vandrermotlyset.net

Nogle tanker over Bispebrevet

Af Georg Jørgensen

Det har i mange år været min hensigt at gennemgå ,,ET AABENT FÆLLESBREV til alle Landets Bisper” og nedskrive mine synspunkter om dette så vanskelige brev. Fra nu af omtalt som Bispebrevet. Det var mit håb og min opfattelse at en grundig undersøgelse kunne vise at Bispebrevet var sandt, altså i overensstemmelse med værkerne ,,Hilsen til Danmark,”,,Vandrer mod Lyset!” herunder 1. og 2. Supplement til ,,Vandrer mod Lyset!” og ,,Forsoningslæren og Genvejen,” fra nu af benævnt ,,De tre gyldne Frugter.”

Skønt min positive indstilling blev det efterhånden helt umuligt for mig at få de forskellige synspunkter til at hænge sammen. Jeg havde da to muligheder: Den ene mulighed var at opgive mit forehavende og den anden at forholde mig til teksten i Bispebrevet, som jeg læser den. Jeg har valgt den sidste fremgangsmåde og vil således begynde at se på Bispebrevets tekst og udsagn.

Her kan man måske indvende at et brev til de danske bisper, endda et brev der går tilbage til 1938, ikke bør være relevant at gruble over i dag. Der er dog flere årsager, der bevirker at Bispebrevet stadig kalder på ens opmærksomhed. For det første volder Bispebrevet stadig bekymring og utryghed blandt mange, der har lært ,,Vandrer mod Lyset!” at kende. For det andet er Bispebrevet et åbent brev, der blandt andet direkte blev stilet til medlemmerne af ,,Selskabet til ,,Vandrer mod Lyset”s Udbredelse.” Derved er Bispebrevet også indirekte stilet til os, der i dag arbejder med ,,Vandrer mod Lyset!” Dette emne vil jeg senere uddybe. Herefter følger betragtningerne over Bispebrevet.

Johanne Agerskov fortæller i de første linier i indledningen til Bispebrevet at ,,Vandrer mod Lyset!”

d. 30. marts 1920 blev sendt til samtlige danske biskopper. Yderligere blev ca. 60 eksemplarer sendt til præster og provster. Disse personer var blevet udpeget til Johanne og Michael Agerskov af deres åndelige leder. De her nævnte biskopper og præster havde alle før deres inkarnation aflagt det løfte til Gud at de ville være talsmænd for et værk, der skulle revidere den kristne lære, hvis det lykkedes at få det overført fra den oversanselige verden til den jordiske. Ca. to og en halv måned efter udsendelses-datoen blev Johanne Agerskov bedt om at modtage endnu et budskab fra den oversanselige verden. Herom skriver Michael Agerskov følgende i bogen ,,Nogle Psykiske Oplevelser” på side 82 afs. 1:

,, Et par måneder efter Udgivelsen af V.m.L., omtrent midt i Juni 1920, blev min

Hustru anmodet om, efter Tankediktat, at nedskrive en afhandling angående For-

soningslæren, derefter en Tale af Kristus og af en anden højtstående Lysets Aand.

J. efterkom Anmodningen, og gennem et par timers dagligt Arbejde fremkom i løbet

af ganske få Dage ,,Forsoningslæren og Genvejen.”

I Kristi tale i ,,Forsoningslæren og Genvejen” henvender Kristus sig til de bisper og præster, der fik tilsendt ,,Vandrer mod Lyset!” Han er dybt bedrøvet, fordi han ser at de ikke vil tage imod ,,Vandrer mod Lyset!” og han opfordrer dem inderligt og stærkt til at følge det løfte, de før deres inkarnation har aflagt til Gud. Se Kristi tale i ,,Forsoningslæren og Genvejen.”

Selv efter denne henvendelse forholdt bisperne og præsterne sig tavse over for ,,Vandrer mod Lyset!”

Vi ser her at allerede så tidligt som et par måneder efter udgivelsen af ,, Vandrer mod Lyset!” var Kristus klar over at præsterne ikke ville tage imod budskabet. Selv efter hans tale i ,,Forsoningslæren og Genvejen,” forholdt de sig stadig tavse. Den danske kirkes talsmænd levede ikke op til deres store opgave. Hvis det var Guds ønske at der yderligere skulle kaldes på disse personer, så må vi formode at Gud igen ville overlade dette arbejde til Kristus. Gud har valgt Kristus som de Yngstes leder, og vi har tidligere set at det var Kristus, der trådte til, når de Yngste blev trætte. I Bispebrevet er det ikke Kristus, der træder frem som Guds talsmand. Bispebrevets forfatter er heller ikke navngivet som de øvrige forfattere i de ,, Tre gyldne Frugter.” Ifølge en sætning i Johanne Agerskovs brev til I.P. Muller på side 53 afs. 1 i ,,Copibog 1929 – 1933 ” fremgår det at en Lysets ånd altid er i stand til at navngive sig, sæt-

ningen citeres her:

,,Enhver Aandelig Intelligens, der ikke kan eller ,,ikke maa” give sit sande Navn

har intet med Gud, Lyset eller Sandheden at gøre.”

Allerede her ved Bispebrevets begyndelse forstås det at vi må være opmærksomme på afvigelser i Bispebrevet i forhold til ,,Vandrer mod Lyset!”

På det tidspunkt i 1920 hvor Gud med ,,Vandrer mod Lyset!” og med Kristi tale i ,,Forsoningslæren og Genvejen” kaldte på bisperne og præsterne, bestod mange af den danske kirkes førende mænd af personer, der før deres inkarnation havde lovet Gud at arbejde for et budskab fra den oversanselige verden, hvis det lykkedes at få det overført til den jordiske. Desuden havde nogle af disse personer tidligere været inkarneret for at hjælpe Kristus i Jødeland. Herom fortæller Michael Agerskov i forordet til ,,Forsoningslæren og Genvejen:”

,,… Det er hans Haab, at disse, af hvilket mange engang kæmpede imod ham i Jøde-

land, og som nu på ny er inkarnerede for atter at stilles over for Kristi rene Lære, ikke

som dengang vil vende sig mod ham, men i dyb og inderlig Alvor følge deres Samvit-

tigheds manende Stemme…”

Disse personligheder, som der her bliver kaldt på, må naturligvis have nået deres kulminationspunkt i 1920, og da de svigtede på det tidspunkt, er det vanskeligt at se hvordan der yderligere kan blive kaldt på den samlede danske kirke.

Forholdene omkring de Yngstes kulminationspunkt kan vi læse om i ,,Vandrer mod Lyset!” på side195 afs. 1:

,, …men har Myndlingen ikke formaaet at erindre noget om sit givne Løfte eller at

fatte Tilraabet, er det gunstige Øjeblik forspildt – for denne Inkarnation – og et nyt

Forsøg er overflødigt, da et saadant Forsøg umuligt vil kunne lykkes paa et senere

Tidspunkt, naar det ikke lykkedes, dengang Myndlingen havde naaet Kulminationpunktet

p a a d e t s p e c i e l l e a a n d e l i g e F e l t, d e r v a r n ø d v e n d i g t

s o m B a s i s f o r d e n l o v e d e M i s s i o n s h e l d i g e G e n n e m f ø-

r e l s e. Grunden til, at et nyt Forsøg i samme Retning ikke gentages, er den, at da

Mørket, i det først valgte Øjeblik, har faaet Overtaget, vil Mennesket i den forelig-

gende Inkarnation ikke kunne naa højere i aandelig Vækst paa d e t O m r a a d e,

hvor Mørket sejrede. Væksten standser, Mennesket stagnerer – ofte i al aandelig

Indsigt – og i de fleste Tilfælde faar Mørket større og større Indflydelse, bliver lette-

re i Stand til at forvirre og forvanske a l O p f a t t e l s e o g a l l e B e g r e b e r.

Den Stund hvor Mennesket ved at stilles overfor den Ældste eller over for den paatag-

ne Opgave, skulle erindre sit givne Løfte, bliver saaledes ofte tillige det a b s o l u t e

Kulminationspunkt for dets aandelige Modenhed …”

I det her citerede stykke fra ,,Vandrer mod Lyset!” kan vi helt klart læse: ,, … at et nyt Forsøg i samme Retning ikke gentages …” Vi ser yderligere at i 1929, da Suppl. 1 udkom, stod det klart at kirkens mænd ikke kendte deres besøgelsestid. Her følger citatet fra Suppl. 1 side 31 afs. 2 :

,, Men det siger sig selv, at havde den danske Folkekirkes ledende og førende Mænd

forstaaet deres Besøgelsestid, da var der med eet Slag fremstaaet en for Kirken fuldt-

ud værdig og skøn Reformation, hvis Genlyd var naaet langt ud over Landets Grænser,

og som havde skabt det danske Folk en enestaaende Plads i Fremtidens Historieskriv-

ning. Dette blev ikke naaet. Kirkens Mænd kendte ikke deres Besøgelsestid!”

At den danske kirkes personer svigtede har ligeledes betydet at arbejdet med ,,Vandrer mod Lyset!” er gledet ud af præsternes hænder. Herom kan vi læse i ,,Johanne Agerskov: Copibog 1915 – 1920 side 77 afs. 3:

,,…Arbejdet er gledet ud af Præsternes* Hænder, og det hviler nu paa de ,,Yngste”

i Menighederne, og efterhaanden vil flere og flere kaldes frem, da kendskabet til Bo-

gens Tanker stadig er i stigende Vækst.”

*Arkitekt Brønnum har – for at vække Præsterne – paa eget Initiativ gjort flere Forsøg paa at faa

Præsterne i tale. Bl. a. ved nu for nylig at udsende ,, En Tale, der ikke blev holdt.” (Tilføjet ved Af-

skrivningen her 1927.)

Ud fra ovenstående citater er det vanskeligt at forstå at det skulle være Gud, der med Bispebrevet kalder på bisperne i 1938. Man kunne forestille sig at Gud venter på svaret fra de her udvalgte personer uden direkte at gribe ind. En del af svaret til spørgsmål 72 i Suppl. 2 kunne tydes i den retning:

,, … Men vi ved, at vor Gud og Fader foreløbig ser Tiden an; Han venter paa at se,

hvilken Stilling det danske Folks Førere paa det teologiske og det litterære Omraade

i den nærmeste Tid vil tage til,,Vandrer mod Lyset” og tilhørende Værker.”

I ,,Nogle Psykiske Oplevelser” fortæller Michael Agerskov om deres oplevelser, da der blev kaldt på Johanne Agerskov fra oversanselig side. Se ,,Nogle Psykiske Oplevelser” side 84 afs. 2:

,, Min Svigerfar har forklaret denne Oplevelse for os saaledes: Da min Hustru før

sin Inkarnation havde aflagt Løfte om at forsøge paa at blive Midleren mellem Lysets

Aander og Menneskene, blev det, med Guds Tilladelse, bestemt, at der fra oversanse-

lig side maatte kaldes 3 Gange paa hende i hendes Jordeliv, naar det Tidspunkt var

naaet, hvor det kunde antages at hun var moden nok til at kunne optage denne Gerning.

Tilladelsen til at kalde 3 Gange blev givet, fordi denne Arbejdsmetode var vanskelig og

ganske eksceptionel, og fordi ingen kunde vide noget om, hvorvidt det vilde lykkes J.`s

Skytsaand at lede hende saaledes, at hun fik virkeligt Kendskab til Spiritismen; et

Kendskab, der var ganske nødvendigt, fordi det skulde danne Grundlag for en Plan,

der skulde følges.”

Ovennævnte stykke fortæller os at der skulle en speciel tilladelse til for at der kunne kaldes tre gange på Johanne Agerskov, og yderligere skulle der kaldes på det rette tidspunkt, altså på det tidspunkt hvor hendes modenhed var nået, så hun kunne udføre den planlagte gerning. Når vi læser videre i det her omtalte stykke i ,,Nogle Psykiske Oplevelser,” så ser vi at de tre opkald skete inden for en kort tidspe- riode. Og havde hun ikke i denne tidsperiode svaret, så var hun ikke blevet valgt til at udføre opgaven. Herom skriver Michael Agerskov videre i ,, Nogle Psykiske Oplevelser” på side 85 afs.2:

,, … men havde hun overhørt også denne tredje Henvendelse, var der ikke oftere

bleven kaldt, og hun var ikke bleven den, der havde faaet den store Opgave, at være

Midler mellem Lysets Aander og Menneskene; – Kristus og hans Hjælpere maatte da

have søgt videre, til en anden var fundet.”

Endnu en gang vises det helt tydeligt at overhøres en henvendelse fra den oversanselige verden inden for den tidsperiode, der fra åndelig side er valgt, så kaldes der ikke oftere i den pågældende inkarnation på den valgte person. På Johanne Agerskov blev der kaldt tre gange inden for den samme tidsperiode. Som jeg ser det, blev der kaldt to gange på de kirkelige personligheder, som ,,Vandrer mod Lyset!” henvendte sig til. Disse to henvendelser skete inden for et tidsrum på nogle få måneder. Første gang med tilsendelsen af ,,Vandrer mod Lyset!” Anden gang med tilsendelsen af ,,Forsoningslæren og Genvejen.” ,,Vandrer mod Lyset!” blev udsendt d. 30. marts 1920. ,, Forsoningslæren og Genvejen”s udsendelsesdato kender jeg ikke, men forordet er skrevet juli 1920. Så udsendelsen må være sket umiddelbart efter denne dato. Det virker derefter uforståeligt at der igen skulle kaldes på kirkens mænd 18 år senere.

De personer, som var biskopper i 1938, var ikke de samme som dem, der beklædte de biskoppelige embeder i 1920. Men 7 af bisperne havde embede som præster i den danske kirke i 1920. De resteren- de 2 biskopper blev først teologiske kandidater i henholdsvis 1920 og 1923. Vi ved at der blev kaldt på den danske kirke som en samlet enhed, men vi ved ikke hvem, der var blandt de 60 personer, der fik tilsendt ,,Vandrer mod Lyset!” Hvis bisperne, som var i embedet i 1938, ikke fik tilsendt ,,Vandrer mod Lyset!” i deres præsteperiode, så tyder det på at de ikke var blandt dem, der havde aflagt løfte til Gud om at viderebringe dette budskab før deres inkarnation. Har de derimod modtaget ,,Vandrer mod Lyset!,” må de have overhørt deres samvittigheds stemme og dermed forpasset det rette tidspunkt for udførelsen af deres gerning. I begge tilfælde virker det uforståeligt at der skulle kaldes på disse 7 per- soner efter 18 års forløb, eftersom de enten ikke havde været blandt de udvalgte, eller som udvalgte havde undladt at indfri deres løfte.

Oplysningerne om biskopperne i 1938 er samlet i tabelform og vises på næste side.

Reference:

Dansk præste og sognehistorie

Samlet og udgivet af Paul Nedergaard.

Afsluttet af A. Pontoppidan Thyssen.

Alderen er af mig anført med 10 dages tolerance.

Danske biskopper i 1938

Stift Biskop Alder 30. marts 1920 Alder 23 feb. 1938 Embede1920

Bispeperiode Embedsperiode

Fyn Anders Jensen Rud 51 år og 11½ mdr. 69 år og 10 ½ mdr. præst Ansgar Kirke Odense

24 feb. 1923 – 11 april 1938 1. jan. 1902 – 2. feb. 1923

_______________________________________________________________________________________

Ribe Søren Mejsen Westergaard 51 år og 2 mdr. 69 år og 1 mdr. præst Skive – Resen

8 juni 1930 – 28 feb. 1939 3 jan. 1916 – 10 april 1923

_______________________________________________________________________________________

Aarhus Fritz C. Bruun-Rasmussen 49 år og 11 mdr. 67 år og 10 mdr. præst Roskilde Domkirke

28 august 1931 – 23 maj 1940 19 maj 1913 – 26 juni 1922

________________________________________________________________________________________________

Aalborg Paul Oldenburg 50 år og 1 mdr. 67 år og 11½ mdr. præst Jesus Kirke Kbh.

20 okt. 1930 – 18 marts 1940 11 maj 1916 – 20 okt. 1930

________________________________________________________________________________________________

Lolland- J. J. Aschlund Asmussen 47 år og 11 mdr. 65 år og 10 mdr. præst Silkeborg

Falster 2 feb. 1923 – 12 maj 1942 9 juni 1914 – 2 feb. 1923

________________________________________________________________________________________________

Roskilde Axel Rosendal 37 år og ½ mdr. 54 år og 11½ mdr. præst Sct. Stefans Kirke Kbh.

9 marts 1935 – 1953* 11 feb. 1914 – 3 jan. 1924

_______________________________________________________________________________________________

Viborg Axel Malmstrøm 31 år og 5 mdr. 49 år og 4 mdr. præst Assing

12 juli 1936 – 23 marts 1951 16 okt. 1916 – 13 nov. 1921

________________________________________________________________________________________________

Haderslev Carl Wulff Noak 34 år og 4 mdr. 52 år og 3 mdr. blev teologisk cand. 1920

6 feb. 1937 – 14 august 1955

________________________________________________________________________________________________

København H. Fuglsang-Damgaard 29 år og 8 mdr. 47 år og 7 mdr. blev teologisk cand. 1923

2 aug. 1934 – 1960*

_______________________________________________________________________________________

* Årstal hentet fra Internettet.

D. 30.marts 1920 var datoen da ,,Vandrer mod Lyset!” blev sendt til biskopper og præster.

D. 23 februar 1938 var datoen da Bispebrevet blev udsendt.

De 5 ældste Biskoppers alder og deres resterende embedsperiode 1938

Stift Alder Resterende embedsperiode ___________________________________________________________________

Fyn 69 år og 10½ mdr. 1½ mdr.

____________________________________________________________________

Ribe 69 år og 1 mdr. 1 år

____________________________________________________________________

Aarhus 67 år og 10 mdr. 2 år og 3 mdr.

____________________________________________________________________

Aalborg 67 år og 11½ mdr. 2 år og 1 mdr.

____________________________________________________________________

Lolland-Falster 65 år og 10 mdr. 4 år og 2½ mdr.

____________________________________________________________________

Som det ses her var de 5 af bisperne godt op i årene, da de modtog Bispebrevet. For de 2 af bisperne ophørte embedsperioden efter henholdsvis 1,5 mdr. og 12 mdr. altså inden udløbet af den frist på 2 år som Bispebrevet har givet dem. For de to næste i rækken udløb embedsperioden efter 2 år og 1 mdr. for den ene, og 2 år og 3 mdr. for den anden. Efter fristen på de 2 år har de haft en begrænset arbejdsperi- ode i embedet på henholdsvis 1 og 3 mdr.

2 år og 1½ mdr. efter udsendelsen af Bispebrevet blev Danmark besat af tyskerne (9. april 1940). Herefter fulgte en meget begrænset pressefrihed.

Også her er alle tider opgivet med 10 dages tolerance.

Når man nu går videre og læser teksten i Bispebrevet, så møder man ikke den samme følelse af fred, ro og styrke, som man møder i bøgerne under betegnelsen ,,De tre gyldne Frugter.” Hvis man f.eks. sammenligner teksten i Bispebrevet med teksten i Kristi tale fra ,, Forsoningslæren og Genvejen,” så viser der sig her en tydelig forskel i indhold og formulering.

I det efterfølgende vil jeg behandle nogle af de områder, der i Bispebrevets tekst volder mig besvær.

På side 5 i Bispebrevet linie 14 fra oven læser vi følgende:

,, ... Højere og højere lyder krævende Råb til vor Fader fra de Mennesker, der er

naaet så langt frem i aandelig Udvikling…”

At kræve er ikke vejen til Gud, derfor virker det lidt uforståeligt, at netop dem, der er gået frem i åndelig udvikling, henvender sig krævende til Gud. Herom læser vi følgende i,,Vandrer mod Lyset!” på side 107:

,, Men bede I til vor himmelske Fader, da skulle I ikke kræve Hans Hjælp, …”

Den samme holdning møder vi i Chr. Wilsters digt MEMENTO fra ,,Hilsen til Danmark.” Se det sid-

ste vers på side 31:

,, Du bad ej med Tro, du krævede blot,

og det er ej vejen til Gud;

det nytted kun lidt, du bygged et Slot

af Hovmod og Daarligheds Skrud;

du skulle mig bedt med Tro og med Haab,

da havde jeg opfyldt din Bøn.

Du Menneskesjæl, kom ind til din Daab,

Og modtag dit Jordelivs Løn”. –

Chr. Wilster. 1911

Sidst på side 5 og i den første halvdel af side 6 henvender Bispebrevet sig direkte til de danske bisper. Afsnittet citeres her:

,, Mener I virkelig, at vor Fader er ude af Stand til at bringe de Budskaber frem til

Menneskene, som det er Hans Hensigt at give dem? Eller mener I, at I kan diktere

eders Gud og Fader, hvad Han maa eller ikke maa gøre? Tror I virkelig, at eders

Ulyst til at modtage de Sandheder om det aandelige og om det jordiske Liv, som Han

for længst har givet eder, vejer det ringeste mod H a n Ø n s k e r og mod H a n s

V i l l i e til at faa disse Sandheder frem til de kristne Menigheder? H v i s I tror

noget af alt dette, da er det kun, fordi I selv ikke har det fjerneste Kendskab til eders

himmelske Fader, saa er det kun, fordi I ikke har det fjerneste Kendskab til de Veje,

ad hvilke Han lader sine Budbringere vandre, og fordi I ikke kender noget til de

Midler, til de Maader, som danner Grundlaget for de Meddelelser, som Han ønsker

at give Menneskerne. Men det er sandelig eders egen Fejl, thi det Budskab, som for-

længst er overgivet til det danske Folk, er fremkommet paa en Maade, som I lader

haant om, hvorfor I hidtil har nægtet at modtage det. Med hvilken Ret har I gjort det?

Med et gammelt kendt Bibelord * spørger jeg her: ,,Mon noget er umuligt f o r

H e r r e n v o r G u d?”

* Her henvises til side 20 hvor der forklares at Bibelordet skyldes Ardor!

Forfatteren skriver: ,, Men der hvor j e g anvendte Bibelordet var det på

sin Plads. – ”

Jeg mener det er væsentligt at understrege følgende fra ovenstående citat ,, … Ulyst til at modtage de Sandheder om det aandelige og om det jordiske Liv, som Han for længst har givet eder,…” Eftersom de for længst har modtaget Sandheden uden at handle derefter, undlader Bispebrevet problematikken om hver enkelt persons kulminationspunkt.

Når jeg læser ovenstående citat, så oplever jeg desuden at bisperne ikke har nogen særlig betydning; elsket er de bestemt ikke! Når formålet med Bispebrevet var at vinde bisperne for ,,Vandrer mod Lyset!”s sag, så forstår jeg ikke den anvendte talemåde. På side 21 her i Bispebrevet tales der igen direkte til bisperne, men her giver Bispebrevets forfatter dem en ganske anden indflydelse.

Citat fra side 21 afs. 1

,, N u e r T i d e n i n d e, n u maa I afgøre, om I vil holde eders Løfte til vor Fa-

der – eller om I haanligt vil vende eder bort fra Ham og Hans Henvendelse. Men husk,

at Gud ikke i Længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske Verden. Millio-

ner af Menneskers Lidelser og Elendighed har fremkaldt en uendelig Sorg i Hans Sind.

Han længes inderligt efter at kunne bringe Hjælp og Fred til de lidende Mennesker.

Men Han formår det ikke, førend I har knæsat Hans Budskab. O g v i l I i k k e g ø-

r e d e t, d a m a a H a n, m u l i g v i s, f o r l a n g e, l a n g e T i d e r a f b r y-

d e a l F o r b i n d e l s e m e d M e n n e s k e h e d e n – maaske i Aarmilioner –

indtil Menneskene er kommet saa dybt ned i Mørke, Synd og Ugerninger, at Han

ved sine Udsendinge kan begynde – helt forfra – et nyt Forsøg paa at lede dem ud af

Mørket, fremad mod Lyset! ”

Fælles for de to afsnit er at henvendelsen til bisperne absolut ikke er venlig. Forskellen er derimod enorm. I det første afsnit, der fortrinsvis omhandler bispernes forhold til ,,Vandrer mod Lyset!”s fremkomstmåde, fremgår det tydeligt at bisperne ikke har nogen særlig betydning, i det sidste afsnit på side 21 er deres indflydelse så stor, at et fejltrin fra deres side kan betyde at Gud muligvis må afbryde al forbindelse med menneskene for lange, lange tider. Hvordan kan sådan en forskel opstå?

På side 6 afs. 1 oplyses det at Johanne Agerskov har skrevet indledningen til Bispebrevet. (Man kan spekulere over hvorfor det er en indledning og ikke et forord). Eftersom Bispebrevets forfatter kan hen- vise til indledningen, så forstår vi at indledningen har været skrevet før Johanne Agerskov, som tolk, har modtaget Bispebrevet. For at kunne skrive indledningen til Bispebrevet må Johanne Agerskov derfor være blevet underrettet om Bispebrevets indhold, før hun som tolk modtog budskabet. Det virker ligeledes lidt uforståeligt at forfatteren fra den oversanselige verden støtter sig til Johanne Agerskovs indledning.

På den nederste halvdel af side 7 og i begyndelsen af side 8 berettes om det enorme ansvarsområde, som Guds udsendinge inden for kirken er underlagt. Selvfølgelig er enhver, der svigter et løfte ansvarlig, men som det her fremføres, opleves det af mig som en uhyggelig trussel. Se efterfølgende citat fra den nederste halvdel af side 7:

,,De Billeder af Verdenssituationen, som I – Kirkens øverste Myndigheder – nu ser

og længe har set for eders Øjne, skyldes til Dels disse mænds Svigten! Og vor Fader

har p a a d e r e s S k u l d r e l a g t e n s t o r D e l a f A n s v a r e t f o r d e

g r u f u l d e B e g i v e n h e d e r, som nu i lange Tider daglig har fundet Sted baa-

de i Syd, i Vest og i Øst. Disse Mænd der svigtede deres Løfte, bærer nu deres store

Ansvar for de Millioner af Menneskeliv, der er gaaet tabt baade af Kombattanter og

af Nonkombattanter; de bærer deres store Ansvar for de t a l l ø s e G r u s o m h e-

d e r u d ø v e t m o d M æ n d, K v i n d e r o g B ø r n, de bærer deres Ansvar for

de t a l r i g e S k æ n d s e l s g e r n i n g e r udøvet under Krigens Rasen og Hær-

gen, de bærer deres Ansvar for d e a a n d e l i g e og l e g e m e l i g e L i d e l s e r,

Ansvaret for de t r a g i s k e L i v s f o r h o l d, som er blevet utallige Kvinders og

Børns Skæbne. Ja, det er ugørligt at opremse alt det, som disse Mænd n u må bære

Ansvaret for, et Ansvar, som det vil tage dem Aartusinder, ja, måske Aarmillioner at

faa bortelimineret gennem den Bod, som vor Fader har pålagt dem. Mange vanskelige,

mange triste og tunge Inkarnationer venter i Fremtiden de Mænd, der svigtede vor Fa-

ders Tillid. Og jeg siger derfor til eder: lad mine Ord være et M e m e n t o for eder;

tænk på det M æ g t i g e A n s v a r, som vor Fader engang vil lægge på e d e r s

S k u l d r e, hvis ogsaa I vender eder fra den Mission, som er eders! – ”

I Kristi tale i ,, Forsoningslæren og Genvejen” hvor Kristus i 1920 kaldte på den samme gruppe af Guds udsendinge, kan vi på side 36 afs.1 læse hvordan Kristus taler om ansvarssvigt over for Gud.

,, Ja, hører mine Ord, I, der er mine elskede Brødre, mine samtidige og Hjælpere,

bryder ikke det Løfte, som I har givet vor Fader, da han sendte eder til Jorden, til det-

te eders Jordeliv! Thi bryde I Løftet, da vil eders Skam og eders Smerte blive langt dy-

bere for eder, langt tungere at bære, end den Sorg og Smerte, som I, ved at bryde eders

jordiske Kaldsløfte, vilde bringe over de Ordensbrødre, der ville tro sig forraadt og

forladte af eder. Holde I ikke det Løfte, som I har givet før eders menneskeliggørelse, da

vil eders Samvittighed nage og pine eder, og I vil bære H e l v e d e t s K v a l e r i

eders Hjerter.”

Her ser vi tydeligt at Kristi tale er noget helt, helt andet end Bispebrevets tale!

Fra side 8 afs.1 til side 20 afs.1 i Bispebrevet gives en kort gennemgang af menneskehedens udvik- ling, som forfatteren af Bispebrevet forholder sig til teksten i ,,Vandrer mod Lyset!” Denne gennemgang eller tale er stilet til bisperne. Også her er taleformen anderledes end den, vi kender fra de ,,Tre gyldne Frugter,” og ind imellem dukker nogle underlige påstande og udtryksformer frem.

Øverst på side 9 linie 2 fra oven kan vi f.eks.læse følgende:

,, … de lærer ikke at forstaa, hvilken Værdi et Menneskes Liv, selv det usleste

Menneskeliv, er for vor Fader. … ”

I ,,De tre gyldne Frugter” mindes jeg ikke at mennesker nogen sinde er blevet benævnt som usle.

Øverst på side 15 linie 2 fra oven læser vi følgende:

,, Ingen formaaede at rense Kristendommens Augias-Stald til Bunden. –”

Ifølge Salmonsens Konversationsleksikon fra 1894 oversættes Augias-Stald til: urenlighed og

uorden, derefter henvises til ordet Augeias, hvor følgende forklares:

,, Augeias, Solguden Helios`es Søn, var efter Grækernes Sagn Konge i Elis. Ligesom

sin Fader ejede han en umaadelig Mængde Hornkvæg, i hvis Stalde Gødningen gennem

nem lange Tider hobedes op til en uhyre Masse. …”

Lignende udtryksformer finder man ikke i ,,Vandrer mod Lyset!”

På side 16 øverste linie beskrives Guds kærlighedsfylde som værende i nte potens. Det virker lidt underligt at man her anvender et teknisk udtryk til beskrivelse af Guds kærlighedsfylde.

Vedrørende de af Ardor inkarnerede Ældstes tilværelse kan vi på side 17 afs. 2 i Bispebrevet læse følgende:

,,Under deres natlige Søvnfrigørelser* meddelte vor Fader de inkarnerede Ældste:

at deres ældste Broder var vundet tilbage. Og Han anmodede dem indtrængende om

at lade sig løse fra deres jordiske Legemer, for at Menneskene kunde blive frigjort

for deres Nærværelse iblandt dem. Kun få fulgte vor Faders Opfordring.”

* Se Suppl. 1. Side 22. Spørgsm. 7.

Spørgsmål 7 med svar citeres her:

,,Naar de af Ardor inkarnerede Ældste gør saa megen Skade blandt Menneskene,

hvorfor kalder Gud dem da ikke bort fra det jordiske Liv? Hvorfor skal de endnu

være her i ca. 50 – 60 Aar?*

Ardor har fastsat Dødstiden for alle af ham inkarnerede Ældste. Hvis denne Forud-

bestemmelse skal ændres saaledes, at Gud kan kalde disse Ældste tilbage, inden den

af Ardor fastsatte Tid er naaet, da maa hver enkelt give sin Billigelse dertil. Gud har

imidlertid talt til dem alle under en af deres natlige Søvnfrigørelser; men kun nogle

faa gik ind paa Hans Ønske om, at de skulde forlade Jordelivet. O g d a G u d

a l d r i g gaar imod Individets frie Villie, k a n H a n i k k e l a d e d e ø v r i-

g e ,,d ø” f ø r e n d A r d o r s T i d s b e s t e m m e l s e i n d t r æ d e r. –

* Se ,,Vandrer mod Lyset“ pag. 302 Afsnit 5.

I ,,Vandrer mod Lyset!” på side 274 afs.3 fortælles yderligere om de Yngstes henvendelse til de af Ardor inkarnerede Ældste:

,, De Ældste, som, inkarnerede af Ardor, endnu er menneskeliggjorte paa Jorden,

har alle under en af deres natlige Søvnfrigørelser modtaget Underretning af de Yngste

om Ardors Tilbagevenden. Samtidigt blev det henstillet til hver især at indordne sig

under de Love, som Gud har givet for Aanden, medens den er bunden til det jordiske

legeme. De fleste lovede frivilligt at underkaste sig Lovene, og i Kraft af sin Villie

borteliminerede Gud saa meget af deres aandelige Mørkeomhylning, at de i Lighed

med Menneskeaanderne kun kan fjerne sig i korte Afstande fra Legemet, og ligesom

disse kun kan frigøres uden Hjælp, naar Aand og Legeme uvilkaarlig skilles ved Le-

gemets pludselig indtrædende Bevistløshed under en Sygdom, ved et Ulykkestilfælde

eller ved en kunstig fremkaldt Bedøvelse*.

Da Gud ikke t v i n g e r nogen til at indordne sig under Hans Love, kan d e f a a

Æ l d s t e, der nægtede Lydighed, endnu fjerne sig saa langt de vil fra det jordiske

Legeme under deres Søvn, ligesom som de hidtil har kunnet. Men for saa vidt muligt

at hindre disse Væsener i at skade Menneskene, bliver de paa alle deres natlige Ud-

flugter ledsaget af en af de Yngste.”

* Se Komment. Pag. 176.

I det omtalte afsnit på side 17 i Bispebrevet oplyses det med reference til Spørgsmål 7 Suppl.1 at kun få fulgte Guds opfordring til at lade sig løse fra deres jordiske legeme. Men Bispebrevet refererer ikke til det ovenstående citat i ,,Vandrer mod Lyset!” hvor det berettes at de af Ardor inkarnerede Ældste blev bedt om at lade deres mørkeomhylning eliminere, og at her fulgte de fleste Guds opfordring, kun nogle få nægtede lydighed. Når ,,Vandrer mod Lyset!” bruger ordene fleste og få, må vi antage at kun en lille del af den samlede gruppe nægtede at indordne sig under Guds ønske.

For at belyse de Ældstes grupperinger gennem tiderne har jeg udarbejdet et blokdiagram, der findes på side 18. Her henviser jeg til grupperne (h) og (i). Opfordringen til at forlade jorden blev kun accepteret af få. De fleste forblev på jorden. Da de efterfølgende* blev anmodet om at lade deres mørkeomhylning eliminere, var der kun få, der nægtede, de fleste fulgte opfordringen. De Ældste fra gruppe (i) levede på jorden til ca. 1980. Vist under (k)

* Se forklaring til … på side 16 og 17.

De Ældste, der i 1938 (Bispebrevets udgivelse) i søvnfrigjort tilstand var i stand til at skade menneskene, var således kun de få af Ardors inkarnerede Ældste. På den sidste linie i Bispebrevet side 17 kan vi læse:

,, kun faa fulgte vor Faders Opfordring.”

Det må nødvendigvis være de fleste, der fulgte Guds opfordring.

Øverst på side 18 i Bispebrevet fortælles om de mange tusinde af de Ældste, der i fællesskab besluttede at drage menneskene dybere ned i Mørket. De her omtalte Ældste kan ifølge ,,Vandrer mod Lyset!” kun være de få af de oprindelige Ældste, der stadig havde deres fulde mørkeomhylning ubegrænset. At det kun var få af det samlede antal af de inkarnerede Ældste bekræftes yderligere ved læsning af ,,Johanne Agerskovs: Copibog 1915 – 1920.” Side 56 fodnote 1:

,, … Dog, endnu, kan enkelte af de inkarnerede Ældste – under Søvnfrigørelse –

lede Mørket derhen, hvor de ønsker det – .”

På blokdiagrammet, vises hvordan de Ældste har delt sig i tidernes løb. Hver gruppe er markeret med et bogstav i parentes. Grupperne (c), (e) og (f) er yderligere markeret med (1), (2) og (3), denne talmarkering svarer til den anvendte markering i ,,Vandrer mod Lyset!” på side 302.

Forklaring til ,,Vandrer mod Lyset!” side 274, afs. 3 og ,,Spørgsmaal og Svar” Suppl. 1 nr. 7.

Det, der fortælles i ,,Vandrer mod Lyset!” side 274, afs 3, og det, der fortælles i svaret til Spørgsmål 7 suppl.1, kan vanskeligt forstås, hvis man opfatter de to stykker som hver sin selvstændige henven- delse. Hvis de Yngstes henvendelse til de Ældste, med deraf følgende elimination af deres mørkeom- hylning var sket først, kunne Gud ikke derefter have talt til dem alle under deres natlige søvnfrigørelse. Hvis Gud derimod først havde talt til dem alle, ville der ikke være brug for de Yngstes underretning.

Forklaringen må antages at være følgende:

Alle de diskarnerede Ældste der i efteråret 1911 vendte tilbage fra det astrale jordplan og fra helveds- sfæren, blev overført til fjerne lyskloder.* Det vil være meget forståeligt hvis Gud efter Ardors tilbage- venden ville vælge samme fremgangsmåde for de af Ardor inkarnerede Ældste. Fremgangsmåden kunne da være følgende: Gud har med de Yngstes hjælp henvendt sig til de af Ardor inkarnerede Ældste under en af deres natlige søvnfrigørelser. Man kan da forestille sig at Gud først har henstillet til de Ældste om at forlade jorden, nogle få har da accepteret dette, den resterende gruppe er derefter blevet spurgt om de ville lade deres mørkeomhylning eliminere, de fleste har da accepteret denne løsning. Derefter er der opstået to Grupper, de mange med elimineret omhylning og de få med oprindelig mørkeomhylning. Guds spørgsmål til de Ældste om at forlade jorden var et forløb i henvendelsen der resulterede i de flestes elimination af mørkeomhylningen. Det er derfor forståeligt når ,,Vandrer mod Lyset!” på side 274 kun nævner det opnåede resultat. Svaret der gives i spørgsmål 7 .Suppl. 1 er et direkte svar på det stillede spørgsmål, men der forklares ikke her at Gud eliminerede de fleste Ældstes mørkeomhylning. Dette er jo tidligere forklaret i ,, Vandrer mod Lyset!” side 274 afs.3 (gengivet her side 15). De Ældste, der i 1938 (Bispebrevets udgivelse) i natlig søvnfrigørelse var i stand til at skade menneskene var således kun få af den samlede flok, som var inkarneret af Ardor.

* I Suppl. 2 side 79 svar til spørgsmål 52 kan vi blandt andet læse følgende vedr. de Ældstes nye op-

holdssteder:

,, Da Gud i sin Tid – ved de jordbundne Aanders Tilbagevenden til Sfærerne – slet-

tede det ,, ødelagte Rige” = Helvede,** blev alle de Ældste hjemløse. Derfor havde

Gud, inden Han bortslettede Helvedssfæren, dannet Opholdssteder paa fjerne Lysklo-

der baade til de dis- og inkarnerede Ældste.”

** Se ,,Vandrer mod Lyset” pag. 92 Afsnit 9 til pag.93 Afsnit 12 –

DE ÆLDSTE (a)

Er flyttet til

LYSVERDENEN OM JORDEN

DE ÆLDSTE (b) (1) DE ÆLDSTE (c)

EFTER MENNESKERNES SKABELSE SVARER GUD

DE ÆLDSTE (d)

ARDOR Lader sig inkarnere mod Guds vilje

Forblev

diskarneret

(2) DE ÆLDSTE (e) (3) DE ÆLDSTE (f)

Svarer Gud Forbliver i det ødelagte rige Forsætter inkarnationerne

1912 Som åndelige væsener – men inkarnerer nu og da under Guds ledelse

DE ÆLDSTE (g) DE ÆLDSTE (h)

Svarer Gud 1911 Opfordres til at forlade jorden

FÅ FLESTE

JA, til at forlade jorden NEJ, til at forlade jorden

DE ÆLDSTE (i)

Elimination af mørkeomhylning

FÅ FLESTE

NEJ, til elimination JA, til elimination

DE ÆLDSTE (j) DE ÆLDSTE(k)

FØRES TIL FJERNE LYSKLODER Lever på jorden til ca.1980

Ref. liste til blokdiagrammet

(a) V m L. Side 156 kapitel 4.

(b) V m L. side 163 kapitel 5.

(d) V m L. side 21 kapitel 9.

(d) V m L. 183 kapitel 9.

(e) V m L. side 302 afs. 3.

(f) Suppl. 2 side 79 fodnote 1.

(f) Suppl. 2 side 80 linie 10 fra oven.

(f) V m L. side 301 sidst på siden.

(g) Suppl. 2 side 79 spørgsmål 52.

(g) Copibog 1920 – 1928 side 8 afs.1.

(g) Copibog 1920 – 1928 side 11 første del.

(h) Suppl. 1 side 22 spørgsmål 7.

(i) V m L. side 274 afs. 3, 4.

(j) V m L. side 302 afs. 5.

(j) Suppl .1 side 22 afs. 1.

(j) Suppl .2 side 81 afs.1.

(j) Suppl 2 side 79 spørgsmål 52.

(k) + (j) Suppl. 2 side 79.

(k) + (j) Suppl. 2 side 80 afs. 1.

(k) + (j) V m L. side 302 afs. 5.

I Bispebrevet på side 20 linie 3 fra oven kan vi læse følgende:

,,Men nu kan vor Fader ikke længere udholde at være et passivt Vidne …”

Den her citerede linie indeholder en påstand, som efter min mening ligger fjernt fra ,,Vandrer mod

Lyset!”s budskab. At mene: at Gud ikke længere kan udholde at være et passivt vidne til hvad der sker på jorden, er efter min mening helt, helt forkert, men det vil jeg se på i forbindelse med teksten på side 21 i Bispebrevet. Gud som passivt vidne er også efter min opfattelse helt uforeneligt med budskabet i ,,Vandrer mod Lyset!” Guds kærlighedsfylde og styrke overgår selvfølgelig alle vanskeligheder. Intet kan påvirke Gud til at være et passivt vidne til sine elskede børn!

I,,Vandrer mod Lyset!” på side 92 afs. 5 læser vi følgende:

,, … men overalt hvor de færdedes, fulgtes de af Guds vaagne Øje. Han støttede dem,

og han styrkede dem.”

I Kristi tale på side 107 øverst læser vi følgende:

,, ... Ja, taler til Ham med fuld Tillid om alt det, der volder eder Sorg og Bekymring!

Thi Han trættes ingen sinde af eders Klager og Besværinger, Han er stedse rede til at

yde eder al den Hjælp, I have behov.”

Disse to henvisninger viser med al tydelighed at Gud på ingen måde kan kaldes et passivt vidne.

På side 21 afs. 1 i Bispebrevet findes det afsnit, der har bragt så mange kvaler og bevirket så mange

spekulationer og drøftelser. Jeg har selv på mangfoldig vis søgt efter en forklaring og en forståelse, der kunne bringe Bispebrevet i samklang med ,,Vandrer mod Lyset!”. Da en sådan forklaring og forståelse ikke opnås ved divergerende fortolkninger af Bispebrevet, må jeg stadig forsøge at analysere teksten som jeg læser den. De første to og en halv linie fra dette afsnit citeres her:

,,N u e r T i d e n i n d e, n u maa I afgøre, om I vil holde eders Løfte til vor

Fader – eller om I haanligt vil vende eder bort fra Ham og fra Hans Henvendelse.”

Det virker ejendommeligt på mig at der her stilles et alternativ til bisperne, der antyder at de muligvis hånligt vil vende sig bort fra Gud og hans henvendelse. Skulle man ikke først have afventet deres reaktion, inden man taler om hånlig afvisning? Når man læser Michael Agerskovs forord til ,,Vandrer mod Lyset!” der på en nobel og informativ måde informerer om bogens indhold, så forstår jeg ikke hvorfor der i Bispebrevet anvendes en fra ,,Vandrer mod Lyset!” så afvigende tekst?

På linie 3 og 4 i det her omtalte afsnit af Bispebrevet læser vi følgende:

,, Men husk, at Gud ikke i Længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske

Verden.”

Det er efter min mening en umulighed at Gud på noget tidspunkt skulle bringe sig selv i en situation, som for ham var umulig at bære. Vi ved f. eks. hvordan Gud ved universets skabelse forsynede jorden med en forstærket lysomhylning, fordi Gud forudså at nogle af hans børn kunne falde for Mørket.*

Den sandhed, at Gud aldrig svigter og altid kan bære sine skabningers sorger og lidelser, kan vi læse om i Suppl. 2. spørgsmål 73 afs. 2:

*Se f. eks .,,Vandrer mod Lyset!” på side 248 afs. 3

,,Et flammende Væsen er Gud! T h i L y s e t s æ t e r i s k e S t r a a l e r u d-

g a a r f r a H a n s L e g e m e o g h e r l i g g ø r d e t s l y s e n d e S k ø n h e d .

Ungdom, Renhed og Skønhed i sublimeste Form er Udtryk for Hans personlige

Fremtræden. Hans Aasyn bærer et uendeligt kærligt, men vemodsfuldt Præg. Sorg

og Smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige Blik, thi Han bærer al Skabningens Li-

delser og Sorger i sit Sind. …”

Når vi her læser at han bærer al skabningens lidelser og sorger, så er det for mig en absolut sandhed at: ,,Han bærer.” Derfor er det en umulighed at Gud ikke længere kan udholde at følge det, der sker i den jordiske verden.

Vi går nu videre i stykket på side 21 i Bispebrevet og kommer til linie 6, 7 og det halve af linie 8:

,,Han længes inderligt efter at kunne bringe Hjælp og Fred til de lidende Mennesker.

Men Han formaar det ikke, førend I har knæsat Hans Budskab. …”

Guds hjælp til menneskene gennem ,,Vandrer mod Lyset!”s udbredelse kan ingen af kirkens ledende mænd forhindre. Vi læser herom i Suppl.1 side 32 afs.1 og 2:

,, Men een Ting kan siges med Vished: ,,Vandrer mod Lyset!” har faaet Indpas i den

menneskelige Verden, dets Tanker og Meddelelser kan aldrig udslettes og forsvinde;

t h i d e t g i v n e h v i l e r p a a S a n d h e d e n s K l i p p e g r u n d, d e t e r

b a a r e t f r e m a f G u d s Ø n s k e o g u n d e r H a n s V e j l e d n i n g

Derfor: selv om Alverdens Præsteskaber in pleno vil søge at standse ,,Vandrer mod

Lyset”s Fremgang, saa vil de dog aldrig formaa det. Værket vil dog vinde frem, Tan-

kerne vil dog brede sig fra Mand til Mand, thi ,, G u d s M ø l l e m a l e r s i k k e r t

o m e n d l a n g s o m t ”, intet i Verden kan standse den! –”

Ud fra ovenstående citat ser vi klart at ingen kan hindre ,,Vandrer mod Lyset!”s udbredelse.

Herefter følger den sidste halvdel af linie 8 samt linie 9 og 10 i stykket på side 21 i Bispebrevet:

,,O g v i l I i k k e g ø r e d e t, d a m a a H a n, m u l i g v i s, f o r l a n g e,

l a n g e T i d e r a f b r y d e a l F o r b i n d e l s e m e d M e n n e s k e h e d e n – ...“

Set fra min synsvinkel så er vi igen fremme ved et postulat, der er umuligt. Den Gud, vi kender, fra ,,Vandrer mod Lyset!” afbryder selvfølgelig aldrig forbindelsen til sine elskede børn! ! !

Se den sidste del af Guds Tjeners tale på side 125 afs. 5 i ,,Vandrer mod Lyset!” som citeres her:

,, …H a n s K æ r l i g h e d t i l e d e r e r u m a a l e l i g, o g H a n s T a a l-

m o d e r u d e n G r æ n s e.“

Se yderligere ,,Vandrer mod Lyset!“ side 165 afs. 2:

,, …fra det Øjeblik Gud saaledes satte sig i Forbindelse med Menneskene, flyder den

guddommelige Strøm gennem alle i et ubrydeligt Kredsløb o g t i l f ø r e s e n h v e r

n y S k a b n i n g i U n d f a n g e l s e s s t u n d e n . “

Endnu en gang gentages det at : lysstrømmen fra Gud er ubrydelig.

Vi kan ligeledes læse om lysstrømmen i ,,Vandrer mod Lyset!” på side 303 afs.1:

,, … Men for at lette Vandringen til Faderhjemmet for sine mange Børn er det Guds

Hensigt ikke at afbryde den guddommelige Lysstrøm, der fra Ham strømmer til Men-

neskeheden, men vedblivende lade den gennemstrømme alle …”

Her læser vi helt klart at det er Guds hensigt ikke at afbryde Lysstrømmen.

Forbindelsen mellem Gud og alle Hans skabninger er tillige evigt opretholdt ved hjælp af Lysets livs-nerve, der udgår fra Gud. Se Suppl. 1 side 53 afs. 6:

,, …Lysets Livsnerve udgaar fra Ham og i talrige Forgreninger breder sig til alle af

Ham skabte Væsener, saa at alle hans Skabninger i Tidernes Løb vil gennemtrænges og

gennemsyres af den fra Gud-Fader evigt udstrømmende Kærlighedsessens. Jo nærmere

det aandelige Jeg kommer til Gud, jo stærkere vil Jegets Kærlighedsfylde blive, jo lettere

vil det være for Jeget i Væsen og i Handling at udvise og udøve Kærlighed.

Ved Lysets Livsnerve er Gud saaledes forbundet med alle sine Skabninger, og ved sin

Kærlighed, der gennemstrømmer dem alle, drager Han sine Børn til Faderhjemmet, til

Livet i al Evighed. Selv i de dybest faldne Aander har Livsnerven sine Forgreninger, og

paa et eller andet Tidspunkt vil Kærligheden i en af dens talrige former gøre sig gæl-

dende og trods ydre eller indre Modstand gennemsyre Jeget; og naar al Modstand er

brudt, har Gud-Fader vundet sit Barn tilbage.”

Vi ser her at kærlighedsessensen fra Gud er evig udstrømmende.

Til slut i afs.1 i Bispebrevet på side 21 følger linierne 11, 12 og 13:

,, … maaske i Aarmillioner – indtil Menneskene er kommet saa dybt ned i Mørke,

Synd og Ugerninger, at Han ved sine Udsendinge kan begynde – helt forfra – et nyt

Forsøg paa at lede dem ud af Mørket, fremad mod Lyset!”

Den tanke, at Gud afbryder al forbindelse og lader menneskene synke dybt ned i Mørke og Synd, er efter min opfattelse helt i strid med Guds kærlighedsfylde og tålmod. Guds plan, som vi lærer om i ,,Vandrer mod Lyset!” er jo netop at alle Guds børn kæmper sig ud af Mørket og ind i Lyset under Guds vejledning og hjælp.

Denne evige sandhed bliver vi mindet om, når vi læser det sidste vers af Chr. K. F. Molbechs digt

,,Livets Moder” i ,,Hilsen til Danmark.” Verset citeres her:

,, Allivets Skaber er og bliver,

Han danned Alnaturens Færd.

En evig Aand Han Livet giver,

Han leder opad Verdners Hær;

Og Trin for Trin skal Aanden stige

Højt op mod Himlens lyse Hal.

Den aldrig kan tilbage vige,

Den stedse fremad drage skal! ”

Chr. K. F. Molbech. 1911

I første linie understreges det at Gud ,,er og bliver.” I de to sidste linier læser vi at:

,,Aanden aldrig kan tilbage vige, men stedse fremad drage skal.”

Med Chr. K. F. Molbechs smukke digt som reference bliver det ganske svært at acceptere og forstå at Bispebrevet er skrevet under Guds ledelse.

Gud, der selv har kæmpet sig ud af Mørket og ind i Lyset, indebærer i sin tanke det fulde kendskab til Mørkets grufulde, nedaddragende og tilfældige livsprincip. Deraf følger at Gud er i stand til at vælge en udviklingsplan for sine elskede børn, en plan der aldrig bringer Gud i et uforudset dilemma.

Når der i Bispebrevet tales om et nyt forsøg i forbindelse med Guds handling, så må det absolut afvises. Da Gud skabte af Lyset, og iværksatte en udviklingsplan for sine børn, så var forsøg unødven- dige, fordi Gud til fulde dengang som nu kender Lysets såvel som Mørkets naturlove. Denne sandhed kan vi forvisse os om ved at læse begyndelsen af svaret til spørgsmål 67 i Suppl. 2:

,,D a G u d b a a d e e r S k a b e r e n o g O p r e t h o l d e r e n a f V e r d e n s-

o r d e n e n, d a H a n h a r g i v e t L o v e n e b a a d e f o r d e t m a t e r i e l l e

o g f o r d e t i m m a t e r i e l l e L i v , m a a H a n s e l v s a g t v æ r e i s t a n d

t i l – i K r a f t a f s i t K e n d s k a b t i l d i s s e L o v e – f u l d t u d o g t i l

a l l e T i d e r a t k u n n e b e h e r s k e d e m o g t i l a t i n d o r d n e s i g u n-

d e r d e m u d e n a t b r y d e d e m .

I Bispebrevet oplyses det hvem brevet blev stilet til; dette er tidligere nævnt, men uddybes yder-

ligere her. Bispebrevet på side 23 afs. 2 omhandler dette emne. Stykket citeres her:

,, For at støtte eder, for at I ikke skal fristes til at omgive eder med Tavshed og derved

h i n d r e en offentlig Diskussion, vil dette ,,aabne Brev” til eder blive tilstilet flere

betydelige Mænd og Kvinder, de forskellige Blades Redaktioner Landet over, samt

alle, der er Medlemmer af ,,Selskabet til ,,Vandrer mod Lyset”s Udbredelse.”

Vi kan her læse at brevet ikke alene blev sendt til bisperne, men blandt andet til alle der var medlemmer af: ,,Selskabet til ,,Vandrer mod Lyset”s Udbredelse.” Derved bliver Bispebrevet en sag, som vi alle må forholde os til; det er således ikke kun en sag mellem Gud og bisperne.

Blandt tilhængerne af ,,Vandrer mod Lyset!” trak og trækker Bispebrevet en stribe af vanskeligheder efter sig. Disse vanskeligheder skyldes efter min mening at Bispebrevet på væsentlige punkter afviger fra ,,Vandrer mod Lyset!”; dernæst er hele sprogstilen som tidligere omtalt klart afvigende fra alle bø- gerne under betegnelsen: ,, De tre gyldne Frugter.” Hvis Bispebrevet var skrevet under Guds ledelse,

ville det aldrig medbringe en stribe af uklarheder og dybe problemer for mange!

Når vi nu mange år efter Bispebrevets udgivelse betragter bispernes reaktion på Bispebrevet, så ser vi at brevet ikke fik bisperne til at antage ,,Vandrer mod Lyset!”. Som hidtil forholdt bisperne sig tavse om dette budskab.

Hvis man forestiller sig at Bispebrevet var skrevet under Guds ledelse, så bliver det for mig meget

vanskeligt at forstå og klarlægge hvorfor Gud ikke forudså denne virkning.

Som eksempel på hvor nøje Gud følger den enkeltes tanke, kan vi i Suppl. 2, side 17 afs. 1, læse om Jesus søgen efter Josef:

,,Selvfølgelig vidste Gud, hvor Josef var at finde. Efter lange Tiders Omflakken paa

det astrale Jordplan havde han søgt Skjul i ,,Helvedes” Mørke, draget dertil af sin Syn-

deskyld. Og selvfølgelig kunde Gud have meddelt dette til Kristus; men hvad havde det

nyttet? Josef kunde dog ikke vende hjem, han kunde dog ikke frigøres for Mørkets

Baand, førend Sorgen og Angeren bøjede hans Sind. …”

Vi læser videre i afs.2:

,, Men bag Kristi Søgen stod Guds Tanke, og i den Stund, da Gud saa den første Uhyg-

gefølelse glide frem i Josefs Sind, da Han saa ham gribes af det første Rædselsgys ved

Erindringen om sin Morddaad, ledte Gud Kristus til Broderens Skjulested. Thi Han vid-

ste, at nu var der en Mulighed for, at den Søn, der var opslugt af Mørket, kunde bøjes

af Sorg og Anger over sit forfejlede Jordeliv. Thi Han vidste: at nu var der en Mulighed

for, at Sønnen vilde vende hjem for at bede om sin Faders Tilgivelse. –”

Vi ser her hvor nøje Gud følger den enkelte og hvor præcist Gud kan følge sine mange børns tanker. Vi ser også at Gud ikke griber ind, før Han ser at de rette muligheder er til stede. Det vil efter min mening aldrig være sådan at Gud griber ind over for nogle på bekostning af andre; altså Gud

henvender sig ikke til bisperne med en udtryksmåde, der bringer vanskeligheder for os, der kender ,,Vandrer mod Lyset!”

På side 23 afs. 3 i Bispebrevet møder vi igen et afsnit der kræver opmærksomhed. Stykket citeres her:

,, Ja, vælg nu den rette Vej! Thi har I ikke inden for den Frist, vor Fader har givet

eder, udrettet det, som Han har paalagt eder, eller vender I eder fra Ham og fra Hans

Bøn om Hjælp, da vil han ikke oftere kalde på det danske Folk, thi da har I – Folkets

Kirkelige Repræsentanter – vist eder uværdige til Hans Tillid. Muligvis kan vor Fader

da ad andre Veje, f. Eks. gennem Oversættelser til andre Sprog faa sit Budskab frem i

Verden, men da staar I med Skammen, dér hvor I kunde have staaet med Hæder!

Og vor Fader vil da – aandeligt talt – o v e r e d e r s H o v e d e r s k r i v e e t

l y s e n d e, f l a m m e n d e : Mene Tekel! Vejet og fundet for let!! ”

I stykket her kan vi læse at hvis bisperne svigter, så vil Gud ikke oftere kalde på det danske folk.

Det forekommer mig lidt ejendommeligt at det danske folk her bliver vraget af Gud. Det danske folk, som helhed, fik jo ikke ,,Vandrer mod Lyset!” fordi den danske kirke svigtede. Kun enkelte personer i Danmark har haft mulighed for at tilegne sig ,,Vandrer mod Lyset!” Hvis der havde stået: Da vil Han ikke oftere kalde på den danske kirke – så ville det være forståeligt.

Eftersom ,,Vandrer mod Lyset!” har sit udspring her i Danmark, så må det nødvendigvis være her

fra at værket skal bringes videre; selvfølgelig har vi i Danmark Guds hjælp hertil!

Ordene ,, Mene Tekel” stammer fra Biblen og findes i Daniels bog 5. vers 25. med oversættelse

til dansk i versene 26, 27 og delvis 28. Versene citeres her efter en dansk bibeloversættelse fra 1931. Denne oversættelse fra 1931 må antages at være relevant, da dette årstal ligger tæt på 1938.

25. Og saaledes lyder Skriften:

Mené, mené, tekél ufarsin!

26. Og Ordene skal tydes saaledes:

Mené betyder : Gud har talt dit

Riges Dage og gjort ende derpaa.

27. Tekél betyder: Du er vejet

paa Vægten og fundet for let.

Nah. 1,14.

28. Perés *) betyder: Dit Rige er

delt og givet til Medien og Persien.

*) samme Ord son ufarsin.

Ud fra ovenstående bibelcitat må den fulde oversættelse til dansk af ordene ,,Mené Tekél” herefter være: Gud har talt dit riges dage og gjort ende derpå, du er vejet på vægten og fundet for let.

Det undrer mig at vi ikke får den fulde oversættelse i Bispebrevet og at der sendes en ufuldstændig oversættelse af bibelord til bibelkyndige personer. Eller er der noget her, som jeg ikke har kendskab til?

Til slut i dette stykke fortælles det at dersom bisperne afviser Guds henvendelse og ikke udfører den gerning, Han har pålagt dem, så vil Han i åndelig forstand over deres hoveder skrive et lysende, flam-mende: ,,Mene Tekel! Vejet og fundet for let!!”

Ingen steder i ,,De tre gyldne Frugter” forekommer noget lignende, Gud har altid været rede til at hjælpe de Yngste, når de med sorg og skam så tilbage på en forfejlet gerning i det afsluttede jordeliv. Ifølge gengældelsesloven pålægger Gud da den person, der har svigtet, at oprejse det forsømte i en senere inkarnation.

I Kristi tale fra ,,Forsoningslæren og Genvejen” hvor Kristus igen taler til den samme gruppe af de

Yngste, som Bispebrevet omhandler, møder vi en meget alvorlig, men ganske anden påtaleform.

Se ,,Forsoningslæren og Genvejen” side 35 afs. 3:

,,… Men da skal eders Fader svare: ,,Du daare, ere Mennesketanker og Menneskeværk

mere værd end mine Tanker og mit Værk? Ere de Løfter, der er formede over Menneske-

ord, mere værd end de Løfter, der hviler paa Sandhedens Grund? Sandelig, du var mig

en utro Tjener, gaa tilbage og o p r e t, hvad du har forsømt!”

Vi er nu nået til den sidste side i Bispebrevet, som citeres her:

,,Vælg nu d e n r e t t e V e j, men vælg u d e n T v a n g; t h i G u d t v i n g e r

i n g e n t i l a t g ø r e d e t r e t t e!! Mener I, ud fra det bedste, det sandeste i eder,

at Kristendommen, som den nu er, – i eet og alt – er i Overensstemmelse med de evige

Sandheder, i Overensstemmelse med Guds Love og i Overensstemmelse med Guds uen-

delige Kærlighed til alle aandelige Skabninger, d a h a r v o r F a d e r i n t e t m e-

r e a t s i g e e d e r ; men da maa I bære eders fulde Ansvar for de Tider, der kom-

mer! – Min Henvendelse til eder er nu til Ende. Jeg bøjer mig for eder og hilser eder

i vor Faders Navn!” –

Hvis bisperne vælger ud fra det bedste, det sandeste i deres sind, så har de i virkeligheden gjort det rigtige. Hvorledes går det da til at de må bære det fulde ansvar for de tider der kommer?

Man kan også bemærke at afslutningen på en så alvorlig henvendelse, som her fremføres gennem Bispebrevet, ikke afsluttes med en bøn til Gud om hjælp. Her skal vi nok være opmærksomme!

Når vi betragter afslutningen på Kristi tale i ,,Forsoningslæren og Genvejen” så opleves det igen at her taler Guds rette talsmand. Se ,,Forsoningslæren og Genvejen” side 40 afs. 2:

,, Fader, du, der har sendt mig som din Talsmand til Menneskene, dine Børn, du vil

lægge din Velsignelse i mine Ord, at de kunne bære Kærlighedens rigeste og skønneste

Frugter! Vær med os alle nu og i Evighed! Amen!”

Inden jeg nu går videre med betragtningerne over Bispebrevet, må det være relevant først at bringe et citat fra Suppl.1 side 28 afs.2:

,, – Tilsidst kun det: En Samling Værker som ,,Hilsen til Danmark”, ,,Vandrer mod

Lyset” med supplement*, ,,Forsoningslæren og Genvejen” vil aldrig nogen Sinde

oftere blive givet til Menneskeheden paa denne Maade; t h i k u n f o r d e n æ v n-

t e V æ r k e r h a r d e n o v e r s a n s e l i g e V e r d e n s a a n d e l i g e

I n t e l l i g e n s e r d e t f u l d e A n s v a r, d e r f o r e r o g b l i v e r d e n n e

S a m l i n g ganske enestaaende i Menneskelivets Historie! ”

* Der er en Mulighed for, at endnu et Supplement kan gives. Men dette afhænger

af, om der til dette eventuelle Supplement stilles et tilstrækkeligt Antal Spørgsmål,

medens den kvindelige Medhjælper endnu lever her paa Jorden.

Her får vi en særdeles vigtig information, eftersom det klart defineres at det kun er for de nævnte værker at den åndelige verden har det fulde ansvar. Indirekte siges det her at eventuelle andre skrifter ikke er inddraget under den åndelige verdens ansvar!

Man kunne måske forestille sig at den åndelige verden kun kunne være ansvarlig for de værker, som på daværende tidspunkt var fremkommet og derfor ikke kan være ansvarlig for evt. kommende værker. Men imod dette taler fodnoten til ovenstående svar, der klart viser at den åndelige verden tager ansvaret for Suppl. 2, selv om dette på daværende tidspunkt endnu ikke var fremkommet.

Da jeg som ung mand fik problemer med forståelsen af Bispebrevet, blev jeg dybt ulykkelig. Jeg mente dengang at Bispebrevet var en del af bøgerne under ,,Vandrer mod Lyset!” Derfor gav det mig alvorlige problemer, når jeg så at der var uoverensstemmelse mellem Bispebrevet og ,,Vandrer mod Lyset!” Havde jeg dengang været opmærksom på ovennævnte stykke fra Suppl. 1 side 28 afs. 2, ville det have hjulpet mig meget. For at hjælpe andre, der kommer i samme situation, er det vigtigt at vi får kastet lys på problematikken omkring Bispebrevet.

For nogen tid siden fandt jeg en beskrivelse af Knud Brønnum vedr. hans arbejde med Atzes Tempel. Denne beskrivelse fortæller om hans samarbejde med Johanne Agerskov og hendes åndelige leder (Leo). Dette stykke indeholder nogle interessante bemærkninger vedrørende Johanne Agerskovs intuitive evners klarhed. Stykket hedder: ,,Optegninger af Atzes Tempel.” Side 2 citeres her:

,, Samtidigt fremkaldte det store vanskeligheder for mig at få tempelbygningens form

til at passe indenfor en pyramides konturer, men trods de fremkomne vanskeligheder

lykkedes det mig dog at udarbejde en konstruktionstegning med indskrevne mål efter

det af mig opnåede resultat, når den samlede tempelhøjde forblev 50 meter.

Og da denne tegning var færdig, og jeg, som med alle mine tidligere tegninger, hav-

de tænkt – ønsket – den hjem, såvel til Leo som til Atze, fik Leo af Gud lov til at opgive

mig de rigtige mål og det rigtige søjleantal samt andre oplysninger, der kunne hjælpe

os til at opnå en rigtig rekonstruktion af templet.

At Leo på det tidspunkt gav os de nødvendige og endelige oplysninger til templets re-

konstruktion, tror vi skyldes fru Agerskovs sygdom, der i denne periode svækkede hendes

intuitive evners klarhed så meget, at der kunne fremkomme fejl, hvis der blev opgivet

eksakte målestørrelser eller givet andre oplysninger, der stod i forbindelse med de

givne mål, så at fru Agerskov senere, hvis der ville fremkomme vanskeligheder under

optegningen, med hensyn til målene, ikke fuldt ud turde stole på, at de af hende opfat-

tede størrelser var rigtige, hvis jeg fastholdt en anden målestørrelse som den rigtige.

Og da min egen ivrighed for at nå et resultat stadig udløstes i nye forsøg, måtte der

ventes både indtil der fra min hånd var udarbejdet en konstruktionstegning, og indtil

fru Agerskov selv følte sig så stærk, at hun igen kunne stole tilstrækkeligt på sine intu-

itive evners klarhed.

Da fru Agerskov følte sig så vel, at arbejdet kunne forsætte, gav jeg, efter Leos ønske,

Fru Agerskov en tegning med de indskrevne højdemål i meter, og efter denne tegning

dikterede Leo så fru Agerskov de rigtige mål i meter, som hun så indskrev på min

tegning ud for de af mig opgivne mål. Ligeledes med planmålene, og efter disse mål med

nogle i tilknytning til målene givne oplysninger, kunne jeg tegne templet i de rigtige for

hold, således at det resultat blev nået, der nu giver os mennesker den rigtige

rekonstruktion af det tempel, der lå på den i Atlanterhavet forsvundne Ø, det såkaldte

Atlantis.

Den 28 december 1931.

Denne afskrift sendt fru Agerskov i begyndelsen af maj 1933.”

Det må formodes at der i anden linie skulle have stået: sendt til…, og Knud Brønnums navn er ikke nævnt. Det må antages at han har skrevet det originale brev. Skrivelsen var rettet til ny dansk retskrivning, sådan som jeg har gengivet stykket.

Det her citerede stykke om tempeloplysningerne skrevet af Knud Brønnum åbner for en vigtig side af Johanne Agerskovs evner som medie. Det er særdeles vigtigt at vide at Johanne Agerskov mister en del af sine intuitive evners klarhed under sygdom. For at få den bedst mulige baggrund til forståelse af

Bispebrevets fremkomst må vi derfor prøve at finde frem til oplysninger om Johanne Agerskovs helbred i bispebrevsperioden. I et åbent brev fra Johanne Agerskov til medlemmerne af ,,Selskabet til ,,Vandrer mod Lyset”s Udbredelse,” oplæst af Folmer Hansen ved årsmødet d. 28 April 1936, fortæller Johanne Agerskov lidt om sin sygdom. Et stykke fra brevet på side 3 afs.3 citeres her:

Bemærk de første og de sidste linier i det her citerede stykke.

,,Under min Mands svære og langvarige Sygdom ligesom i de sidste Par Aar af min

nuværende sygelige Tilstand, hændte det af og til, at vi fik Opringninger pr. Telefon af

en eller anden, der ønskede at tale med mig personlig. Naar jeg, eller min Datter paa

mine Vegne, svarede, det var ugørligt paa Grund af Sygdom, ønskede de paagældende

ikke at navngive sig. Maaske er der ikke noget at sige hertil, selvfølgelig spiller Navnet

ingen Rolle, naar jeg dog ikke kan tale med vedkommende. Men da jeg har tænkt mig,

at disse Opringninger eventuelt skrev sig fra nogle af Selskabets Medlemmer, vil jeg

her sige: jeg haaber, De alle maa kunne forstaa, at min Vægring ikke skriver eller skrev

sig fra manglende Interesse for Sagen, heller ikke skyldtes det Uvenlighed fra min Side,

det var simpelthen Sygdom, der hindrede og hindrer mig nu i at udrette noget som helst

for Værket.” Johanne Agerskov f. Malling Hansen.

Hvis vi et kort øjeblik forestiller os at det, der er meddelt i Bispebrevet på side 21 (citeret her på side 7) var sandt, så måtte det betyde (set fra min synsvinkel) at Gud i den oversanselige verden måtte træde frem for de Yngste og meddele at Han ikke længere udholder at følge det, der sker i den jordiske verden, og at Han derfor har i tankerne at afbryde al forbindelse med menneskene i årmillioner.

Dernæst måtte Gud træde frem for den gruppe af de Ældste, der angrende bad Gud om hjælp for deres mislykkede skabninger. Gud måtte da meddele disse Ældste at Han på trods af sit løfte til dem vil afbryde al forbindelse med menneskene måske i årmillioner.

Det siger sig selv at en sådan handling fra Guds side aldrig, vil finde sted.

Gud som fremstår i ,,Vandrer mod Lyset!” har givet et løfte om en ubrydelig lysstrøm til alle mennesker. Det følger heraf at denne lysstrøm vedbliver at være ubrydelig ! ! !

Gud har givet de angrende Ældste det løfte at Han vil tage sig af deres skabninger, menneskerne.

Aldrig bryder Gud et løfte ! ! !

Her vil jeg igen citerer det smukke og stærke stykke fra Suppl. 2.

,,Et flammende Væsen er Gud! T h i L y s e t s æ t e r i s k e S t r a a l e r

u d g a a r f r a H a n s L e g e m e o g h e r l i g g ø r d e t s l y s e n d e S k ø n-

h e d . Ungdom, Renhed og Skønhed i sublimeste Form er Udtryk for Hans person-

lige Fremtræden. Hans Aasyn bærer et uendeligt kærligt, men vemodsfuldt Præg.

Sorg og Smerte hviler i Hans dybe, uudgrundelige Blik, thi Han bærer al Skabningens

Lidelser og Sorger i sit Sind. …”

Jeg har ikke kendskab til forholdene omkring Johanne Agerskov i 1938 og kan derfor ikke vide hvad der er sket, men når Bispebrevet nu indeholder påstande, der umuligt kan være sande, påstande der direkte angriber Guds absolutte kærlighedssfylde og totale magt over Mørket, så må forklaringen på Bispebrevets fremkomst være at finde blandt nogle, der ønsker at skade ,,Vandrer mod Lyset!”s sag. Jeg kan ikke se anden løsning end den: at Johanne Agerskov er blevet misbrugt på et tidspunkt, hvor hendes intuitive evners klarhed har været nedsat på grund af sygdom. Ansvaret herfor må hvile på nogle af Ardors inkarnerede Ældste, der under natlig søvnfrigørelse har vildledt hende.

Her er der på ingen måde tale om uhæderlighed fra Johanne Agerskovs side. Men hvis glasset dugger på mediets intuitive øje, så er det forståeligt, hvis der ikke kan ses forskel på det lyse og det mørke.

Når der siges i Suppl.1 side 28 at kun værkerne ,,Hilsen til Danmark,” ,,Vandrer mod Lyset!” med Supplement samt ,,Forsoningslæren og Genvejen” er underlagt den oversanselige verdens fulde ansvar, så er det måske fordi Johanne Agerskovs helbredstilstand ved udgivelsen af Suppl. 1 i 1929 kunne forudses.

Som vi tidligere har set, findes der udsagn i Bispebrevet, der kan svække tilliden til Gud. I ,,Vandrer mod Lyset!” på side 210 afs. 4 kan vi læse hvor alvorligt dette er:

,,Den svageste Tvivl, den mindste Vaklen vil altid svække Styrken af den Lysbølge,

der, gennem den af Gud banede Lysvej til Jorden, fra Ham strømmer til ethvert Men-

neske, hvad enten det menneskelige Legemes Personlighed er en af de Yngste, en

Menneskeaand eller en af de Ældste, der inkarneres under Gengældesloven. Derfor:

j o s t ø r r e T i l l i d d e n e n k e l t e e j e r t i l d e t g u d d o m m e l i g e i

J e g e t, j o s t ø r r e b l i v e r S t y r k e n o g H j æ l p e n f r a G u d, o g

d e s t o l e t t e r e b l i v e r S e j e r e n o v e r m e n n e s k e l i g F o r d o m,

M i s t r o o g S p o t, j a, o v e r a l t h v a d d e r h ø r e r M ø r k e t t i l.“

En anden alvorlig følgevirkning af Bispebrevet som jeg ikke tror at vi undgår, er den, at når ,,Vandrer mod Lyset!” for alvor begynder at brede sig, så vil modstanderne af værket med udgangspunkt i Bispebrevet kunne angribe ,,Vandrer mod Lyset!”s sag f. eks. med avisartikler, der på uhyggelig vis kan trække ,,Vandrer mod Lyset!”s sag ned. For at kunne tilbagevise sådanne angreb er det nødvendigt at tilhængerne af ,,Vandrer mod Lyset!” har det fulde kendskab til Bispebrevet. Derfor må vi der kender Bispebrevet, redegøre for vores holdning til dette så vanskelige brev.

Gaven fra Gud er: ,,De tre gyldne Frugter.” Heri er Bispebrevet ikke inkluderet.

I Knud Brønnums bog ,,Tanker over Vandrer mod Lyset” findes der på side 138 et kapitel, der hedder ,,Grænsen for Menneskenes Ondskab mod Gud.” Efter min mening tegner Knud Brønnum her et retvisende billede af Gud, der viser at Gud aldrig under nogen omstændigheder vil afbryde forbindelsen med menneskene. Kapitlet citeres her:

Grænsen for Menneskenes Ondskab mod Gud.

Er der en Grænse for, hvad Gud vil lade sig byde af Menneskene?

Nej! Thi Guds Kærlighed er saa mægtig, saa uendelig stor, at Grænsen for, hvad

Menneskene kan gøre af ondt, bliver ,,ubegrænset”; deres Ondskab kan aldrig naa

en saadan Styrke, at den kan naa over Guds Kærlighed, saa at det Øjeblik vil kom-

me, da Gud maa sige: ,,Dette vil jeg ikke lade mig byde af Menneskene, Grænsen for

min Kærlighed og for mit Taalmod er naaet! ”

,, Et Barns Arm rækker kun kort” ; derfor rækker Menneskenes Ondskab kun kort

i Forhold til Guds uendelige Kærlighed.

Intet, end ikke Menneskenes Forbandelser mod Gud har naaet Grænsen, i n t e t

M e n n e s k e kan i sin Ondskab naa Grænsen for, hvad Gud vil finde sig i.

Og et Bevis paa Sandheden af, at intet Menneskes Ondskab blot tilnærmelsesvis

kan naa Grænsen for Guds Taalmodighed, er det: at Gud har tilgivet Ardor (Satan),

det Barn der faldt dybest og som havde syndet mest.

Forstaar vi, at denne Tilgivelse er Sandhed, saa ved vi ogsaa, at Gud vil tilgive alle

Mennesker, naar de beder derom og angrer det onde, de har gjort; thi Menneskenes

Synd og Ondskab kan aldrig blive saa mægtig, at det på nogen Maade kan naa Ardors

Synd og Ondskab, dengang han var ,,Mørkets mægtige Tjener.” –

Til slut vil jeg bringe Michael Agerskovs smukke digt, hvor livet her på jorden med rette betragtes som Guds værksted.

GUDS VÆRKSTED.

I Skaberens vældige Værksted, Dog Han deres Gerning følger

Hvor Tidens susende Svinghjul gaar, Med vaagne Øjne, der alt forstaar;

Dér væves langsomt Mørke til Lys Han ser, hvor Mørket forvandles til Lys

Igennem de rullende Aar; igennem de rullende Aar.

dér væves af flittige Hænder Og Hans kærlige Hjerte sig fryder,

den fattiges Pjalter, Fyrsternes Pragt, naar en har lykkelig endt sit Værk;

Historiens brogede Eventyr men Hans kærlige Hjerte sørger,

Og Hverdagens taagegraa Dragt. Naar Mørkets Magt var for stærk.

I Skaberens vældige Værksted, Og engang i fjerne Tider,

Hvor Tidens susende Svinghjul gaar, naar sene Sole gaar dagens Vagt,

Fik hver sin tilmaalte Gerning da træder Han af sit Lønkammer ud,

Igennem de rullende Aar: dér hvor Livets Grundvold blev lagt:

En gransker Atomernes Verden, ,,I Tjenere gode, I Værkfæller tro,

En spejder Stjernernes skinnende Vej, fuld-færdig er Livets funklende Dragt,

En hjælper de famlende Slægter frem – gaa ind i mit Herligheds-Rige,

Men Skaberen ser de ej. Thi se: vort Værk er fuldbragt!”

Michael Agerskov.

Ballerup, august 2005

Georg Jørgensen