Nogle af de Yngste, der ikke vare bundne til jordiske Legemer, droge ofte til Jorden for med milde og kærlige Ord at kalde disse elendige Væsener tilbage til Lyset og Livet. Men de Yngste formaaede kun en kort Stund at opholde sig blandt de dødes Aander; thi det tætte Mørke og de onde Dunster gjorde dem svage og modløse.
Men naar de havde hvilet en Tid i deres Boliger, droge de atter, usete af Menneskene, til Jorden for paa ny at bringe Hjælp til Mørkets Børn. Og Gud, deres Fader, styrkede dem, og Han støttede dem i den strenge Gerning.
Men den ældste af de Yngste, Kristus, trættedes ikke. Trods Mørke, trods onde Dunster, trængte han frem gennem alt. Mildt og kærligt søgte han at vække Angeren i de bundnes Hjerter, og mange faldne bar han tilbage til de tomme Boliger.
Og paa sine Vandringer fandt han snart en Broder, snart en Søster, der vare styrtede over de Stene, den Ældste havde kastet paa deres Vej, medens de kæmpede for Menneskehedens Fremgang. Men Kristus bar dem tilbage til det sidste Opholdssted om Jorden, og han hjalp dem at bortrense det Mørke, der havde forurenet dem.
Men hvor Kristus end færdedes, der fulgtes han af Guds vaagne Faderøje. Og Gud saa hans dybe Sorg over Menneskenes Elendighed, saa den Taalmod, hvormed han søgte at bringe Hjælp til de faldne - levende og døde.
Og Gud gav ham end større Magt, end større Styrke.
Men se, da vovede Kristus sig ind i det ødelagte Rige for dér at oplede sine ældste Brødre og Søstre.
Og han talede til dem, og han bad dem kærligt at vende tilbage til Faderen, vende tilbage til Hjemmet. Mange haanede og spottede ham; men nogle droges af det rene, straalende Lys, der omgav ham, droges af hans kærlige Tale, og Angeren vaagnede i deres Hjerter. Og han bar dem til et fjernt Sted, hvor de i Fred kunde hvile, til Mindet om alt det, der engang var, vaagnede i deres Erindring.
Og Kristus vandrede blandt de levende Mennesker; uset og ukendt kom han til Synderen, kom han til Forbryderen; ved sin dybe Kærlighed, ved sin uendelige Taalmod drog han dem ofte tilbage fra den Afgrund, der truede med at opsluge dem; ved sit advarende Raab standsede han mangen syndig og uren Tanke, saa den ingen Sinde blev til Handling. Talrige onde og slette Gerninger hindredes saaledes ved hans Renhed, hindredes saaledes ved hans Raab og hans Advarsler.
Og Kristus trættedes ej længer, ej heller vaklede han; men han bar med Taalmod de tunge Byrder, Menneskene vedblivende dyngede paa hans Skuldre; thi Gud styrkede ham; thi Gud gav ham end større Magt, end større Taalmod.
Og da de Tider kom, da Lyset atter langsomt begyndte at brede sig hen over Jorden, vaagnede en svag Glæde, et svagt Haab i Kristi Sind. Men da han saa, at Lyset bredte sig end mere, forstod han, at den Stund nærmede sig, da Mørkets Magt maatte brydes; og han glædedes inderligt.
------- Og det skete, da atten Sekler og noget over et halvt Sekel vare svundne fra den Stund, den ældste af de Yngste fødtes til at vandre blandt Menneskene i Jesus af Nazareths Skikkelse, at Gud kaldte ham til sig i sit Herlighedsrige.
Da Kristus hørte Guds kaldende Stemme, drog han hastigen til sin Fader, hilsede ham og sagde: "Fader, du kaldte! se, jeg er kommen."
Men da han havde talet saaledes, bød Gud ham kærligt velkommen.
Og Han sagde: "Min Søn, jeg, din Fader, har fulgt dig i al din Færden. Jeg saa din dybe Sorg over Menneskenes Elendighed; jeg saa din Længsel efter at bryde Mørkets Magt, din Længsel efter at føre din ældste Broder tilbage til hans rette Hjem. Jeg fulgte dig, medens du, uset af Jordens Børn, vandrede iblandt dem for at drage dem bort fra Synd og Urenhed. Jeg fulgte dig, medens du vandrede i det ødelagte Rige for at kalde dine ældste Brødre og Søstre tilbage. Sandelig, for alt dette takker jeg dig!
Og se, jeg har fulgt dine Brødres og Søstres Arbejde for Menneskehedens Fremgang, fulgt din Ledelse af Menneskenes mange Jordelivsvandringer, og jeg har frydet mig over de skønne Frugter, eders Kærlighed, eders Taalmod have baaret. Thi ved eders Arbejde har Lyset trængt Mørket tilbage. Sandelig, for alt dette vil jeg takke eder alle. Men til dig siger jeg: ville I vedblive at følge den Vej, jeg har vist eder, da skulle I og visseligen naa eders Maal, om end I have nogle eller mange Sekler foran eder."
Og Gud vedblev at tale.
Og Han sagde: "Min Søn, jeg bad dig komme; thi jeg ønskede at vise dig en Genvej, ad hvilken I muligen kunne naa hurtigere til Maalet. Men jeg siger dig: ville I følge denne Genvej, da maa I vandre gennem Torne og Tidsler, over Kløfter og strømmende Vande, da maa I ideligen bøje eder for at fjerne de Stene, der hindre eders Fremgang; da maa I ingen Sinde blive trætte - og I maa bære eders Byrder med end større Taalmod."
Da Gud havde talet saaledes, tav Han en Stund.
Men Kristus svarede Ham og sagde: "Fader, vis mig den Vej, hvorom du talede; thi kunne vi ad den naa hurtigere til Maalet, da skulle vi og visseligen følge den."
Da talede Gud end mere.
Og Han sagde: "Meget have Menneskene lært af eder og ved eder; men de vide intet fuldgyldigt om vor Verden, vide intet om den Verden, der er skjult for deres jordiske taageslørede Øjne. Min Søn, jeg siger dig: giv Jordens Børn Kendskab til nogle af de Love, hvorefter Livet leves! Min Søn, tal til Menneskene!"
Og Gud talede end mere.
Og Han sagde: "Nogle af de mange Menneskeaander, der ere bundne af Mørket, bundne til Jorden ved deres Synd og Gerninger, have, fra de første Tider de begyndte at færdes blandt de levende, mangfoldige Gange og paa mangfoldig Vis søgt at give sig til Kende for Menneskene; mange have set dem, mange have hørt dem, og mange have forstaaet at modtage Meddelelser fra dem. Drager eder dette til Nytte! thi du ved, at ogsaa I, paa mangfoldig Vis, kunne give eder til Kende for Menneskene. Min Søn, jeg siger dig: I skulle ved Lysets Hjælp bygge en Bro over den Kløft, der skiller vor Verden fra Jorden; I skulle løfte en Flig af det Forhæng, der dækker Indgangen til det Liv, der er i al Evighed! Men jeg siger dig: søger de Mennesker, der formaa med Aandens Øje at se gennem det jordiske Taageslør! Søger de Mennesker, der med Aandens Øre formaa at opfange de hastige Svingninger, der fremkomme ved Lyden af eders Stemmer! Søger de Mennesker, der formaa at stænge for det jordiske Selv, saa de kunne modtage og gengive de Tanker, I tænke og indgive dem! Og naar I se, at de have fuld Tillid til eder og til eders Ord, da skulle I tale til dem om eders og deres Brødre og Søstre, der, dækkede af Mørket, hjemløse og hvileløse flakke hen over Jorden. Og forstaa de eder, da gører dem til eders Midlere, da gører dem til eders Hjælpere! thi Menneskers Tanker og Menneskers Tale kunne bedre opfattes af de dødes Aander. Ja, I skulle lære Menneskene at bede for dem, der ere bundne af Mørket, at Bønnens kærlige Tanker kunne drage Lyset til alle dem, for hvem de bede; og naar Angeren vaagner i de bundne Aanders Hjerter, da kunne I bære de angrende tilbage til de Boliger, der ere tomme. Min Søn, jeg siger dig: ville I følge denne Vej, da kunne I, med Menneskene til Midlere og Hjælpere, inden eet Sekel er svundet, drage alle de dødes Aander bort fra Jorden tilbage til Lyset og Livet - og da ville renere og lysere Tider snart oprinde for eder alle. Men jeg siger dig: ville I gøre dette, da skulle I vide, at I for lange Tider maa forlade eders skønne Boliger, da maa I for lange Tider opholde eder i Jordens Mørke, Taager og onde Dunster; thi ideligen maa I værne de Mennesker, I udvælge til eders Hjælpere, at ikke Mørket skal sænke sig over dem og lede dem vild."
Da Gud havde talet saaledes, tav Han en Stund.
Men Kristus svarede Ham og sagde: "Fader, er du med os, da skulle vi visseligen sejre; men Fader, jeg spørger dig: hvorledes kunne vi ad denne Vej vinde vor ældste Broder tilbage?"
Da saa Gud kærligt paa ham.
Og Han sagde: "Min Søn, din Broder er blandt dem, der ere bundne af Mørket, bundne af Synden; lær Menneskene at ynkes ogsaa over ham og hans Lidelser! Lær dem at tilgive, hvad han har syndet imod dem. Lær dem at bede ogsaa for ham, at bede for hans Frelse! Thi gøre de dette, da vil deres Bøns kærlige Tanker for al Evighed bryde Mørkets Magt over ham, da ville de Baand briste, der binde din Broder, og da kunne vi drage ham til os."
Men da Gud talede saaledes, bøjede Kristus sit Hoved. Og hans Stemme lød sorgfuld, da han sagde: "Fader, Menneskene elske ikke din ældste Søn, saaledes som vi gøre det; Menneskene hade ham, frygte og forbande ham. Sandelig, intet Menneske vil bede for ham."
Men Gud svarede ham og sagde: "Min Søn, søg blandt dem, der elske dig; thi de ville sikkerligen paa dine Ord og paa din Forbøn bede for din ældste Broder. Min Søn, jeg siger dig: finder du ikkun eet Menneske, der i Tillid til dine Ord og i sit Hjertes Medlidenhed vil bede for ham, der har skabt en Verden af Synd, af Sorg og Elendighed, da vil Mørkets Magt dog brydes, da er din Broder fri, og vi, der kende ham og elske ham, vi skulle da tilgive ham og modtage ham i vor Midte."
Da saa Kristus fast paa sin Fader og sagde: "Fader, sig, at du er med os; thi da ved jeg, at vi ville sejre."
Men Gud tog ham i sin Favn og sagde: "Min Velsignelse skal følge eder i al eders Færd."
Da vendte Kristus tilbage til sin Bolig i det sidste Opholdssted om Jorden. Og han kaldte paa alle de Brødre og Søstre, der paa den Tid ikke vare bundne til jordiske Legemer.
Og da de vare samlede, traadte han frem og talede til dem om den Vej, deres Gud og Fader havde vist ham.
Men efter hans Tale faldt stor Tavshed over dem alle; thi de forstode, at dette vilde blive en saare tung, en saare byrdefuld Vandring.
Og da ingen svarede ham, vedblev Kristus at tale, og han sagde: "Vove I ikke at ledsage mig, se, da vil jeg vandre alene; men jeg siger eder: glemmer ikke, at vor Fader har lovet at være med os!"
Da svarede de: "Broder, Broder, vi ville ledsage dig og hjælpe dig at bære disse nye Byrder. Sandelig, du skal ikke vandre alene. Og er vor Fader med os, da skulle vi visseligen sejre!"
Kristus takkede dem og sagde: "Ikke alle kunne følge mig; thi nogle af eder maa blive her i vort Opholdssted for at ordne og for at lede, at ikke alt skal blive Uorden og Forvirring."
Og han udvalgte nogle af sine Brødre og Søstre, og disse lovede at lede og ordne alt i hans Aand.
Men da alt var rede, lød Guds Stemme til dem.
Og Gud sagde: "Mine Børn, jeg, eders Fader, takker eder alle; men forinden I vandre til Jorden, vil jeg sige disse Ord til eder: støtter alle hverandre, svigter ingen Sinde hverandre! Thi svigte I, og vakle I, og blive I trætte, da vil Genvejen kun blive en Omvej for eder."
Da raabte de: "Fader, vær med os, at vi ingen Sinde skulle svigte!"
Og Gud svarede dem.
Og Han sagde: "Jeg, eders Fader, skal give eder den Styrke, I have behov; thi min Tanke skal lede eder, min Haand skal støtte eder, og min Velsignelse skal være med eder!"
Da Guds Stemme tav, drog en Skare af Lysets Børn til Jorden, for, uden jordisk Iklædning, at begynde den tunge Vandring.
Og de vandrede til de Steder, hvor Mennesker vare samlede for at modtage Meddelelser fra de dødes Aander.
Og de Yngste søgte ved gode, kærlige Tanker at paavirke de Mænd og Kvinder, der vare Midlere mellem de døde og de levende. Men dette var saare vanskeligt; thi deres Tanker formaaede neppe at gennemtrænge det Mørke, der omgav de jordbundne Aander; thi disse flokkedes i mægtige Skarer om de saakaldte Medier, de Mennesker, der paa mangfoldig Vis søgte at tolke disse elendige Væseners Tanker og Tale.
Men alt medens Tiden svandt, formaaede de Yngste, ved Lysets Hjælp, bedre og bedre at paavirke Medierne. Og de Meddelelser, der da fremkom, bleve klarere, mere forstaaelige, mindre fejlfulde.
Men naar de Yngste i deres Samtaler med Menneskene vovede at rokke ved den fra Fædrene nedarvede Tro, da mødtes de med haarde Ord og strenge Domme; mange vrededes, mange forargedes; thi i deres Uforstand mente disse, at de havde Forbindelse med onde Aander eller Djævle. Og da maatte Kristus og de, der vare med ham, vandre videre for at søge andre og bedre Hjælpere. Og de sørgede meget over Menneskenes store Blindhed.
Men alt medens Aarene svandt, fandt de større Forstaaelse, fandt de større Tillid. Da talede de til Menneskene om det Liv, der er efter den jordiske Død.
Mange lyttede til Tankerne og Ordene, og nogle troede det, der meddeltes.
Og talrige Steder i Jordens Riger og Lande søgte flere og flere Mænd og Kvinder at opnaa Forbindelse med de døde, medens Kendskabet til Aandernes Meddelelser mere og mere udbredtes.
Da begyndte de lærde at lytte, ja, nogle grublede, søgte og granskede for at finde de Love, hvorefter alt dette skete. Men heraf opstod megen Splid og megen Strid; thi paa vanlig Vis vare de lærde ingenlunde enige. Nogle talede for, andre talede mod Sandheden af det, der skete.
Dog, uden at trættes af Menneskenes indbyrdes Spot, Vrede og Ufordragelighed, vedbleve de Yngste at vandre videre ad den Vej, deres Fader havde vist dem; men hvor de end færdedes, der fulgtes de af den Ældste, Mørkets Tjener. Og han drog Mørket tættere om de Mænd og Kvinder, der vare Medier, søgte at forvirre deres Tanker, søgte at forfalske Ordene, de modtoge. Og i manges Hjerter vakte han Hovmodet, Selvretfærdigheden og Magtbegæret.
Men de Yngste søgte at værne deres Midlere, søgte at advare dem for Mørket og for Løgnen, at de ikke skulde lytte til den Ældstes Ord og Tanker.
Dog, mod alle Advarsler, mod alle Formaninger, fulgte mange Medier den Ældstes lokkende Tanker og Tale - og mange faldt. Ja, nogle stode for egen Fordels Skyld frem i store Forsamlinger for at vise, hvad de formaaede at udrette; og opnaaede de ikke de ønskede Forbindelser, da toge de ofte af deres eget. Men heraf opstod megen Forvirring, megen Falskhed. Og naar de Yngste saa, at deres Hjælpere og Midlere, imod de givne Advarsler faldt for Mørkets Fristelser, da vendte de sig fra dem og vandrede videre for at opsøge andre, mere forstaaende Hjælpere.
Og de sørgede over Menneskenes Blindhed, sørgede over deres ringe Tillid.
Men trods Mørkets Magt vedbleve de Yngste at finde større og større Forstaaelse. Og da begyndte de at tale til Menneskene om de mange Aander, der, bundne af deres Synd og onde Gerninger, uden jordisk Iklædning, hjemløse og hvileløse, færdedes iblandt dem.
Menneskene lyttede, og mange troede Ordene. Og de, der troede det, der meddeltes, begyndte at hjælpe disse elendige Skabninger, og de bade til Gud den Almægtige om Fred og om Frelse for de dødes Aander.
Og se, det skete efter Guds Ord: Menneskenes kærlige Tanker vakte Angeren hos talrige jordbundne Aander, og Lysets strømmende Bølger droge de angrende tilbage til de Boliger, de engang havde forladt.
Og de Yngste, der vare i Opholdsstederne, modtoge dem kærligt og droge Omsorg for dem alle.
Langsomt vandrede de Yngste videre frem mod Maalet; og de fandt stedse flere og flere Hjælpere. Men naar Kristus talede til disse om Kristendommens talrige Vildfarelser og sagde dem, hvem han var, da vovede kun faa at lytte til hans Ord, kun faa vovede at fatte Tillid til ham; thi de mente, han var den Onde selv, der ved milde og kærlige Ord søgte at vildlede dem; og mange vendte sig fra ham og fra dem, der vare med ham.
Og Kristus sørgede inderligt.
Men Aarene vedbleve at svinde; og et nyt jordisk Sekel var indtraadt. Endnu var en Hærskare af de dødes Aander bunden til Jorden, endnu var Mørkets Magt ikke brudt, endnu vandrede Kristus og de, der vare med ham, usynlige for Menneskene, fra Sted til Sted, for at opnaa den Hjælp, de ønskede.
Og medens Aarene svandt, fandt de flere og bedre Hjælpere. Flere og flere Mennesker bade til Gud den Almægtige om Fred og Frelse for dem, der vare bundne af Mørket.
Og paa sine Vandringer hen over Jorden fra Sted til Sted, fra Land til Land, fandt Kristus nogle faa Mennesker, der fuldtud fattede Tillid til ham, fattede Tillid til hans Ord. Og Kristus glædedes inderligt; thi da vidste han, at de nærmede sig Maalet.
Men overalt hvor de færdedes, fulgtes de af Guds vaagne Øje. Han støttede dem, og Han styrkede dem.
Og Gud saa deres utrættelige Kærlighed, saa deres store Taalmod, deres talrige Sorger, deres faa Glæder. Og Han besluttede at støtte dem end mere.
Og da noget over et Decennium af det nye jordiske Sekel var svundet, lod Gud sin mægtige Stemme lyde over den ganske Jord for at kalde de dødes Aander tilbage.
- Men dette skete nogle faa jordiske Aar forinden et Sekel var udrundet fra den Stund, da Gud sidste Gang lod sin Stemme lyde til alle de døde. -
Se, da standsede de alle i deres Færden, og de lyttede alle; thi Gud kaldte paa hver enkelt, nævnede hver enkelts Navn, og Han talede til hver en, talede til dem alle.
Og Han sagde: "Mine Børn, jeg, eders Fader, spørger eder: ville I vedblivende være Slaver af eders onde Lyster og urene Begæringer? Ville I vedblivende færdes i Mørke og i Synd? Sandelig, I skulle vide: at ingen Lidelser, ingen Forbandelser, intet urent og intet Mørke kunne vare ved i al Evighed! Mine Børn, hører alle! Søger at angre, hvad I have syndet! thi da briste de Baand, der binde eder, da vil Lyset drage eder tilbage til Fred og Hvile. Mine Børn, svarer mig, eders Fader, ønske I ikke at vende tilbage til Lyset og til Livet?"
Da Gud havde talet saaledes, tav Han en Stund.
Men Stilheden knugede de syndebundne Aander. Og de kaldte paa deres Fader, de raabte og de svarede Ham.
Alle, der færdedes i Jordens Mørke, og de Ældste i det ødelagte Rige, raabte og svarede Ham - ikkun den Ældste svarede ikke.
Og Svarene løde lig et mægtigt Raab: "Fader, tilgiv os hvad vi have syndet; fri os fra Mørkets Magt!"
Og Gud talede til dem.
Og Han sagde: "Mine Børn, hvad I have syndet mod mig, og hvad I have syndet mod de evige Love, det være eder tilgivet og bortslettet! Men hvad I have syndet mod hverandre indbyrdes, det maa I og indbyrdes tilgive hverandre!
Mine Børn, værer alle velkomne tilbage til Lyset og til Livet!"
Men da Guds Stemme tav, se, da vældede Lyset frem. Baarne af dets evigt strømmende Bølger, droges Tusinder og atter Tusinder af de faldne Aander bort fra Mørket, bort fra Jorden, tilbage til de Boliger, der stode tomme.
Og de Yngste, der vare i Opholdsstederne, modtoge dem kærligt og droge Omsorg for dem alle.
Og Gud sendte en Skare af de Yngste til Jorden for at støtte og lede dem, der vare dybest faldne, dem der ikke formaaede at rejse sig, dem der vare blindede af Mørket. Baarne af de Yngste bragtes de dybest faldne tilbage til Hjemmene.
Og snart vare alle vendte tilbage til Fred og Hvile.
Med Angest og Rædsel saa den Ældste Lyset vælde frem, saa dets klare, rene Bølger bortskylle det ødelagte Rige, opsuge de onde Dunster og sprede det tætte Mørke.
Og i sin Rædsel flygtede han derfra, flygtede fra Sted til Sted hen over Jorden.
Men Lysets evigt strømmende Bølger fulgte ham og lagde sig, lig en skøn lysende Dæmring, om den ganske Jord.
Men for den Ældste var der ingen Fred, var der ingen Hvile; thi endnu var han bunden af Mørket, endnu var han lænket til sine Skabninger, endnu var han Mørkets Tjener.
Og han vedblev at flygte hjemløs og hvileløs hen over Jorden.
Men da en Tid var svunden, lød en Stemme til ham, en Stemme, der mildt og kærligt sagde: "Broder, hvi flygter du?"
Da standsede han sin vilde Flugt; og se, da stod Kristus for ham i al sin lysende Skønhed, og den Ældste bøjede sit Hoved; thi det straalende Skær blændede hans Øjne.
Men Kristus drog ham til sig og sagde: "Broder, jeg er kommen for at bringe dig Hvile, for at bringe dig Fred!"
Men den Ældste svarede ham og sagde: "Vor Faders Vrede vil knuse og tilintetgøre mig."
Da sagde Kristus: "Vor Faders Kærlighed, Mildhed og Barmhjertighed vil drage dig bort fra Mørket, bort fra dine Lidelser."
Og Kristus vedblev at tale.
Og han sagde: "Broder, følg mig; thi jeg vil føre dig til Mennesker, der have Tillid til mig, der have Tillid til mine Ord, de ville visseligen fatte Medlidenhed med dig, de ville visseligen, paa min Forbøn, bede for din Fred og Frelse; thi dette er vor Faders Ønske; Broder, søg at angre, hvad du har syndet; thi da briste de Baand, der binde dig, da vil Lyset bære dig til vor Faders Favn."
Men den Ældste svarede ham og sagde: "Menneskene hade mig, frygte og forbande mig - intet Menneske vil bede for ham, der har skabt en Verden af Synd, Sorger og Lidelser!"
Da sagde Kristus: "Broder, jeg siger dig: Bønnens Magt er stor, naar den bæres af kærlige Tanker! Følg mig trygt; thi paa mine Ord ville Mennesker bede for dig!"
Da Kristus tav, stod den Ældste en Stund uden at svare.
Men da vaagnede Haabet i hans Hjerte, og han svarede: "Broder, jeg følger dig!"
Og Kristus førte ham til en jordisk Bolig, hvor Mennesker vare forsamlede; thi de talede med nogle af de Yngste, der usynlige for dem vare til Stede for at støtte og lede dem i deres Gerning.
Men Kristus kaldte paa de Mennesker, der vare; og de lyttede; thi de formaaede ej heller at se ham. Og han sagde: "Jeg, Kristus, eders ældre Broder, taler til eder: hører mig! Hjælper mig at bede til vor Fader om Fred og Frelse for den Broder, jeg her har bragt til eder. Værer barmhjertige imod ham; thi han er falden saa dybt, at ingen kan falde dybere; thi han har syndet saa meget, at ingen kan synde mere, og hans Lidelser ere meget store!"
Da han havde talet saaledes, vendte han sig til den Ældste og sagde: "Sig dem, hvem du er, sig dem, hvad du har syndet, og de ville hjælpe dig; thi de frygte dig ikke - vor Fader er med dem!"
Og den Ældste talede til dem, sagde dem, hvem han var, sagde dem, hvad han havde syndet.
Menneskene lyttede, og de forstode, at hans Ord vare sande; thi de fornam Mørkets onde Strømme, der udgik fra ham.
Men da han tav, bade de af deres Hjerters Medlidenhed til Gud den Almægtige om Fred og om Frelse for ham, der var Skyld i Alverdens Synd, Sorger og Lidelser.
Og Gud hørte deres Bøn.
Da vaagnede den Ældstes fulde Erindring, da mindedes han fuldtud de salige Tider, der vare før Menneskene. Og han vaklede under Mindernes mægtige Byrde.
Men nogle af de Yngste støttede ham, at han ikke skulde styrte.
Se, da vaagnede Sorgen og Angeren i hans Hjerte, og han raabte: "Fader, Fader, hjælp mig at bryde Mørkets Magt, at bryde Mørkets Baand! Hjælp mig at fjerne Synd og Lidelser fra Menneskene, mine Skabninger! Fader, tilgiv, hvad jeg har syndet mod dig, hvad jeg har syndet mod alle!"
Og Gud hørte hans Raab.
Og Han lod sin Stemme lyde til ham.
Og Gud sagde: "Min Søn, hvad du har syndet mod mig, din Fader, og hvad du har syndet mod de evige Love, det være dig tilgivet og bortslettet! og hvad du har syndet mod dine Brødre og Søstre, det ved jeg visseligen, de alle ville tilgive dig. Men hvad du har syndet mod Menneskene, dine Skabninger, det maa og Menneskene selv tilgive dig!
Min Søn, jeg, din Fader, byder dig velkommen tilbage til Lyset, byder dig velkommen til dit Hjem."
Da Gud tav, bare de Yngste den Broder, de alle elskede, tilbage til Hjemmet, til deres Faders Favn.
Og Gud modtog den angrende Søn med Mildhed og inderlig Glæde.
Og Gud talede til Kristus og til de Yngste, der havde ledsaget deres Broder, takkede dem alle for den Gerning, de havde gjort, takkede enhver for den store Taalmod, den store Kærlighed, de alle havde udvist.
Og der var megen Fryd, og de jublede alle; thi de vidste, at fra denne Stund vilde lysere og bedre Tider oprinde for dem alle, om de end forstode, at mange Tider maatte svinde, før Menneskeheden vilde blive renere og mindre syndefuld; om end de forstode, at Tidsevigheder maatte svinde, før Lyset til fulde havde opsuget Mørket og til fulde fjernet det fra Jorden.
Og de Yngste førte deres ældste Broder til et Sted, hvor han i Stilhed kunde hvile og gennemtænke alt det, der var sket.
Derefter droge de til det sidste Opholdssted om Jorden, for en kort Stund at hvile i de skønne Boliger, de saa længe havde savnet. |
