres Mesterlærer, hvis mægtige Personlighed nu i 2500 Aar har grebet Østens Folkeslag, med den evige, med Gud.

(Efter "Mere Lys".)