Dette Øland gik under ca. 12,000 f. Kr. ved en Sænkning af Havbunden i Forbindelse med voldsomme vulkanske Udbrud.
    Vulkanske Udbrud og Jordrystelser hærgede hele Øen i ca. 10 Maaneder, indtil den sidste frygtelige Katastrofe indtraf og i Løbet af faa Timer fuldstændig tilintetgjorde og udslettede det rige Kulturland. Erindringen om den ved det sidste Udbrud fremkomne Flodbølge, der strakte sig viden om, er bibeholdt i mange Folkeslags gamle Sagn.
    Flerguderiet var ogsaa her det fremherskende, men, paa dette Tidspunkt, uden Menneskeofringer; derimod udførtes Dyreofringer over hele Øen. Befolkningen var Sol- og lldtilbedere. I kulturel Henseende stod Folket gennemgaaende højt; Præsterne havde ikke saa lidt Kendskab til Astronomi - flere var Astrologer eller Magere - de kendte Vandrestjernerne fra de stillestaaende og var i Stand til nogenlunde nøjagtig at beregne Sol- og Maaneformørkelser, hvilke Naturfænomener de dog mente skyldtes en ond Aands Indgriben.
Bogtrykkerkunsten havde sin første primitive Fremkomst her paa Øen, idet Præsterne ved en Art Hektografering formaaede at mangfoldiggøre de optegnede Beretninger. Hertil benyttedes et Afkog af knuste Dyre- og Fiskeben, der efter en omhyggelig Destillation hældtes over i flade Lerforme; Papyrus eller Pergament kendtes ikke, men meget fastvævede Tøjer af Plantetrevler anvendtes. Til Tekstoverføringen brugtes en Farveblanding, hvis Hovedbestanddel var brændte Ben, tilsat klæbende Stoffer. Billedskrift benyttedes som oftest; enkelte Steder anvendtes Tegnskrift.
    Agerdyrkning, Jagt, Fiskeri og nogen Husdyravl kendtes. Flere af Købmændene havde en Del Handel paa de omliggende Øer og de nærmest liggende Landes Kyster. Haandfabrikation af Brugsgenstande, forarbejdede af Ler, var meget udbredt; Kar, Skaale og Vaser prydedes ofte med indridsede Dyre- og Bladornamenter, hvis Linier udfyldtes med straalende Farver. Guld, Kobber og til Dels Sølv var kendt, det benyttedes til Smykker og finere Brugsgenstande, samt til Belægning af de i Træ udskaarne Gudebilleder. Mange Gudebilleder var udhugget i Sten eller formet af forskellige Metallegeringer. Bygningskunsten stod særlig højt. Lyrisk Digtning var i sin Vorden, særlig som religiøse Hymner, der, under Paukeslag fra bækkenlignende Kobberplader, blev reciterede af Præsterne ved Offerfesterne. Dødekultus var kendt over hele Øen.
    Øen var delt i tre Riger, der havde en fælles Overhersker. I det ene af Rigerne var Herskerværdigheden arvelig baade paa Mands- og Kvindesiden. Den øverste Hersker var tillige øverste Tempeltjener.
    Paa dette Øland havde den ældste af de Yngste sin tredie Inkarnation som Fyrste og Ypperstepræst.
    Han var i høj Grad elsket af Folket for sin milde og humane Regering, gav flere Love saavel i religiøs som i etisk Retning; hans Forsøg paa at afskaffe Flerguderiet lykkedes ikke. Hans Inkarnation her paa Øen satte ikke ret mange Spor i Befolkningens Kultur, da han døde samme Aar, som Øen forsvandt i Havet. Mindet om ham levede hos dem, der ved Flugt slap bort fra Ødelæggelsen, og blev bevaret gennem mange Generationer. Han blev betragtet som et guddommeligt Sendebud.
    Nogle af de Øboere, som overlevede Katastrofen, flygtede over de mellemliggende Øer til Nordafrika og drog som Nomader langsomt (gennem flere Slægtled) Øst paa til Nildalen, hvor de slog sig ned. I ældgamle ægyptiske Skrifter findes sagnagtige Beretninger om en Lysets Gud, der for en Tid paatog sig Menneskeskikkelse; disse Beretninger maa henføres til den ældste af de Yngstes Inkarnation paa den forsvundne Ø.
Nogle enkelte af Øboerne flygtede til den spanske Halvø og optoges blandt de dér boende Folk; andre naaede over til Mellemamerika, hvor de traf sammen med Titihuafolkets (Mlaiwaernes) Efterkommere. Efter langvarige og yderst blodige Kampe lykkedes det dem at tiltvinge sig Bopladser paa en Strækning, der naaede fra den Halvø, der nu kendes under Navnet Yucatan, hen over Panamatangen til Sydamerikas nordvestlige Kyst. Herfra bredte de sig dels mod Nord til store Dele af Mexiko, dels ned mod Syd og Sydvest langs Kysten, det nuværende Peru og den øverste Del af Chile.
    Den medbragte Kultur blev i høj Grad paavirket af Titihuafolkets, særlig af dets Gudekultus med tilhørende Menneskeofringer. Folkene fra Øriget blandede sig efterhaanden med Titihuafolket, gik meget tilbage i Kultur, og deres Efterkommere: Nahuanerne, Aztekerne, Inkaerne, Toltekerne og flere andre Stammer, hvis Navne kun erindres i gamle Indianersagn, naaede aldrig Øfolkets høje kulturelle Standpunkt.

I følge VmL er Atlantis ikke kun et eventyr-rike, men et faktisk eksisterende kulturrike som gikk under ca 12000 år før Kr. gjennom en senkning av havbunnen på grunn av voldsomme underjordiske vulkanutbrudd. På Atlantis trappet de Eldste for alvor opp sin kamp mot de Yngste gjennom å påbegynne sine egenmektige inkarnasjoner. Jesus hadde også en inkarnasjon på dette øyrike, som leder og yppersteprest. En religiøs seremoni er kjent fra tempelet på Atlantis gjennom en inkarnasjonsberetning gitt til Johanne Agerskov. Modellen som er avbildet over, ble bygget etter opplysninger om det virkelige tempelet. I seremonien, som ble ledet av ypperstepresten Atze, som var en av de Yngste, ble en ung kvinne av folket forenet med en ung gutt, Airun, som var utvalgt til å spille rollen som solgudens representant. Seremoniens utgang var avhengig av om kvinnen unnfanget et pike- eller guttebarn, men solgudens representants sjebne var i hemmelighet bestemt allerede fra begynnelsen av. Han ble bedøvet, bundet på hender og føtter, og senket i havet.

Men her er hva som fortelles om Atlantis i VmL:

Atzes inkarnasjonsberetning fra år 12.000 f. Kr.

Fra fjerne tiders svundne dage stiger minder - dunkle, tågede - frem i mit land. Blege, farveløse billeder, blege, blodløse skikkelser glider forbi mit søgende øje. Tanken lytter til mindernes mumlende tale. 

Langsomt hæves det slørende dække. Klare, rene farverige, skønne, stråler billeder, former og skikkelser frem fra glemselens bundløse dybder. 

Da med eet skuer jeg mig selv, som jeg var i de fjerne tiders svundne dage. Jeg skuer mig selv, Atze, gudesønnen, øverste præst ved Solgudens hellige tempel, overkonge og hersker.

Lytter, I der ønsker at opnå viden om fortidens hellige, mystiske sæder og skikke. Lytter og hører. Jeg, Atze vil meddele eder det, som mit øje skuer, vil meddele eder det, som min tanke fatter af mindernes mumlende tale. Se, jeg vil tale til eder om nogle af de skikke, om nogle af de hellige handlinger, udøvet i hine svundne dage for at fejre solgudens formæling med Jorden, vor høje moder. Lytter og hører: Fjernt fra det land, der har fostret eder, lå i de svundne tider en mægtigt, frugtbar, bjergrig ø - omskyllet af havets vuggende vande - min føde, mit rige. Mægtige stæder, bugnende marker, grønne enge, herlige haver med farverige, duftende blomster og liflige frugter; udstrakte skove med ranke, mangebladede vækster, klædte landet, klædte nogle af de stejle bjerge. Øens indvånere - mænd og kvinder - var skønne af åsyn, skønne af former, skønne af skikkelser, var stolte, stærke, smidige, var mørkladne af lød.

Rigdom, skønhed, glæde herskede over alt, kun få var fattige, mange var slaver. Landets øverste kongestad og kongeborg lå der, hvor øens kyst, omskyllet af havet, rakte sig frem mod stedet, hvor solgudens flammende hjul ved daggry steg frem fra himlens gyldne portal. Kongestaden med kongeborgen var omgivet af høje stærke mure med tårne og fire kobberporte, rigt prydet med gyldne forsiringer. 

Nogle stenkast fra stadens mure, på en grønklædt højdeflade foran de stejle bjerge, lå solgudens hellige, herlige tempel, lå mange skønne boliger for tempelpræster, for tempelpræstinder, tjenere og tjenerinder. Mægtige, tunge stensøjler bar det stolte, terrasseformede tempel. Mægtige tunge stensøjler bar det øverste mangekantede tårn. 

Tempel og boliger var omgivet af blomsterrige haver, grønne enge, dunkle lunde. En klar, kølig, fra bjergene nedstyrtende, strøm var, gennem en stensat hvælving, ledet ind under templets mure, ind under templets gulv til den ydre, åbne søjlehal. Her gennemstrømmede den en mandshøj forsænkning i tempelgulvet, en stensat kumme. Dens vægge var beklædt med udhamrede gyldne plader. Fra denne dybe forsænkning var strømmen, gennem en stensat, nedadskrånende hvælving, ledet ind under klippens yderste kant. Der styrtede den sig i havet. 

I templets bageste, mindre søjlehal stod solgudens alter, en mægtig, sort stenblok. I alterets øverste flade var indhugget en fordybning. I denne fordybning stod et gyldent kobberbækken omsluttende den evigt glødende, lavt flammende ild. Symbolet på solgudens renhed, symbolet på ildens rensende, lutrende magt.

Lytter og hører: På tempeltrappens øverste trin foran indgangsportalen stod en skare præster klædt i langærmede, folderige, hvide, til foden rækkende, linnede kjortler, kantet med gyldne borter. Over skulderen var kjortlen lukket med gyldne spænder prydet med grønne, funklende stene. - Tavse, ranke, rolige, skuede de frem mod den grønklædte klippes yderste pynt, skuede de frem mod de mange boliger. Foran præsternes skare stod Atze, gudesønnen, overkonge og øverste præst. Som præsterne var Atze iklædt en hvid linnedkjortel kantet med brede gyldne borter. Over skulderen var kjortlen lukket med gyldne spænder prydet med røde, funklende stene. Det hvide, bølgende hår lå blødt om den ædle pande. En gylden ring med røde, funklende stene lå om det hvide hår, lå om den høje pande. Atze var ældet; rank, stolt var hans skikkelse; skægløst, furet, skarptskåret var hans strenge åsyn. Tungt støttede han sig til en stav med rige gyldne forsiringer. Tavs, rolig, skuede han ned mod staden, skuede han ned mod kongeborgen. 

Da med eet klang dæmpede toner; et kor af mandsstemmer, nogle dybe , andre høje i tonernes rytmiske klange. Atze vendte sit åsyn mod den nærmest liggende bolig. Portens brede fløje var slået tilbage mod murens vægge. Ud trådte en skare tempeltjenere i lange, kortærmede, hvide kjortler uden prydelser, uden smykker. To og to vandrede de syngende frem mod templets talrige trin. Højere, klarere tonede sangernes kor. Langsomt, rytmisk, vandrer de frem ad den svagt stigende vej.

Foran tjenernes skare skred en rank yngling, strålende skøn af åsyn, former og skikkelse. Dunkle, bølgende lokker lå om den rene pande, lå om det ædle åsyn. En mørk, til knæet rækkende, kittel uden prydelser, uden smykker dækkede den ranke skikkelse. Nøgne var hans arme, nøgne var hans ben; træsandaler var bundet til hans fødder med bløde, smalle remme. Stolt, rank, rolig, skred han frem foran tjenernes skare. Hans øje skuede op mod templet, skuede op mod Atzes høje skikkelse. Bølgende rytmisk, vuggende skønt, tonede sangen højere, stærkere. Langsomt vandrede skaren op ad templets talrige trin. Da stod ynglingen foran Atze. Langsomt hævede han de skøntformede hænder og arme, krydsede dem over sit bryst, bøjende sig dybt for Atze, solgudens øverste præst. Atze lagde sin hånd på ynglingens bøjede hoved. Klart, fuldtonende, myndigt, klang hans ord ud over præsternes, ud over tjenernes skare. "Airun, alt er beredt! Vil du en kort stund give dit legeme til bolig for frugtbarhedens gud, allivets mægtige fader?" - Da rettede den skønne yngling sit legeme, skuende fast ind i Atzes spørgende øje. Højt, fuldtonende klart, klang hans svar: "Jeg er rede! Frivilligt giver jeg en stund mit legeme til bolig for Allivets Fader, Himlens høje Herre". Da sagde Atze: "Kom, alt er beredt."

Atze tog Airuns fremrakte hånd, ledte ham ind i templets forreste, åbne søjlehal, ledte ham hen til den dybe forsænkning i templets gulv, ledte ham hen til den gyldne kumme.

Alle præsterne, alle tjenerne fulgte langsomt efter

Atter talte Atze:

Her skal dit legeme tvættes rent, lutres og renses for alle jordiske længsler, renses for al synd, for alt jordisk begær. De evigt strømmende vande skal tvætte dit legeme rent, at det kan blive en værdig bolig for himlens høje herre." To tjenere trådte frem til Airun, afførte ham den mørke kittel, afførte ham den linnede underkittel, lændeklædet og træsandalerne.

Langsomt steg Airun ned ad kummens trin. En tjener rakte hånden frem for at støtte ham. Langsomt dukkede Airun ned under de klare, kølige, evigt strømmende vande. Langsomt hævede han atter sit hoved op over kummens rand. Stolt, rank, rolig steg han op ad trinenes række. Tjenere stod rede med linnede duge, gned væden af hans skønne legeme, gned væden af hans skønne åsyn. Derpå salvede de hans legeme, salvede de dunkle lokker med lifligt duftende, kostelige olier. Derefter iførte de ham et hvidt lændeklæde, en hvid, linned underkittel. Til sidst iførte tjenerne Airun en gylden strålende, ærmeløs kjortel, tillukket over skulderen med brede, gyldne spænder, prydet med gule, strålende stene. En bred guldring, indlagt med gule, strålende stene, trykkede de ned om hans høje pande, ned om de dunkle lokker. Guldkæder, guldsmykker fæstede de om hans smidige hals, fæstede de om hans skønne arme. Bløde skindsandaler bandt de til hans fødder med brede, bløde remme, prydet med gule, strålende stene. Herlig var han at skue. Airuns skønne, stolte skikkelse var dannet til en værdig bolig for himlens høje hersker. Atze tog ynglingens hånd, ledte ham ind i den indre søjlehal, ledte ham hen til solgudens alter.

Under dæmpet korsang fulgte præsterne, fulgte tjenerne efter Atze og Airun; to og to vandrede de sammen. 

På gulvet foran alteret - på fremlagte hynder - knælede Airun ned, krydsende hænder og arme over sit bryst. Foran ham stod en trefod bærende en gylden kobberskål. I skålen brændte døvende urter. Airun bøjede sig dybt over skålen indåndende de døvende dampe. Ved hans side stod to tjenere. Bag ham stod Atze. Præsterne dannede en halvkreds om Atze og Airun, dannede en halvkreds om alteret med en evigt glødende, lavt flammende ild. Bag præsternes halvkreds stod tjenerne, dannende en ydre halvkreds. 

Atze rakte sine hænder mod alterets ild. Bedende, fuldtonende klart, klang hans røst ud i det mægtige rum. "Høje Herre, frugtbarhedsgud, Allivets fader, se, vi har beredt dig en bolig! Stig ned fra din høje himmel! Velsign vor Jord! Velsign vore kvinder! Velsign vore marker, velsign vore dyr! Giv alt, giv alle af den frugtbarheds styrke, at alt og alle kan frugtbargøres, kan mangedobles. Høje Herre, frugtbarhedsgud, Allivets fader, hør vort råb, bønhør os. Stig ned til vor Jord, stig ned fra din høje Himmel". 

Se, da vaklede Airuns knælende legeme, langsomt sank det ned mod de bløde hynder. Da greb de to tjenere det sammensynkende legeme, hævede det op og bar det ud i den ydre, luftige søjlehal. Tjenerne satte Airuns legeme i solgudens mægtige tronstol, satte Airuns legeme på tronstolens bløde, guldstukne hynder, langsomt tilviftende ham vindenes blide kølighed. Præsternes skare dannede en halvkreds om tronstolens trin. Forrest på tronstolens nederste trin stod Atze, støttende sig tungt til sin stav. Bag præsterne dannede tjenernes skare en ydre halvkreds.

Atter klang Atzes røst, bedende, kaldendes ud i det mægtige rum: "Høje Herre, frugtbarhedsgud, Allivets Fader, se, din bolig er beredt. Hør vort råb, stig ned til vor Jord, frugtbargør alt levende liv". 

Da med eet faldt en gylden stråle ind fra tempelmurens vestlige soløje. Gyldent funklende flammede den hen over Airuns blege pande. 

Airuns legeme rettede sig op mod tronstolens høje ryglæn. Langsomt åbnedes øjnenes tunge låg, drømmende skuede han ned mod Atze, solgudens øverste præst. En tjener trådte frem, rakte et bæger med styrkende urters saft mod Airuns læber. Airun tømte det til bunds. Tjeneren tog atter bægeret, trædende tilbage bag tronstolens høje læn. En stund sad Airun rolig, skuende ud i templets mægtige rum - drømmende, tavs. Da rejste han sig, stolt, rank, rolig. 

I samme stund sank alle præsterne, sank alle tjenerne ned, krydsende hænder og arme over brystet, bøjende sig dybt mod gulvets flade. 

Atze alene blev stående. Da lagde han sin støttestav på tronstolens trin, krydsende hænder og arme over brystet, bøjende sig dybt for den strålende skikkelse ved tronstolens fod. 

Høj, stolt, herlig at skue, skred Airun langsomt frem til tronstolens øverste trin. Langsomt hævede han sine hænder, rakte dem ud over Atzes bøjede hoved. Fuldtonende, klart, klang Airuns myndige røst ud over præsternes, ud over tjenernes skare: "Se, jeg er kommen, jeg, Allivets fader, Himlens mægtige herre. Alt levende vil jeg velsigne. Alt levende vil jeg mangfoldiggøre ved min frugtbarheds vældige styrke."

Atze rettede sin bøjede skikkelse. Højt, klart, jublende skønt, klang hans røst ud i det mægtige rum:
"Høje Herre, Himlens hersker, Allivets fader, Aljordens
herlige brudgom, vær hilset, vær velkommen".

Langsomt, rank, rolig, skred Airun ned ad tronstolens trin.

Atze tog sin gyldne stav, rakte hånden frem mod Airun, ledte ham ud af templets portal, ledte ham ned ad templets talrige trin, ledte ham ud på den grønne, græsklædte eng mellem templet og tempellunden. 

To og to, under dæmpet, rytmisk tonende korsang, vandrede præsternes skare efter de foranskridende skikkelser Airun og Atze. Tjenernes skare blev stående på tempeltrappens øverste trin. 

Airun og Atze standsede midt på den grønne eng. Sangen forstummede. Præsternes skare dannede en halvkreds om Airun og Atze. 

Da med eet klang klare, jublende toner. Alle skuede frem mod den øverste tempelpræstindes skønne bolig. Portens brede fløje var slået tilbage, ud trådte den øverste præstinde, klædt i en hvid, ærmeløs, folderig klædning. En gylden bort kantede den hvide kjortel. En gylden ring lå om hendes pande, lå om de hvide lokker. 

Efter hende fulgte en række præstinder; en efter en skred de frem. Alle præstinderne bar lange, folderige, ærmeløse, hvide klædninger uden prydelser, uden smykker. Bag dem skred - en efter en - syv skønne, unge kvinder i hvide, ærmeløse, knækorte kjortler, blomstersmykkede, med gyldne kæder om hals og arme. Guldprydede sandaler var bundet til de nøgne fødder, var bundet til de nøgne ben med bløde, smalle, guldprydede remme. Bag de syv skønne kvinder fulgte atter en række præstinder, en efter en skred de frem. Højt, klart, klang de jublende toner. Langsomt, rytmisk skønt, skred alle kvinder hen over den grønne, græsklædte eng. Langsomt dannede de en halvkreds om Airun og Atze. Langsomt, rytmisk skønt, sluttede kvinderne sig til præsternes halvkreds. Solhjulet, solgudens hellige symbol, var formet. 

Da tav de klare, klangfulde, jublende toner. Atze ledte Airun frem til de syv skønne, blomstersmykkede kvinder. Atze løftede sin hånd; fuldtonende, klart klang hans ord ud over den samlede skare: "Høje Herre, frugtbarhedsgud, Allivets fader, vælg din brud". 

Rank, rolig, skred Airun frem til kvindernes række. Hans øje søgte de unge kvinder, en efter en. Da rakte han sin hånd frem mod den yngste, frem mod den skønneste af de syv. 

Den udvalgte brud trådte ud af kvindernes række. Langsomt hævede hun de skøntformede hænder og arme, krydsede dem over sit bryst, bøjende sig dybt for Airun, himlens herre, allivets fader. Sagte, stille klang hendes ord: "Høje herre, Himlens hersker, jeg er rede". Airun tog hendes fremrakte hånd. 

Kvindernes halvkreds åbnede sig. Hånd i hånd skred brudgom og brud, fulgt af Atze, fulgt af templets øverste præstinde, ind i den dunkle lund. Langsomt skred de hen mod brudekamret, hen mod den indviede hellige bolig. Stærke stensøjler bar boligens stensatte mure, bar loftets skønne flade. Portens brede strålende fløje var slået tilbage mod murens vægge. Foran indgangen stod to tjenere med brændende, lifligt duftende fakler. 

Da trådte Atze, da trådte præstinden frem foran Airun, frem foran den skønne brud, bøjede sig dybt for dem begge. Blidt, klart, klang Atzes ord: "Her i det hellige kammer skal I hvile til daggryets første rødme forkynder det flammende solhjuls fremstigen fra himlens gyldne portal. I den stund daggryets første rødme viser sig på himlens hvælv, da må I skilles. I den stund fører vi eder bort fra dette kammer. Hvil i fred til daggryets første rødme." 

Hånd i hånd trådte Airun og hans skønne brud ind i det herligt smykkede kammer. Gyldent strålende tæpper dækkede de nøgne kolde vægge, dækkede gulvets kolde stene. Bløde, guldstykne hynder var spredt over den brede, buede stenbænk. 

Fæstet til kamrets loft hang i gyldne kæder skønt formede lerskåle prydet med gyldne forsiringer. Skålenes tvedelte væger brændte med klare, lysende flammer. Bagest i kamret stod det lindklædte, blomstersmykkede leje. 

Atter bøjede Atze, atter bøjede præstinden sig for Airun, bøjede sig for den skønne brud, trådte tilbage og forlod dem. Bag dem gled portens fløje lydløst ind mod hinanden. Langsomt, fulgt af de tvende fakkelbærere, vandrede de tilbage til solgudens hellige tempel. 

Atze trådte frem til tronstolens trin; vendende sig mod de forsamlede præster, præstinder, tjenere og tjenerinder, råbte han med høj røst: "Solgudens flammende hjul er gledet ned ad himlens hvælv, gledet ned til den natlige hvile. Gå til eders boliger, solfesten er endt." 

Da himmelhvælvets første svage rødme forkyndte solhjulets nære fremstigen fra den natlige hvile, vandrede Atze, vandrede den øverste præstinde gennem lunden til brudekamret. Templets næstøverste præst fulgte dem, bærende en brændende,
lifligt duftende fakkel.

Atze trådte frem til den brede port, lagde hånden på solgudens gyldne symbol, drejede det rundt om dets akse.

Lydløst gled portens brede fløje tilbage mod stenmurens vægge.

Atze og præstinden stod foran det tunge, gyldne tæppe, der dækkede indgangen til brudekamret. 

Højt, klart, klang Atzes røst: "Stunden er kommen, daggryets første rødme forkynder solhjulets nære fremstigen på himlens hvælv."

Airun svarede: "Vi er beredt".

En stund derefter klang atter Atzes røst, kaldende manende:
"Daggryets rødme forkynder solhjulets nære fremstigen fra himlens gyldne portal".

Airun svarede: "Vi kommer".

Se, da gled det tunge, gyldne tæppe til side. Hånd i hånd stod Airun og hans brud afventende det, der måtte ske. Atze og præstinden bøjede sig for Airun, bøjede sig for den skønne unge kvinde. 

Tavs rakte Atze hånden mod Airun, ledende ham ud af kamret. Tavs rakte præstinden sin hånd mod den unge kvinde. Tavse vandrede de frem gennem den dunkle lund, fulgt af templets næstøverste præst, bærende den brændende, lysende lifligt duftende fakkel. 

I den stund, de trådte ud på den grønne, græsklædte eng, kastede den unge kvinde sig ned for Airuns fødder, slog sine skønne arme om hans legeme og råbte: "Airun, høje herre, bliv hos mig, forlad mig ikke. Før mig bort til din herlige Himmel." 

Airun bøjede sig over den knælende kvinde, hævede hende op, knugende hende fast til sit bryst. Mildt, kærligt klang hans røst: "Stunden er omme, min hvile er endt. Glem ingen sinde vort skønne mode, mindes mig med glæde, uden sorg, uden klage. Fjernt fra dig dvæler jeg dog i din nærhed. Når stunden kommer, da bring min søn til alterets hellige ild, sæt ham på tronstolens gyldne hynder. Min velsignelse følger dig".

Tavs, kærlig drog præstinden den unge kvinde bort fra Airun, ledte hende frem til den bolig, der skulle huse hende til stunden var inde, da Solgudens søn kunne bringes til templets hellige alterild, da solgudens søn kunne sættes på
tronstolens gyldne hynder.

Tavse vandrede Airun, Atze og templets næstøverste præst op ad templets talrige trin. Tavse vandrede de ind i den indre søjlehal. Præsten satte sin fakkel ned i den brede kobberring på stenmuren ved alterets side. 

Airun knæled ned på de fremlagte hynder, krydsede arme og hænder over sit bryst, bøjende sig dybt over trefodens skål med døvende dampe. Ved hans side stod Atze og præsten - tavse, rolige. 

Da med eet faldt en bred, gylden stråle fra den østlige murs soløje hen over alterets lavt flammende ild, hen over Airuns bøjede hoved. Alterilden glødede højere, klarere. Airuns legeme vaklede. Langsomt gled det ned mod de fremlagte hynder. 

Tavs, rolig stod Atze. Tavs, rolig stod præsten. Da bøjede de sig hastigt mod det faldne legeme. Hævede det op, hastig bærende det hen til den brede, buede stenbænk ved alterets side. Hastigt afførte de Airuns legeme den gyldne kjortel, de gyldne kæder og smykker, den gyldne pandering med de strålende stene. Kun underkittel og lændeklæde lod de blive. Brede, bløde remme snørede de fast om det livløse legeme fra skulder til fod. Tavse, hastigt, bar de Airuns legeme ud i den ydre søjlehal hen til den gyldne kumme, der lagde de byrden ved kummens rand.

Hastig afførte præsten sig sine klæder, derefter steg han ned i kummen, rækkende sine hænder op mod det livløse legeme. Tavs skubbede Atze legemet frem over kummens kant. Præsten greb det, førte dets hoved ind i den brede stensatte hvælving, der ledte en evigt glidende bjergstrøm ud til havets vuggende vande. 
Hastig skubbede han legemet længere og længere ind. 

Airuns legeme gled bort gennem den stensatte hvælving.

Hastig steg præsten op ad kummens trin, afgned sit legeme for vandets væde. Hastig iførte han sig de afkastede klæder.

Tavs, tungt støttende sig til sin stav vandrede Atse ud af søjlehallen, vandrede Atze ned ad templets trin frem til den grønklædte klippeflades yderste rand. Støttende sig til sin stav skuede han frem mod det strålende, glødende, fremstigende solhjul. Spejdende skuede han ud over havets vuggende vande.

Da skuede han Airuns livløse legeme, vuggende blidt på havets glidende bølger. 
Langsomt vuggede det frem mod ukendte strande. Da med et dukkede det ned under havets dunkle flade. For stedse var Airun forsvunden. 

Atze vandrede tilbage til templets indre søjlehal, frem foran alterets evigt, lavt flammende ild. 

Solgudens næstøverste præst trådte frem til tempeltrappens øverste trin. To gyldent glimtende kobberplader holdt han højt hævede i sine hænder. Langsomt, rytmisk slog han dem mod hinanden. Højt, rungende, klang slagene ud i den skønne fredfyldte morgenstund. 

Se, da gled de mange boligers brede portfløje tilbage mod stenmurens vægge. Ud vandrede tempelpræster, præstinder, tjenere og tjenerinder. To og to skred alle op ad templets talrige trin. To og to skred de ind i templets indre søjlehal, frem til solgudens alter. Her dannede de mange halvkredse, den ene uden om den anden. Kvinderne stod i de bageste rækker. 

Atze vendte sit åsyn mod skarerne. Sagte, skælvende klang hans røst ud over den mægtige samling: "Hører mig alle. Hører mig en og hver. I den stund solhjulets brede, gyldne stråle faldt ind over alterets evigt flammende ild, faldt ind over Airuns bøjede hoved, da forlod Solens høje Herre Airuns legeme, da vendte Aljorderigs hersker tilbage til sin høje, herlige himmel. I samme stund rejste Airun sig fra tempelgulvets gyldne hynder. Langsomt skred han ud af templets haller, langsomt skred han ned ad templets trin, frem til klippens yderste rand. Her knæled han ned, rækkende hænder og arme frem mod det glødende, flammende solhjul. Da med eet rakte en mægtig hånd sig ned fra himlens hvælv. Hånden hævede Airun op fra klippens flade, bar ham over havets vuggende vande, bar ham frem mod det stigende, strålende solhjul. - Da bøjede jeg mit hoved dybt for det skønne syn. Da jeg atter hævede mit hoved, var Airun forsvundet. Det legeme, der en kort stund var bolig for solgudens strålende herlighed, var borte, var forsvundet. Himlens høje herre bar det bort fra aljorderigs smuds, bort fra aljorderigs synd og begær". Atze tav. 

Da knæled alle ned på templets stengulv, krydsende hænder og arme over brystet, bøjende sig dybt frem mod alterets glødende, lavt flammende ild.

Klart fra alle læber klang ordene: "Mægtig er himlens, mægtig er Jordens Herre. Dybt i støvet bøjer vi os for din herlighed, dybt i støvet bøjer vi os for din magt, for din visdom --------"

Langsomt sænkes atter det slørende dække. Billeder, former, skikkelser bliver atter blege, farveløse, blodløse. Billeder, former, skikkelser glider atter tilbage i fortidens bundløse dybder. Mindernes mumlende tale er endt.

Atze har talt.

Oslo, 13.01.07
Sverre Avnskog