Meget mod forventning er de synspunkter, vi har givet udtryk for i vores to første redegørelser, først og fremmest blevet imødegået med en henvisning til, at fru Agerskov var ufejlbarlig som midler. Da dette åbenbart spiller så stor rolle for tilhængerne af Bispebrevet, vil vi diskutere det nærmere nedenfor, men først vil vi imødegå de argumenter, der er blevet rettet mod vores indvendinger mod Bispebrevet, d.v.s. 2. redegørelse side 12 forneden til side 16 midt på siden, idet vi samtidig vil uddybe nogle af disse synspunkter. Hvis nogen måtte mene, at vi ikke yder deres argumenter fuld retfærdighed, må vi henvise til, at kun hr. Folmer Hansen har formuleret sig skriftlig, hvorfor vi iøvrigt har måttet nøjes med at støtte os på hukommelsen og vores notater.

I     Der er ingen, der har taget anstød af Bispebrevets sprog, skønt det springer i øjnene, at det er overfladisk, se navnlig side 10-14, og skønt hele tonen i brevet er ukærlig, bedrevitende og åndshovmodig. Vi fremhævede i 2. redegørelse side 13, at Bispebrevet påstod, at Gud er selve kærligheden i n’te potens. Vi påviste, at det var nonsens, og enhver bør kunne indse, at et budskab fra Gud ikke kan indeholde udtalelser, der er nonsens. Side 45 i ”Nogle psykiske oplevelser” fortæller M. Agerskov, at de engang fik besøg af en ånd, der fortalte om livet på Mars. Agerskov spurgte ham om Marsmusikkens toneintervaller, og svaret lød: ”De står på højkant.” Agerskovs kommentar hertil lyder: ”Svaret virkede unægtelig forbløffende, vi kom selvfølgelig til at le af dette oplagte vrøvl og bad ham forsvinde, vi havde fået nok af den tønde.” Sådan bør reaktionen også være, når man læser, at Gud er kjærligheden i n’te potens.

II    Vi anførte videre i vores 2. redegørelse ni eksempler på indholdsmæssige modstrid mellem Bispebrevet og V.m.L., og den påfølgende diskussion har givet os anledning til at uddybe nogle af dem.

A.    De vigtigste eksempelet er nok det, vi i 2. redegørelse anførte som nummer 7. Prøv at sammenligne Bispebrevet side 24 med Brevet til de Litteraturkyndige side 6. I det sidstnævnte siges det: ”…Mener I da fra det bedste i eders sind…, at disse ”afdøde” umulig kan have været mestre for den forlængst givne gave, ”Hilsen til Danmark”, da må I selvfølgelig sige dette, hvis et sådant udsagn da virkelig er sandhed for eder. Thi I må alle erindre: at lige så lidt som Gud tvinger nogen til at gøre det rette, lige så lidt, tvinger Han nogen til at tale imod sin samvittighed, tale imod det, som – for hver især – er sandhed og ret.” Forfatteren til dette brev har helt ret i, at det, det drejer sig om, er, at man siger det, som man ud fra det bedste i ens sind mener er sandhed og ret, og det er klart, at Gud ikke tvinger nogen til at tale mod sin samvittighed, tværtimod er dette at tale i overensstemmelse med sin samvittighed en pligt, ja den eneste pligt, vi har, jfr. V.m.L. side 105, hvor Jesus anvender næsten de samme ord som Litteraturbrevet. Men iflg. Bispebrevet må bisperne bære deres ”fulde ansvar for de tider, der kommer”, hvis de handler i overensstemmelse med ”det bedste, det sandeste” i dem. Ifølge Bispebrevet bliver bisperne altså straffet, hvis de handler, som V.m.L. siger, de skal.

Vi skrev i 2. redegørelse, at hvis man føler, at man fuldtud handler i overensstemmelse med sin samvittighed, kan man ikke bebrejdes, at man i vikreligheden ikke gør det, for det kan man jo ikke vide. Heroverfor er det blevet anført, at det ganske vist ikke kan kræves, at man handler i overensstemmelse med det, der objektivt er sandt, men at det må kræves, at man følger det, som samvittigheden rent faktisk siger, og at man derfor kan drages til ansvar, når man på grund af en fejlopfattelse af samvittighedens stemme tror, at man handler i overensstemmelse med den. Dette beror imidlertid på en fiktion, for der er ingen forskel mellom det, samvittigheden faktisk siger, og det der objektivt er sandt, da samvittigheden aldrig tager fejl. Dem, man derimod kan bebrejde, er dem, der ved, at de ikke handler i overensstemmelse med det bedste i sig selv, og de selvretfærdige, dem, som ”ofte glemmer at rådspørge Gud i det største, om end de erindrer Ham i det mindste,” som V.m.L. udtrykker det side 69.

Calvin, der brændte en motstander på bålet, og som selv blev nævnt som en, der sikkert mente, han fulgte sin samvittighed, var netop selvretfærdig og var ophørt med at bekymre sig om samvittighedens mening. Men har bisperne, således som Bispebrevet forudsætter, at de gør, efter nøje vejen frem og og tilbage fundet, at kristendommen stemmer med det bedste i dem selv, er der ingen, der kan drage dem til ansvar for deres fejltagelse, for ingen kan forpligtes ud over sin evne. Noget andet er, at Fællesbrevets forudsetning, at det overhovedet er muligt efter en nøje overvejelse at gå ind for den traditionelle kristendom uden at være i modstrid med det bedste i sig selv, næppe er rigtig. Men det rokker ikke ved den kendsgerning, at Fællesbrevet, under den forudsætning, som det selv godtager, er i åbenbar modstrid med V.m.L.

B.     Vi påpegede i det femte eksempel, at de yngste bliver draget til ansvar for forbrydelser, som de ældste har lagt planerne for, og som menneskene af egen fri vilje begår, når de yngste pålægges ansvaret for de mord og grusomheder, der fandt sted, efter at de yngste havde svigtet. Som eksempel kan nævnes, at en person, der undlader at fjerne en anden, der ligger fastbundet til nogle skinner, ikke kan drages til ansvar for mord, hvis han bliver kørt ned af et tog. Han har pligt til at komme ham til hjælp, fordi man generelt har pligt til efter evne at afværge forbrydelser, men denne afværgepligt er strafbar i sig selv, d.v.s. at straffen for ikke at fjerne personen er den samme, uanset om han dør eller ej. Ja, man straffes, selv om han ligger på en nedlagt jernbanelinie og således i virkeligheden er udenfor fare, hvis man selv tror, at han kan blive kørt ned, og alligevel ikke hjælper ham bort. Man bliver altså ikke straffet for meddelagtighed i den forbrydelse, der ligger i, at man ikke har afværget faren.

Hvis Bispebrevet havde ret i, at de yngste drages til ansvar for de forbrydelser, de ikke afværger, hvor meget større ville så ikke Jesu ansvar være? Hvis han ikke havde svigtet, d.v.s. hvis han havde bedt for Ardor, så ville de følgende 1900 års forbrydelser være undgået, men mon der er nogen, der vil pålægge Jesus ansvaret for de forbrydelser, der blev begået under Korstogene, i 30-årskrigen etc. etc.? Selvfølgelig ikke. Ansvaret for disse forbrydelsene hviler udelukkende på de ældste og menneskene. Man kan bebrejde de yngste, at de svigtede, men man kan ikke give dem ansvaret for krigene, og derfor lyver Bispebrevet side 7.

C.     Vi vil nu gå over til en diskussion af de mest centrale sætninger i Bispebrevet, som vi vil tillade os at inddele, da det er nødvendig at tale om én ting ad gangen: 1) ”Men husk, at Gud ikke i længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske verden.”… 2) ”Han længes inderlig efter at kunne bringe hjælp og fred til de lidende mennesker.” 3) ”Men Han formår det ikke, førend I har knæsat Hans budskab.” 4) ”Og vil I ikke gøre det, da må Han muligvis, for lange, lange tider afbryde 5) al forbindelse 6) med menneskeheden…”

Det er blevet gjort gældende, at der med 1) – 3) menes, at Gud i 1938 stod i en situation, hvor et forsøk fra Hans side på at hjælpe menneskene efter al sansynlighed ville slå fejl, og at menneskene derved ville pådrage sig en kolossal karma. For at undgå et sådant fald var det bedre – et mindre onde – at afbryde forbindelsen, så menneskene kunne synke ned. Deres fald ville i dette tilfælde ikke være så stort, idet de ikke havde ansvaret for at have afvist Guds hjælp, og derfor ville lidelserne blive mindre.

M.h.t. 4) hævdes det, at det måtte anses for muligt, at menneskene som helhed ville vælge mørket og vende sig fra Gud, hvis f.eks. Hitler havde vundet 2. verdenskrig. Når menneskene således fornægtede Gud, måtte Gud afbryde forbindelsen med menneskene, indtil de havde løbet linen du og indset, at de var på vildspor, og at der ikke var enden udvej for dem end at henvende sig til Gud. Det understreges kraftig, at der var tale om en nødvendighed mer end et ønske fra Guds side om at afbryde forbindelsen. Al forbindelse - 5) – ville dog ikke blive afbrudt, idet det for det første kun var forbindelsen til de inkarnerede mennesker, der blev afbrudt, og for det andet kunne selv disse komme i forbindelse med Gud i bønnen.

6) Gud ville ikke afbryde forbindelsen med menneskeheden som sådan, for de menneskeåndr, der hører hjemme i 5.-6. sfære, ville ikke have noget udbytte af et liv på jorden under disse omstændigheder, og de ville derfor ikke blive inkarneret.

Hertil svarer vi:

Udgangspunktet for foranstående fortolkning er, at man vil se Bispebrevet i lyset af V.m.L., d.v.s. se det som en del af dette budskab i stedet for som en selvstændig helhed. Dette er imidlertid forkert, for der er ikke grænser for, hva man kan forklare, hvis man fortolker det i lyset af en god religion. I det gamle testamente fortælles det flere steder, at Gud bød jøderne drage myrdende gennem andre lande, men det vil være en smal sag at forsvare dette ud fra ovenstående modell. Ved at se påstanden i forbindelse med biblens udtalelse om, at gud er kærlighed, kunne man f.eks. digte følgende forklaring: ”Alle kananæere havde i et tidligere liv syndet meget groft, og Gud så nu, at de var ved at synde igjen. For at forhindre denne synd, der ville pådrage dem en endnu større karma, havde Gud kun én mulighed, idet han vidste, at kananæerne ville afvise enhver anden hjælp: Han måtte lade dem slå i hjel, for jo før de døde, desto færre ende handlinger ville de begå. Da de som nævnt tidligere havde syndet meget, havde de alle fortjent at dø, så ved at lade jøderne drage gennem deres land gav Gud dem den hjælp, de havde behov.” Nej, der er ikke den onde og blasfemiske påstand, der ikke med en drejning af teksten kan forsvares af den, der gerne ser den forsvaret.

Las os derfor betragte Bispebrevet isoleret, og lad os se på den sætning, vi har betegnet med 1). Hvad vil det sige, at Gud ikke kan ”udholde” at følge det, der sker i den jordiske verden? Fællesbrevets forfatter begår ikke den fejl, som forfatterne til det Gamle Testamente begikk: I det Gamle Testamente er Gud vred, han udrydder Sodoma og Gomorra, fordi Han er ond, dog således at han ville forbarme sig over dem, hvis der blot var 10 retfærdige. Hvis Bispebrevet havde skrevet, at Gud ville afbryde forbindelsen for at give menneskene en lærestreg, ville ingen have troet på det, for alle ville kunne se, at Gud så var lige så ond som i det Gamle Testamente. Men nu står der, at Gud må afbryde forbindelsen, og at Han sørger dybt over menneskenes ondskab, og så mener man, at det er godt, skønt virkningen er den samme, for sorg er jo udtryk for kærlighed. Men hvis sorgen giver sig udslag i svaghed, (og det at ikke kunne udholde noget er jo udtryk for svaghed), så er der ingen forskel, for hvis Gud har skabt menneskene ind i denne mørkeverden uden at kunne opretholde forbindelsen med dem, er Hans svaghed det samme som ondskab. Men en sådan svaghed er også langt fra Gud.

Ad 2) og 3). Bispebrevet stille menneskeheden over for den hidtil alvorligste krise i historien, over for et vendepunkt i udviklingen, der vil omkalfatre alt, hvad man hidtil har kendt, og gøre selv V.m.L. egnet til papirmøllen. Den oversanselige verden ville bruge over 300 sider til at fortælle om Ardors omvendelse, men kun 24 sider til dette budskab, der er mer epokegørende end V.m.L. Man kan godt undre sig over denne fåmælthed, der giver en så frugtbar basis for fantasien, og man kan sammenligne med Pauli bemærkninger i Forsoningslæren og Genvejen side 15. Hvis man sammenligner situationen i 1938 med de historiske forhold i andre epoker, vil man se, at de for det første ikke var verre end ved tidligere lejligheder, og for det andet at mørkets magt denne gang kun var midlertidig. Selv hvis Hitler havde vundet, ville antallet af uddannede mennesker være større end noensinne før i verdenshistorien; levestandarden ville være langt højere for millioner af mennesker, end den var for nogle få tusinde i det 17. årh. Den gang kendte man knap nok sæbe, og hygijenen fra kongeslottet til den livegnes hytte var lige så elendig som i koncentrationslejrene i Tyskland under slutningen af krigen. Millioner af mennesker levede på sultegrensen, 50 millioner negre blev fanget i Afrika og sejlet til Amerika som slaver, men talrige døde undervejs. Den sorte død udryddede i 1348-49 halvdelen af Englands befolkning. Og det åndelige klima var ikke bedre i tidligere tidsepoker: Hvilken åndelig frihed havde en analfabetisk fæstebonde i 1600-tallet, hvor hekse- og kætterbålene flammede, hvor utallige jordbundne ånder gav overtroen næring, hvor Ardor, hjulpet af de diskarnerte ældste, drog mørke ind over jorden, hvor ingen af de inkarnerede ældste var gået ind under Guds love? Hvad opløftende var der for de yngste i at kæmpe videre under disse forhold? Intet, og de var da også ved at give op, men Gud opmuntrede dem, og det lykkedes på trods af de ældstes samlede indsats at gennemføre renæssancen. Hva skulle forhindre de yngste i at gentage dette nu, hvor mørkets magt var brudt, og hvor man på grund af den viden, menneskene allerede besad, havde et langt bedre udgangspunkt? Grunnen til mørkets magt i begyndelsen af dette århundrede skal først og fremmest søges i, at de yngste koncentrerede sig om at vinde Ardor tilbage. I tidsrummet fra 1858 til 1912 blev der derfor ikke inkarneret så mange af de yngste som normalt, se V.m.L. side 90, hvor det siges, at Jesus udvalgte nogle af de andre yngste til at blive i sfærerne, mens resten ville koncentrere sig om genvejen. Men efter Ardors tilbagevenden kunne de yngste sætte alle kræfter ind på at gennemføre en religiøs reformation, og de vil kunne gøre det uden at have Ardor som modstander og senest efter midten af 70’erne også uden at skulle kæmpe mod de ældste. Hvilke holdepunkter er der for at tro, at de yngstes inkarnationer stadig vil slå fejl? Hva er grunden til, at Gud ikke som hidtil kan hjælpe, uansett om V.m.L. bliver gennemført, kan man da ikke have et tillidsfuldt forhold til Ham, uanset om man kender V.m.L.? Og endelig: Hvorfor er alternativet til en hjælp en afbrydelse af al forbindelse, hva skade kunne det gøre at opretholde forbindelsen, hvis Gud, som Bispebrevet påstår, er passiv?

Ad 4). For det første: Det har ikke hjemmel i Bispebrevet at fortolke udtalelsen om, at Gud må afbryde al forbindelse med menneskeheden, således at Guds afbrydelse følger efter en afbrydelse fra menneskenes side, d.v.s efter at menneskene har vendt sig bort fra Gud. Det er tværtimod et skoleeksempel i besmykkelse at fortolke Guds afbrydelse af forbindelsen med menneskeheden som menneskehedens afbrydelse af forbindelsen med Gud. Men selv om det var rigtigt, fører det ikke til resultater, der er mer etisk forsvarlige, end hvis Gud afbrød forbindelsen som den første. Forbindelsen mellem menneskene og Gud består set fra menneskenes side deri, at menneskene kan henvende sig til Gud, og at vi kan modtage henvendelser fra Gud. Set fra Guds side består den omvendt i, at Gud kan henvende sig til os og modtage vore henvendelser. Hvis menneskene afbryder forbindelsen, vil det sige, at de ikke længere vil modtage Guds henvendelser og heller ikke selv længere vil henvende sig til Gud.

Hva skal Gud herefter gøre, for at man kan sige, at Han efterføgende har afbrudt forbindelsen? Han skal undlade at henvende sig til menneskene, d.v.s. at han ikke giver menneskene mulighed for alligevel at modtage hans budskaper, og Han skal nægte at modtage menneskenes henvendelser, hvis der alligevel skulle komme noen, d.v.s Han skal nægte at høre på eventuelle bønner! Hvis derfor et menneske angrer sine synder og beder om tilgivelse, vil dette menneske ikke kunne komme i kontakt med Gud, for Gud modtager ikke henvendelser, før samtlige mennesker er kommet så dybd ned i mørke og synd, at Han kan begynne forfra. Er det en optræden, man kunne vente fra den Gud, vi kender fra V.m.L.? Står der i V.m.L., at Gud hverken henvender sig eller modtager henvendelser fra de mennesker, der hader og forbander Ham, eller som ikke tror på Ham, fordi Gud indser, at det ville være nytteløst, om Han holdt forbindelsen vedlige med dem? Nej, det står der ikke. Tværtimod siges det, at disse mennesker kan komme i kontakt med Ham gennem deres sorgfulde tanker. Gud venter altså ikke med at hjælpe, til Han bliver bedt om det. Hvis Hitler og Stalin og japanerne havde vundet i fællesskab og undertvunget hele jorden, ville selvsagt ikke hele jordens befolkning være selvretfærdige og bedrevidende og derfor fornægte Gud. Langt størsteparten ville blive slaver, og de ville i høj grad have Guds hjælp behov. Der ville også være så mange sorgfulde tanker og bønner om hjælp, at Gud ikke ville være overflødig. Eller tror nogen, at Gud ville afbryde forbindelsen med koncentrationslejrfangerne og de soldater, der blev tvunget i krig, og som havde brug for støtte, hvis de ikke skulle begå endnu flere grusomheder.

Men ville Gud så afbryde forbindelsen med dem, der troede, de var overmennesker? Naturligvis ikke, lige så sikkert som Gud advarer de selvsikre verdensherskere, når de er ved at falde for mørket. Det er derfor løgn, når Bispebrvet påstår, at Gud vil afbryde forbindelsen med hele menneskeheden.

Kan man sige, at Gud afbrød forbindelsen med de ældste, efter at de havde fornægtet Ham, og at Gud gjorde det, fordi Han indså, at det var nytteløst at holde forbindelsen vedlige, så længe de ældste mente at kunne klare sig i opposition? Vi har allerede i 2. redegørelse side 5 påvist, at dette langt fra var tilfældet, og her vil vi tilføje, at Bispebrevet side 15 fortæller, at Jesus vedblev med aldrig svigtende tålmod at opsøge Ardor for at få ham til at opgive kampen mod Gud, og at Jesus fortsatte hermed, efter at de andre yngste var holdt op, fordi det forekom dem ørkesløst. Da Gud jo ikke er mindre kærlig end Jesus eller mindre udholdende, er det klart, hvis Bispebrevet er rigtigt på dette punkt, at Gud ej heller har afbrudt forbindelsen med Ardor selv i det lange tidsrum, hvor Ardor var på højden af sin magt og ondskab.

I andet supplement side 16-17 fortælles det om Josef af Arimatæa, at ”selvfølgelig vidste Gud, hvor Josef var at finde”, og at Gud også vidste, hvad Josef tenkte og følte, jfr. ”i den stund, da Gud så den første uhyggesfølelse glide frem i Josefs sind etc.” Også dette viser, at Gud ikke havde afbrudt forbindelsen med Josef under dennes ophold i Helvedessfæren. Havde Han det, ville Josefs bøn om tilgivelse ikke blive hørt. På samme måde som når Chr. Jørgensens breve til fru Agerskov ville blive sendt uåbnet i retur, fordi fru Agerskov havde afbrudt forbindelsen med Chr. Jørgensen, således ville Josefs bøn blive overhørt, den ville ikke nå frem. Men Josef blev bønhørt, og altså havde Gud ikke afbrudt forbindelsen. Hvor meget mindre grund er der da til at afbryde forbindelsen med menneskene over én kam, vi er dog verken gravrøvere eller mordere. Og hvorfor skulle det vare årmillioner? Josef blev vundet tilbage på nogle få århundreder, og tiden går jo ikke hurtigere i helvedsfæren.

For det andet: Man kan ikke skelne mellem, hva Gud ønsker at gøre, og hva Han må gøre, for Gud er ikke slave af sine love. Han har fuldt ud kunnet forudse, hva Hans love kunne medføre for Ham selv, og Hans vilje og Hans evne falder derfor sammen. F.eks. kan Gud ikke opvække folk fra de døde, så de opstår i kød og blod, fordi Han har begrænset sin almagt gennem naturlovene, men dette har Han jo kun gjort, fordi Han vidste, at Han aldrig ville ønske kødets opstandelse. På samme måde bringer Gud sig ikke i en situation, hvor Han er nødt til at afbryde forbindelsen med menneskeheden, med mindre Han ønsker det. Dette er vigtigt at mærke sig, for hvis Gud ønsker at afbryde forbindelsen, er Han som ovenfor nævnt ond.

Ad 5) og 6). Vi har tidligere tilbagevist denne fortolkning af ”al forbindelse” og påvist, at det er en besmykkelse. Her vil vi derfor nøjes med at kommentere fortolkningen af ”menneskeheden”. Den opfattelse, at menneskeånder fra 5.-6. sfære ikke skulle blive inkarnered, hvis Gud lod menneskeheden synke ned i mørke, har ikke støtte nogetsteds i Bispebrevet og heller ikke i Vandrer mod Lyset. Tværtimod siges det i 2. supplement spm. 72, at ”nutidskulturen” skyldes dels de inkarnerede ældste, dels ”inkarnerede fremskredne menneskeånder, som, i den jordiske tilværelse, mener om sig selv, at de er i stand til at give de talrige kunstarter eller de religiøse afskygninger nyt liv, og som derigennem søger at påtrykke ”tidsånden” deres åndelige stades særpræg og stempel.” Med andre ord: det er de fremskredne menneskeånder, der er selvretfærdige, bedrevidende og hovmodige, og du fra den ovennævnte fortolkning skulle det netop være dem, der skulle ”sættes i skammekrogen”, som Inger Agerskov betegnede de årmillionlange afbrydelse.

Hvordan vil V.m.L.’s tilhængere i øvrig kunne udholde at følge venners og slægtninges håbløse tilværelse på jorden i disse mange år? Svaret giver sig selv: de må blive fuldkomne som Gud og derfor afbryde forbindelsen med menneskene på jorden ligesom Gud. Det minder påfaldende om forholdet mellem dem i paradiset og dem i helvede. Vi spurgte engang en tilhænger af bibelen, hvordan de salige ville kunne glæde sig i paradiset, når de vidste, at mange, de holdt af, led forfærdeligt i helvede. Han tøvede lidt og sagde så, at han mente, at Gud ville gøre de frelstes følsomhed mindre! Vi kunne kunne ikke forestille os, at tilhængere af V.m.L. kunde gå ind for det samme synspunkt. Endda er Bispebrevets lære mer grusom end den, der fremføres af mangen en helvedesprædikant, for der er mange, der ud fra Pauli ord: ”Gud skal blive alt i alle” mener, at alle vil blive frelst, og at gudsfornægterne kun skal lide i ét tusind år, før de bliver frelst. De kristne mener, at hvis man ikke tror på Jesus som frelser, er man fortabt. Troen er en gave fra Gud, men mennesket kan afvise den. Med andre ord: Hvis mennesket afviser Guds gave, er det fortabt i 1000 år. Bispebrevet siger: Hvis menneskene afviser Guds gave (=V.m.L.) og dermed afviser at tro på Ham, da må Gud lade menenskene synke ned i mørke i årmillioner. Dette er værre enn den kristne fortabelse.

D.    Vi vil nu foretage en undersøgelse af dette afsnit set i sin sammenhæng. Paulus siger i Forsoningslæren og Genvejen side 17-18, at når man skal finde ut af, hvorfra påstanden om Jesu død som et soningsoffer stammer, må man undersøge, om dette at ofre en søn gør Jahve større, om denne handling hæver ham ud over det menneskelige og derved bringer ham i samklang med den højere guddom, den skjulte Gud, der skimtes bag ham. Undersøgelsen foretages på basis af Pauli udlægning, og ”for at man fuldtud kan være retfærdig, må der anvendes en sammenligning med de jordiske, de menneskelige forhold; ellers kan det ikke ses, om Jahve er bleven større, om han står over det menneskelige i denne sin handling.”

Da vi alle tror på ”Forsoningslæren og Genvejen”, samtykker man sikkert i denne metode, og lad os derfor også anvende den på Bispebrevet: Lad os undersøge, om Gud ved at afbryde forbindelsen med menneskeheden foretager en handling, der er overmenneskelig, og som viser, at Han er Himlens og Jordens skaber og altets opretholder, den, hvis mølle maler sikkert, omend langsomt. Lad os endvidere bemærke, at Jesus i samme bog side 29 fremhæver, at menneskene alle som én har det største, det fuldeste krav på vores himmelske faders kærlighed:

En fader har mange børn, og nogle af de større er sat til at passe på de mindste. I lang tid har de større børn kun haft den retningslinie for opdragelsen af de små, som lå i deres følelse af, hva der var riktig og forkert, og hidtil havde deres fader ikke vist sin utilfredsshed, for det var tidligere lykkedes at opdrage en del børn så godt, at de havde kunnet klare sig selv (= sluppet fri af jordplanet). I den senere tid var det dog gået noget mer sløjt, men det skyldtes udelukkende, at de små blev fristet og lokket af en del store børn, der var meget vanartede. En dag lykkedes det dog at få børnene ud af dette dårlige selskab, og selv om de havde lært mange unoder, så det dog ud til, at opdragelsen ville blive lettere. Deres fader besluttede at udstikke en retningslinie for den fremtidige opdragelse, men ingen af de større børn, der fik besked herom, rettede sig efter det, de fortsatte med at opdrage de små ud fra det, de selv fandt var bedst. Da sagde deres fader til dem: ”Hvis ikke I retter jer efter den retningslinie, jeg har givet jer, så vil ikke alene I selv blive straffet, men jeg vil også afbryde forbindelsen med alle mine små børn, for med den dårlige opdragelse, I giver dem, vil de sikkert ikke have mer med mig at gøre, og derfor vil jeg heller ikke have noget med dem at gøre. Ja jeg vil unddrage dem min hjælp i mange mange år, for at de kan komme helt ned i skidtet, jeg vil give dem forhold, der er langt værre end noget, de kendte til, mens de var i dårlig selskab, de skal komme til at begå så mange gale streger, at de helt glemmer alt, hva I har lært dem, og først så vil jeg beskæftige mig med dem igjen, for så skal de nok have lært at lystre.” Hva ville man mene om en sådan fader? Mener han, at hans børn har det fuldeste krav på hans kjærlighed? Nej, han søger ikke som andre forældre ”med nænsomhed og tålmod at lede sine børns første skridt på livets tornefulde vej,” han giver dem ikke daglige beviser på sin kærlighed, han tilgiver ikke nogen synd og overtrædelse, før de er angrede, før der er bedt om tilgivelse derfor, ja han mener ikke engang, at hans børn har krav på at kunne komme i forbindelse med ham. Uden at spørge dem til råds gav han sine børn livet, og han stødte dem ud i ”ensomhed, i mørke og elendighed”, for han nægtede dem sin kærlighed. Men i modsætning til forældre, der fornægter deres børn, fyldes denne fader ikke med angst og gru for sit ansvar, når han hører, at hans barn har sunket ned i mørke og har begået ugerninger (jfr. Forsoningslæren og Genvejen side 28-29). Tværtimod tilstræber han denne situation, idet han anser den for et pædagigisk velegnet middel til at vinde sig sine børns tillid. Enhver, der forsøger at mildne de stakkels børns kår, opnår kun at udskyde det tidspunkt, hvor faderen mener, at børnene er tilstrækkeligt plagede til, at han kan begynde den ny opdragelse.

Hva mon andre forældre ville foretage sig over for denne fader, når de hørte om hans opdragelsesmetoder? Mon de ville højagte ham og takke ham for hans gode eksempel? Nej, de ville fratage ham hans fadermyndighed og straffe ham for børnemishandling; intet samfund ville tåle ham, allermidst de mødre, der i overensstemmelse med V.m.L. side 307 har opgivet deres udearbejde for helt at hellige sig opdragelsen af deres børn.

Og så er denne handlemåde, man tillægger Gud. Og da det jo ikke er noget, der siges for sjov, og da Gud ikke er vægelsindet, må den blotte mulighed for denne optræden vurderes på samme måde, som hvis den faktisk havde fundet sted.

Fællesbrevet siger selv side 8: ”hvorledes skal menneskene kunne lære at holde vor Faders bud: ”Du må ikke ihjelslå”, når den kristne læres hoveddogme tilleægger Ham en handling, som ingen menneskefader kan udføre uden at blive idømt en streng straf for brud på sit lands love,” men vi siger: Hvordan skal menneskene lære at få et barnlig tillidsforhold til Gud, når Gud ikke rigtig ved, om Han vil have forbindelse med sine børn eller ej? Og vi tilføjer: Uanset hvor kunstfærdigt udtænkte fortolkninger man vil benytte, og uanset hvilke krumspring man vil foretage for at besmykke og afsvække Bispebrvet, så er og bliver det ondt og blasfemisk. Det er kun det spekulative og fantastiske, som forsoningslæren og Bispebrevet, der behøver en unaturlig og anstrengt udlægning. Sandheden behøver det ikke. V.m.L. behøver det ikke. Det indrømmes da også i almindelighed, at det er vanskelig overfor fremmede at forsvare Bispebrevet, men ingen drager den konsekvens, at det så næppe har virket særlig heldig på Bisperne.

III    Men hva er grunden til, at så få har indset, at Fællesbrevet er en samling djævelsk løgn? Grunden er, at man henviser til, at fru Agerskov som midler var ufejlbarlig. Dette postulat støttes dels på en udtalelse fra en af de ældste, Goethe, dels på ræsonnementer, der ikke har støtte i V.m.L. Man har således anført: ”Gud kan ikke lade mørket få indpas i et budskab, der kommer ad åbenbaringsvejen, d.v.s. på en helt ny måde, Han kan ikke bruge et medium, der kan tænkes at ville falde for mørket, (hvem kan ikke falde for mørket?), og når V.m.L. er sand, følger det med logisk konsekvens, at alle meddelelser, der stammer fra fru Agerskovs virksomhed som midler, må være sande.” Det er også blevet anført, at hvis man én gang i sit liv har besejret en bestemt slags mørke, så kan man ikke senere falde for et angreb af denne art, og da fru Agerskov i forbindelse med sit arbejde med V.m.L. lærte at skelne lys fra mørke, vil hun ikke senere kunne tage fejl. Endvidere fremhæver man, at det i Forsoningslæren og Genvejen side 46 fortælles, at Guds tjener sagde, at fru Agerskov selv kunne beholde de tre gyldne frugters kerner, d.v.s. at hun ville få en åndelig berigelse af sit arbejde. Dette ville gøre det vanskeligere for hende senere at fejle. Endelig har det vært gjort gældende, at det ville være umuligt for de ældste at narre fru Agerskov, for dels blev de ældste ledsaget af en af de yngste på deres udflugter under søvnfrigørelsen, dels ville de ikke have noget manuskript, og de ville ikke kunne sige, hvornår de kom igjen, idet de måtte leve i et land, hvor det er nat, når der er dag i Danmark, og endeliog ville de hurtig afsløres af deres mørkeudstrømninger og af, at de ikke kunne efterligne Leo.

Det første spørgsmål, der rejser sig ved disse argumenter, er: Mente Gud, at fru Agerskov var ufejlbarlig som midler? Svaret er et klart nej, og det kan ses af spørgsmål 11 i første supplement i forbindelse med andet supplement side 126. Af side 26 i første supplement fremgår det, at Gud først valgte at lade fru Agerskov være tolk ved udarbejdelsen af V.m.L., efter at Gud havde set, at hun havde været Kristus behjælpelig i arbeidet med de jordbundne ånder. Men da Gud bad fru Agerskov om at deltage i fremstillingen af V.m.L. og de øvrige skrifter, sagde Han iflg. 2. supplement side 126: ”…Søg bestandig at holde fast ved den ene tanke: at din hjælp er nødvendig for dine åndsfrænder, thi svigter du, da må dine åndsfrænder, gennem mange og besværlige inkarnationer, stykkevis bringe o.s.v.” Med andre ord: På et tidspunkt, hvor Gud forudså, at fru Agerskov ville hjælpe Kristus med at vinde Ardor tilbage, og hvor hun havde lært ”i et og alt at rette sig efter (den oversanselige) ledelse”, jfr. Side 26, advarede Han hende mod at svigte. Han må altså på dette tidspunkt have anset det for mulig, at hun kunne svigte sidenhen. Han opfordrer hende til altid at lade Hans ord være en ledestjerne, ”Thi slukkes den ledestjerne – da er du ubrugelig i den gjerning, som jeg her giver dig.” Hvorfor skulle Gud sige dette, hvis Han anså det for umulig, at fru Agerskov kunne svigte, hvis Han anså det for umulig, at ledestjernen kunne slukkes? Gud siger ikke noget, der er overflødig og meningsløst, og Han har derfor ikke anset fru Agerskov for ufejlbarlig i sin forbindelse med det oversanselige. Der er derfor heller ingen grund til, at andre gør det. Dogmet om hendes ufejlbarlighed som midler er et menneskeskabt påfund.

Problemet er herefter, om man også bortset fra Bispebrvet kan finde bare ét eksempel på, at fru Agerskov ikke var ufejlbarlig selv som midler. Hvis dette er muligt, er det endelig bevist, at hun ikke var ufejlbarlig som midler, men hvis det mislykkes, er det ikke bevist, at hun faktisk var ufejlbarlig som midler.

Vi mener, at i hvert fald ét eksempel kan påvises: I sit brev til Chr. Jørgensen af 17. marts 1938 skriver fru Agerskov side 6-7, at udtalelsen side 32 i supplement I om at ”V.m.L. har fået indpas i den menneskelige verden, dens tanker og meddelelser kan aldrig udslettes og forsvinde”, udelukkende sigter til værkets religiøse forhold. Selve bogen V.m.L. kan derimod godt forsvinde, for det religiøse indhold vil blive bevaret gennem undervisningen i sfærene, se side 8, ”selv om ”bogen” ”V.m.L.” derfor vil gå til grunde, så vil dog de religiøse tanker og meddelelser i værket blive den ledestjerne, der engang vil og må føre den vildfarne menneskehed tilbage til Gud” etc. Og side 7 siger fru Agerskov, at når det med Guds billigelse er sagt, at disse tanker og meddelelser aldrig vil udslettes og forsvine, så véd hun, at disse ord absolut vil stå ved magt. På side 2-3 i fru Agerskovs brev af 26. marts 1938 til Chr. Jørgensen gentager hun, at spørgsmål 13 i supplement I kun tænker på det religiøse indhold, og at bogen som sådan godt kan gå til grunde. Hun tilføjer, at hun i næste udgave vil lade indsætte en note, der gør det klart, at det, der ikke kan forsvinde, kun er den religiøse del af V.m.L., og hun skriver: ”Denne note fremkommer med forstående billegelse fra oversanselig side.” Med andre ord: Fru Agerskov har fra oversanselig side fået godkendt den opfattelse, at det kun er den religiøse del af V.m.L., der ikke kan forsvinde, og at selve bogen godt kan blive udslettet. Når hun udtaler sig herom, er hun altså midler og som sådan ufejlbarlig.

I supplement II spørges der side 30 om, hvorfor Ardor bruger et gammeldags sprog. Efter at have besvaret dette spørgsmål siger den oversanselige intelligens: ”Men man kan ikke vente, at folk i almindelighed vil kunne dømme om V.m.L.’s skønhed i sproglig henseende; engang vil dog værket også på dette punkt fuldtud blive anerkendt…” For at bruge fru Agerskovs ord: ”Når det med Guds billigelse er sagt, at V.m.L. også i sproglig henseende engang vil blive fuldtud anerkendt, så vil disse ord absolut stå ved magt, og intet kan rokke dem.” Hvordan kan V.m.L. imidlertid blive anerkendt for sit sprog, hvis bogen forsvinder? Dette er umulig! Ergo kan bogen ikke forsvinde! Når det derfor fra oversanselig side er blevet godkendt, at det kun var de religiøse tanker, der ville bestå, så er det forkert: Selve bogen V.m.L. kan ikke forsvinde. Fru Agerskov fik denne forkerte meddelelse som midler, hun aksepterede den, og altså er hun ikke ufejlbarlig som midler!

Det næste, man må spørge om, er følgende: Hvordan afgjorde fru Agerskov selv, om hun havde fået forbindelse med en repræsentant fra lyset eller mørket? At dømme du fra ”Nogle psykiske oplevelser” side 44-48 kunne hun dels føle, at det var en mørkets representant (jfr. Side 45 om, at hun havde en følelse af ubehag, som om der rejste sig en ismur mellem hende og ånden), dels må hendes samvittighed have opponeret mod det, hun fik fortalt, jfr. Side 47-48. Det er efter vores opfattelse tvivlsomt, hvor stor vægt man kan lægge på følelsen af ubehag, for fru Agerskov skriver i et brev til Ludvig Dahl af 10. mai 1934: ”De kan ikke forstå: at inkarnerede ældste i den grad kan optræde ”kærligt” og ”nænsomt”, som De skriver i et af Deres breve. Men læs i ”Nogle psykiske oplevelser” (tilsendt Dem i fjor) om, hvorledes jeg en tid blev holdt for nar af en mørkets ånd! Og tænk ligeledes på, hva dygtige skuespillere kan få ud af deres mange forskellige roller! Kan de ikke ud fra deres iboende talent eller geni fremstille meget forskellige personer, og kan de ikke få tilskuerne både til at le og til at græde? Ja, de kan endogså få dem til at føle det, som om de blev henrykket til en lysere og bedre verden!” Og i et brev til Chr. Jørgensen af 28. mai 1934 skriver hun, i det hun gengiver en forklaring, Leo har givet: ”En hvilkensomhelst, både af de dis- og inkarnerede ældste har den evne – i kraft af tanken og viljen at kunne ændre deres legemers ydre form efter et hvilketsomhelst forbillede. Men ikke nok med dette, de kan til de mindste enkeltheder imitere enhver af de yngste og enhver menneskeånd eller ethvert menneske m.h.t. stemmeføring, sprogbrug og udtryksmåder.” Lidt længere nede i brevet sammenlignes de ældstes bedragerier med ”dygtige, ja, med geniale jordiske skuespilleres maskeringskunst”, og det bemærkes, at ”selv mange af de inkarnerede yngste, der burde føle sig tilbagestødt af de mørkestråler, der strømmer fra enhver af de eldste, er gang på gang blevet bedraget af disse mørkevæsener.”

Vi mener derfor, at man må lægge mer vægt på den anden kontrolfaktor: at samvittigheden protesterer mod oprørende og blasfemiske påstande. Samvittighedens domstol er vi alle i besiddelse af, og det er den, M. Agerskov i sit forord til V.m.L. anbefaler læserne at bruge på V.m.L. Men en påstand om f.eks., at Gud har afbrudt forbindelsen med menneskene, forandrer ikke karakter efter, hvem der fremsetter den, og samvittighedens kontrol er derfor også den samme. Da en påstand således er lige sand eller falsk, uanset om den stammer fra en jordisk eller en oversanselig intelligens, kan man ikke sondre mellem fru Agerskovs ufejlbarlighed som midler og som mennekse, der tager stilling til åndelige spørgsmål.

Vi har i 2. redegørelse påvist, at fru Agerskov antagelig på grund af sin smertefulde og udmattende sygdom (galdestensanfald) ikke i sine breve til Chr. Jørgensen formåede at skelne skarpt mellem sandt og falsk. Tilhængerne af Bispebrevet er, så vidt vi har forstået det, enige heri, skønt de må indse, at den åndelige berigelse, som kernerne af de tre frugter medførte, også måtte gøre sig gældende, når fru Agerskov skrev uten inspiration. Men de mener, at denne svigtende dømmekraft ikke har nogen indflydelse på hendes funktion som medium. Da hun som medium som nævnt skal tage stilling til, om det, hun får fortalt, er sandt eller falsk, er denne antagelse som vist imidlertid ikke rigtig. Tilbage bliver således kun spørgsmålet om, hvordan det faktisk kunne lade sig gøre. Vi er ikke uden videre enige i, at den ånd, der har dikteret det, med nødvendighed måtte bo på den anden side af jorden, hvor der er nat, når der er dag her. Dels kan man selvfølgelig sige, at vedkommende kunne frigøre sin ånd om dagen, dels og navnlig har fru Agerskov til Chr. Jørgense skrevet, at hun arbejdede bedst om natten, for så havde hun mer ro. Men vi kan ikke se, at det er et problem, der ville volde nogen nævneverdig vanskelighed for en af de ældste. I den forbindelse kan man måske pege på I. P. Muller, der også havde forbindelse med nogle af de ældste, der kendte V.m.L. I hans tilfælde havde de pågældende ånder altså formået at løse de problemer, som der peges på her. Da Bispebrevet er et snedig bedrag, vil den pågældende ånds mindste problem faktisk have været den tekniske tilrettelæggelse. Det endrer intet heri, at de ældste altid ledsages af en af de yngste på deres udflugter, for de yngste kan jo ikke hindre de ældste i at sætte sig i forbindelse med medier, det ville være en krænkelse af den frie vilje.

Men den yngste kunne have advaret fru Agerskov, vil man indvende. Måske. Malling Hansen advarede ikke fru Agerskov, første gang en mørkets representant narrede hende. Måske er hun også blevet advaret, uden at hun har opfattet det, ingen ved jo mer, hva der foregikk den gang, og diskussioner om, hva man kunne eller burde have gjort, og hva man måske har gjort fra oversanselig side, er ørkesløse: vores situation i dag er, at vi må tage stilling til det, der foreligger, og vi er stillet over for et valg, som vi ikke kan henskyde til andres afgørelse i tillid til deres autoritet.

V    Fejlen ved på forhånd at antage, at fru Agerskov er ufejlbarlig som midler, er, at man så som udgangspunkt anser Bispebrevet for at være sandt. Herved løber man den risiko, at man i sin vurdering af Bispebrevet alt for nemt når frem til, at det ikke kan være falsk, fordi man fortolker uoverensstemmelserne med V.m.L. bort, selv om man skal gøre vold på ordene. At vælge som udgangspunkt, at Bispebrevet er falsk, er selvfølgelig lige så forkert, for også i den situation vil ens argumenter blive cirkulære, idet man går du fra det, der skal bevises. Vores fremgangsmåde har været en tredje: Vi har ikke fortolket Bispebrevet i lys af V.m.L., men betragtet det som en selvstændig helhed. Vi har sammenlignet de to værker på samme måde som V.m.L. selv side 324 sammenligner to selvstændige og uafhængige gudsopfattelser. Når vi så har fundet, at de på talrige punkter er uforenlige, og når vi tillige ud fra det bedste i os selv finder, at Fællesbrevet er forkert, så forkaster vi det og drager samtidig den konklusion, at fru Agerskov ikke var ufejlbarlig som midler. Det betyder imidlertid ikke, at vi også må forkaste V.m.L., for vores tro på V.m.L. er uafhængig af fru Agerskovs person og er udelukkende betinget af, at vi også nøje har vurderet de påstande, der fremsettes dér.

Her er vi nok ved noget af det mest centrale i vores debat: Hva er grunden til, at vi tror på V.m.L.’s sandhed i motsætning til bibelen? Er det ikke netop den, at V.m.L. giver et sandt billede af den Gud, som Paulus omtaler som ”et i alle måder fuldkomment guddommelig væsen, der er højt, uendelig højt hævet over alt det menneskelige, så højt, at ingen mennesketanke kan fatte Hans dybe kærlighed og grænseløse barmhjertighed, ja, så højt, at intet menneskeord kan give udtryk for Hans væsens højhed og renhed.” (Forsoningslæren og Genvejen side 22), og er det ikke netop denne overlegenhed på alle punkter, der vil give V.m.L. sejren over bibelen ad åre?

Men dette billede forplumres og forvanskes af Bispebrevet. Hvorledes vil tilhængerne af dette brev kunne kritisere det billede, som bibelen giver af Gud? Bibelens tilhængere vil svare: ”Ja, ganske vist er det svært at forstå, at Gud lod sin søn lide for andres skyld, men forsoningslæren skal ses i forbindelse med evangeliernes beskrivelse af Jesu kærlighedslære, og så kan man se, at Jesu død var en kærlig handling, for hvilken handling er mer kærlig, mer opofrende end den at give sit liv, for at andre kan leve? Tilhængerne af Bispebrevet kan ikke forhindre os i at se forsoningslæren i lyset af evangeliene, for de ser jo selv Bispebrevet i lyset af V.m.L., så de tilsyneladende uetiske påstande forklares. Jeres fortolkning af forsoningslæren er ganske vist nok den naturlige læsemåde, men I river den jo også du af sin sammenhæng, og I tager alt for håndfast på den. Man kan ikke tage ordene ét for ét, man må se dem i hele tekstens sammenhæng. Man må af al makt prøve at forstå Guds handlemåde, og hvis det ikke lykkes, så er det sandelig ikke Guds fejl, men menneskets, for skal menneskene diktere Gud, hva Han skal gøre? Men hvis I fik os til at forkaste forsoningslæren, hvorfor skulle vi så ikke forkaste evangelierne, hvordan skal vi selv kunne se, hva der er godt, og hva der er ondt? Nej, vi vil holde os til vor kristne tro, der siger, at lige meget hvor dybt du falder, og lige meget hvor ofte du synder, så skal du vide, at glemmer du end Gud, så vil Gud aldrig glemme dig eller vende sig fra dig, men følge dig gennem tykt og tyndt. Uanset hva der sker, er mennesket aldrig alene.” (Dette har biskop Leer-Andersen gjort til det centrale: ”Der er stadig folk, der går i kirke i en nødssituastion, og de skal høre, at gud ikke har forladt dem.”) Og V.m.L.’s fortaler må tie, for han ser, at kirkens lære står højere end hans, så længe han ikke slipper Bispebrevet. Ja, da spørgsmålet, om menneskene kan komme i forbindelse med Gud, er det vigtigste religiøse spørgsmål overhovedet, stiller tilhængerne af V.m.L. under selv de mest primitive religioner, hvor man altid kan henvende sig til stammens gud.

Altså: Med Bispebrevet som en anerkendt del af V.m.L. har V.m.L. sikkert allerede tabt over for kirkens lære. Ingen skal tvivle om, at hvis V.m.L. rigtig bliver en trussel mod den etablerede kirke, vil præster og lægmænd grave Bispebrevet frem og citere det vidt og bredt. Og det ville de gøre med rette, så længe mange af V.m.L.’s tilhængere tror på dette skrift.

Men hvis alle som én tog afstand fra Bispebrevet, fordi det stred mod deres inderste forestillinger om Gud, så ville de kunne sige til de bibeltro: ”Vi har vovet at stole mer på vores samvittighed end på det menneske, der var tolk ved V.m.L.’s tilblivelse, og ingen kan sige om os, at vi tror blindt. Men hva gør I? I støtter jer til bibelen som til en krykke og vover ikke at gå selv, og det er grunnen til alle jeres fejltagelser.”

Mørkets magt er forfærdelig, men det forfærdeligste er at tale mod sin samvittighed, for da synder man mod det guddommelige i selvet, se forordet til V.m.L. Der vil først komme lys i dette mørke, når man holder op med at klynge sig til et andet menneskes meninger i tillid til dette menneskes autoritet og ufejlbarlighed, når man begynder at sætte alle religiøse og etiske påstande for sin samvittigheds domstol.

Kristendommen var præget af strid og splittelse, for som det siges side 72-73 i V.m.L., ville ingen bøje sig for, hva de andre mente. ”Men alle glemte de at søge råd, styrke og vejledning hos Gud den Almægtige, glemte at vende sig til Ham, der ene havde formået at retlede dem.” Lad os ikke splittes, så få vi end er, lad os ikke begå den samme fejl: Gud selv vil i vort indre svare på, om der nogen sinde har været en mulighed for, at Han måtte ”afbryde al forbindelse med menneskeheden – måske i årmillioner – indtil menneskene er kommet så dybt ned i mørke, synd og ugerninger, at Han ved sine udsendinge kan begynde – helt forfra – et nyt forsøg på at lede dem du af mørket, fremad mod lyset!”

1972

Iver Hagel-Sørensen