Verden brænder. I Mellemøsten. Endnu en gang. Og USA synes at have et ”godt øje” til næste mål for den ”evige krig” - måske Syrien og Iran. Kloden over raser krige og borgerkrige og terror – det synes endeløst. Er der et håb? Er der en mulig vej til det, alle drømmer om – fred – global fred? Eller må vi acceptere, at menneskets lod er at leve fra katastrofe til katastrofe – endeløs lidelse på skiftende steder – hele tiden starter der nye konflikter, nye mennesker bliver ramt – og begynder at hade. Er der en vej? Eller er alt håbløst?

Der er en vej. Men det kræver, at vi alle graver dybt i os selv – og forstår hvad det egentlig er, vi kæmper imod. Den klassiske fejlslutning når krige, konflikter og vold opstår er at personificere det onde. Ham dér er ond – han skal udryddes, den stat dér er ond – den skal udryddes – tænker vi og mærker ikke, hvordan vores eget had langsomt gør os selv onde. Og sådan sniger det onde sig langsomt ind i os selv. Vi mærker ikke, at det onde ikke er næsten, vi mærker ikke, at fjenden ikke er næsten – men at det onde har angrebet os selv, og sejret i vort indre.

Verden er som et spil domino: Engang er voldsspiralen startet, engang væltede den første brik, den brik, der rev alle de andre med sig, og verden består af forurettede, der ikke ved, hvordan man forholder sig konstruktivt til forurettelse. Og det er også svært. For når ens kære bliver slået ihjel i krig, når ens kone eller mand bliver myrdet, for nu at tage de helt slemme tilfælde, er det meget svært at holde hovedet koldt. Man bliver grebet af et følelseskaos, hvor mørket hvæser én lige ind i ansigtet: Ja, had ham bare, han er ikke bedre værd! Udryd ham, hvis du kan!

Og så vælter man selv den næste brik i voldsspiralen, i domino-spillet – og det onde har vundet endnu en sejr. Men er der ikke en anden vej end dette?

Jo. Den måske største personlighed, der nogensinde har levet, Jesus af Nazareth, havde et bud: Elsk dine fjender! Men hvordan dét? Hvordan kan man elske et menneske, der måske har slået ens kære ihjel? Og hvordan skal vi forstå dette bud? Kan vi omsætte budet i livspraksis? Jeg mener ja. Ikke sådan at forstå at man straks falder morderen om halsen – men i sit indre, dybt inde, forstår, at den, der har lidt størst skade ved mordet (fx) er morderen. Litteraturen rummer en fantastisk skildring af dette – morderens (eller synderens) sjælekvaler, i Dostojevskijs, ”Forbrydelse og Straf”. Morderens, Raskolnikovs, liv går fuldstændig i opløsning efter at han har begået sit mord. Og vel at mærke på sjæleplanet – det evige i mennesket tager næsten ubodelig skade – mens offeret ”kun” har bødet med det timelige – sit legeme.

Dette kan måske synes overraskende – men ikke desto mindre er det sandt. Forbryderen er virkelig sit eget værste offer. Og ud fra denne forståelse har man i det mindste en mulighed for at sætte sig i forbryderens sted – at føle hvad han føler, og måske ud fra denne forståelse tilgive ham eller bede for ham. Det var dette, Jesus mente med, at vi også skulle elske vore fjender.

Men for virkelig at komme til bunds i dette problem er det nødvendigt, at vi kender hele historien. For hvordan startede det hele? Hvem eller hvad væltede den første domino-brik? Verdenshistorien er, udover de smukke ting, den også rummer, en tragedie, der bare synes at fortsætte og fortsætte. Er der en første og primær tilgivelse, der må til, ud fra ovenstående logik, hvis vi for alvor skal stoppe voldsspiralen?

Ja, det er der. Der findes forskellige myter i verden, der fortæller om et oprindeligt syndefald – om hvordan synden første gang kom ind i verden. Den kendteste i vores del af verden er jo Bibelens myte om Adam og Eva. Eva fristes af slangen og forleder sin mand, Adam, til at spise af kundskabens træ. En hel række fejlfortolkninger har flyttet fokus væk fra det egentlige i denne myte. For det er slangen, der frister Eva – og slangen er i myten et udtryk for denne upersonlige kraft, jeg har forsøgt at skildre i det ovenstående, mørket, det onde – altså en upersonlig kraft, der forleder Guds børn til at synde. Både Adam og Eva er ofre for slangen eller mørket – de er ikke oprindeligt onde og syndefulde, men narres af mørket.

Der findes flere andre myter, der peger i samme retning – bla de græske myter om Ikaros, der flyver for tæt på Solen, og derved mister sine vinger, eller om Prometheus og Pandoras Æske. Grunden til at disse myter er blevet så kendte er, som med alle store myter, at der ligger realiteter, virkelige begivenheder og sammenhænge til grund for dem – noget, der vækker en dyb genkendelse hos læseren eller den, der lytter til myten.

Alle disse myter siger en del om syndefaldets og det ondes psykologi ved at påpege, at mennesket narres af det onde til at synde. Det onde er en upersonlig, ikke-menneskelig kraft (som slangen i Bibelen), som blænder, og som drager os, hypnotiserer os til at begå onde handlinger. Det frister os. Mennesket er ifølge alle de store syndefaldsmyter oprindelig godt og i tæt kontakt til det guddommelige, men narres så af mørket og afskæres derved fra Gud (fx uddrives af Paradiset eller mister sine ”vinger”). Eller for at komme tilbage til det jeg startede med: Alle mennesker er grundlæggende gode, men vi narres af det onde til at tro, at ”de andre”, dem, der foruretter os, er onde, og så starter voldsspiralen – igen.

I ”Vandrer mod Lyset!” (udgivet 1920 ved Michael Agerskov) fortælles der for første gang i verdenshistorien om de virkelige begivenheder, der ligger til grund for alle syndefaldsmyterne – og derved om voldsspiralens begyndelse. Det fortælles, hvordan nogle højtstående personligheder engang i tidernes morgen blev narret af mørket, hvorved de blev ”uddrevet fra Paradis”, dvs mistede deres kontakt til Gud ved deres egen synd, og om hvordan disse personligheders leder faldt for selvbeundringen og magtbegæret (som Ikaros i myten) og alle de ulykker dette medførte. Det er primært denne personlighed, ham, som i Bibelen bærer navnet Satan, vi derfor må tilgive, hvis vi virkelig ønsker fred og kærlighed på Jorden – fordi det er ham, der oprindelig har sat voldsspiralen, alt det onde, i gang i verden. Vi må vælge, om vi fortsat vil lade hadet og volden herske i verden, eller om kærligheden, tilgivelsen og barmhjertigheden skal have en chance.

Men kræver en tilgivelse ikke, at den, der har syndet, den, der har forurettet, angrer? Jo, for at tilgivelsen kan gives af et oprigtigt og fuldt hjerte, så kræves dette. Men det storslåede ved ”Vandrer mod Lyset!” er også, at den fortæller, at han, Satan, eller Ardor som han kalder sig i dette værk, netop nu også angrer, og angrer dybt, alt det, han har gjort af ondt imod os mennesker. Menneskehedens valg er derfor nu: Kan vi tilgive og dermed for alvor stoppe voldsspiralen, eller vil vi fortsat lade hadet og volden herske så sørgeligt i verden? Valget er vores. Valget er hvert enkelt menneskes. Og fremtiden ligger i vore egne hænder.

August, 2006
Carsten Ploug Olsen