I Vandrer mot Lyset! møter vi et ganske annet bilde av Jesus, enn det som formidles i Bibelen. Her fortelles det at Jesu' legeme ble unnfanget gjennom hans foreldres legemlige forening, og ikke ved jomfrufødsel, slik Bibelen forteller om. Det tegnes et portrett av Jesus som et menneske, med helt spesielle evner og med en helt spesiell misjon blant menneskene; å lære dem å kjenne den sanne Gud, menneskeåndens skaper, vår kjærlige Far, som enhver kan kontakte gjennom bønnen, og som aldri vil la en eneste en av oss gå fortapt!

I følge VmL var Jesu' misjon todelt. Han hadde også lovet Gud, i sitt jordeliv, å forsøke å erindre bønnen for Satan, for gjennom Jesu' medfølende bønn for djevelen, ville han være løst fra mørket, og mørket ville være uten leder. Men djevelen maktet å trekke mørket så tett om Jesus at han ikke erindret bønnen, og i stedet for å be for den onde, ba Jesus Gud om hjelp for seg selv, da han trodde han var besatt av en ond ånd, som inngav ham onde tanker. Og Satan motarbeidet Jesus i all hans ferd, og oppildnet folket og lederne mot ham, og de ga Jesus døden på korset, som takk for de rike gaver han hadde gitt menneskeheten. Men døden på korset var på ingen måte noe sonoffer for våre synder - men i årene etter Jesu' død, klarte Ardor å innsnike sine falske tanker hos dem som skulle føre Jesu' lære videre. Ideen om Jesus som soningsoffer, den treenige Gud, jomfrufødselen - er således oppstått etter Jesu' død, og hadde sin rot i Ardors tankepåvirkning.

Her følger noen få av kapitlene om Jesu' liv i Ardors fortelling i VmL.

Af Mands og Kvindes Attraa og Villie undfangedes og fødtes Jesu jordiske Legeme.
Og den ældste af de Yngste blev bundet til dette Legeme, bundet med Lysets livgivende Baand; thi saaledes bindes, efter Guds Villie, alle Lysets Aander til de jordiske Legemer.
Men Gud selv ledede og værnede ham under hans tunge Jordelivs Vandring.

I onde Tider fødtes han til Jorden.
I onde Tider voksede han op blandt Menneskene.
Hans Tanker vare rene. Hans Øje saa og hans Øre hørte mere end Menneskers svage Øjne og døve Øren.
Kærlighed og Barmhjertighed fyldte hans Sind. Og hans Hænder bare Lægedom til mange.
Men hans Aasyn var sorgfuldt; thi han bar den tungeste Byrde paa sine Skuldre.
Og han var en fremmed blandt Menneskene.
Hans Øje saa megen Synd, mange Sorger og mange Lidelser.
Og han hørte Folkene i Synagogen og i Hjemmene raabe til deres Gud om at fri dem fra Trældommens Aag og snart, snart sende dem Messias, den lovede, den længe ventede.
Langsomt kaldte Gud de Tanker til Live i Jesu Sind, at han var sendt til Jorden for at frelse Folkene fra Syndens Trældomsaag og rense deres Hjerter for alt urent; at han var sendt til Jorden for at lære Menneskene at elske hverandre; for at styrke deres Tillid til deres himmelske Fader.
Langsomt vaagnede det Haab i Jesu Hjerte, at han var den lovede, den længe ventede.
Men han vovede ikke fuldtud at fæste Lid til dette Haab.
Og han grundede meget over disse Tanker.

Ofte sad han i Synagogen og granskede de gamle Skrifter. Og han lyttede til de ældstes, til de skriftkloges Udlægninger af Ordene.
Men han fandt ikke den Fred, han søgte.
Meget og længe granskede han de gamle Skrifter. Og hans Hjerte blev tungt derved; thi Skriftens Gud var ofte hævngerrig, og han var ingenlunde retfærdig.
Dog Jesus trættedes ikke, men vedblev at søge, til han svagt skimtede et mildt, et kærligt Aasyn - Sandhedens, Kærlighedens og Barmhjertighedens Gud.

Oslo, 13.01.07
Sverre Avnskog

Helbredte Jesus de syge?

Medens Jesus vandrede fra Stad til Stad, opsøgte han de fattige og de syge.

    Og de Gaver, han modtog fra dem, der elskede ham, delte han med de fattige. Men til de syge talede han og Haabets, talede han og Trøstens Ord. Og for at lindre deres Lidelser lagde han ofte sine Hænder paa deres Legemer; men naar han fornam sin Aands Kraft og Styrke strømme over dem, da bad han: "Fader, er det din Villie, da lad disse helbredes!"

    Saaledes bragte han Lægedom og Styrke til mange Mennesker.

    Men dette er ingen Undergerning; dette have mange gjort fra de ældste Tider, og dette ville mange kunne gøre, saa længe Jorden er.

Formaaede Jesus at kalde døde til Live?

    Og det skete paa en af Jesu Vandringer, at en Mand kom til ham og bad: "Mester, helbred min Datter; thi hun lider meget; følg mig og helbred hende; thi hun drages alt med Døden!"

    Men da Jesus hørte Ordene, svarede han: "Da nytter det kun lidet, at jeg kommer; thi jeg formaar ikke at udfri hende fra Døden."

    Men Pigens Fader vedblev at bede, og han sagde: "Mester, hjælp hende; thi hun er mine Øjnes Lyst!"

    Og Jesus ynkedes over ham; thi hans Hjerte led med de lidende.

    Og han fulgte ham.

    Men da de vare komne til Stedet, hørte de, at Pigen var død.

    Og da Jesus saa Faderens Sorg, gik han med ham ind for at styrke og trøste ham.

    Og medens Jesus stod ved Barnets Leje, saa han med sit indre Syn, at hendes Aand havde fjernet sig noget fra Legemet; men Legemet var ikke dødt, thi Baandet, der bandt Aanden, var endnu ikke bristet.

    Da han havde set dette, vendte han sig til dem, der vare til Stede, og sagde: "Hun er ikke død, hun sover; men jeg vil søge at vække hende, jeg vil søge at kalde hendes Aand tilbage."

    Men da han havde sagt disse Ord, tog han hendes Haand, saa fast paa hende og raabte hendes Navn med høj Røst. Og se, hendes Aand vendte tilbage til Legemet, og hun vaagnede.

    Da Jesus saa dette, sagde han: "Styrker hende med Mad og Drikke, og plejer hende; thi hun er saare svag."

    Da forfærdedes alle, og de undredes meget.

Og de sagde til hverandre: "Hans Magt er stor; sandelig, han maa være den Højestes Søn."

    Og de bøjede sig i Støvet for ham, ja, de vilde endog tilbede ham.

    Men Jesus veg tilbage for dem.

    Og han sagde: "Hørte I ikke mine Ord? Hørte I ikke, jeg sagde: hun er ikke død, hun sover!"

    Folkene svarede ham og sagde: "Mester, vi hørte dine Ord - men vi saa, at Pigen var død!"

    Da sagde Jesus: "Jeg siger eder: er Aanden faret bort fra Legemet, da er der intet Liv mere, da er Legemet dødt; men jeg blev hendes Aand var; thi den stod hos os, og da jeg kaldte paa den, da vaagnede hun."

    Men Folkene svarede: "Mester, vi saa dig give hende Livet."

    Da vrededes Jesus, og han sagde: "I Daarer, I se, og I se dog ikke, I høre, og I høre dog ikke, og mig ville I ikke tro, naar mine Ord ere sande; men vilde jeg tale Løgn til eder, da vilde I tro mig, da vilde I falde ned og tilbede mig. Men jeg siger eder: I skulle ingenlunde tilbede mig, men tilbede Ham, der sendte mig; thi Han har givet mig alt, og af mig selv kan jeg intet. Ja sandeligen, I skulle bede eders himmelske Fader oplyse eder, at I kunne vorde seende; thi I formaa visseligen ikke at skelne det rette fra det urette. Og I skulle ingen Sinde tale til andre om Pigens Død paa eders egen Vis; thi I vide ikke, hvad I sige!"

    Da Jesus havde sagt dette, forlod han dem og vandrede videre.

    Men det, Jesus gjorde, var ingen Undergerning; mange have gjort ligesaa før hans Tid og efter hans Tid, og dette kan gøres, saa længe Jorden er.

Var Jesus altid rede, naar han kaldtes til de syge og sorgfulde?

    Og det skete en Dag, at Jesus kom til Simon Peters Hus for at hvile efter mange Dages tunge Vandringer. Da han traadte ind, hilsede han og sagde: "Giver mig en Drik Vand og et Maaltid Mad; thi jeg tørster og hungrer meget."
    Men Simon Peter og hans Hustru bøde ham velkommen, og de rakte ham et Bæger Vand.
    Og medens Jesus toede sit Legeme og rensede sin Kjortel, beredte Simon Peters Hustru ham et Maaltid Mad.
    Da alt var beredt, sagde hun: "Mester, spis, og styrk dit Legeme; thi du trænger svarligen dertil."
    Men se, i den samme Stund traadte en Hyrde ind i Stuen; han gik frem til Simon Peter, hilsede ham og sagde: "Ved du, hvor jeg skal søge Mesteren fra Nazareth, da sig mig det; thi jeg ønsker at se ham og at tale med ham."
    Men Simon Peter pegede paa Jesus og sagde: "Den du søger er her!"   Da vendte Hyrden sig mod Jesus, hilsede ham og sagde: "Mester, min gamle Moder har sendt mig til dig; thi hun har i lange Tider ligget urørlig paa sit Leje; thi hun er syg og værkbruden og hun formaar ikke at opsøge dig. Mester, følg mig, thi det stunder mod Døden, og hun ønsker meget at høre dine Ord."
    Da han havde talet saaledes, rejste Jesus sig og svarede: "Broder, jeg følger dig!"
    Men Simon Peters Hustru traadte frem og sagde: "Mester, styrk dit Legeme med Mad og Drikke, og hvil dig; thi du er saare træt - og lad den gamle vente en Stund."
    Da saa Jesus paa hende, og han svarede: "De, der sørge, og de, der lide, skulle ingenlunde kalde mig forgæves - og Døden venter ej heller."
    Derefter tog han sin Stav, og han vandrede bort med Hyrden.
Da de havde vandret en Stund ad stenede Veje, kom de til en lav, usselig Hytte. Og da Jesus traadte ind i Stuen, vaklede han hastig tilbage; thi en ilde Stank strømmede ham i Møde. Men da han i Hyttens Mørke skimtede den gamle Kvinde, liggende udstrakt paa Lejet, gik han atter ind, lagde sine Hænder paa hendes Hoved og sagde: "Herrens Fred være med dig."
    Den gamle Kvinde hilsede ham og takkede ham.
    Men Jesus sagde: "Se, jeg er kommen; thi du ønskede at tale med mig."
    Kvinden svarede ham og sagde: "Min Time stunder til; men jeg ængstes for Døden, ængstes for den Højestes Vrede; thi jeg har syndet imod Hans Bud." Jesus saa mildt paa hende og sagde: "Den, Herren elsker, tilgiver Han meget."
    Men den gamle svarede ham og sagde: "Jeg har syndet mod Herrens Bud - hvorledes kan Han da tilgive mig?"
    Da tav Jesus en Stund; thi han talede med sin Gud og Fader; men da vidste han og, hvorledes han skulde forme sine Ord.
    Og noget efter sagde han: "Sig mig, hvor færdes din Datter, dit yngste Barn? Er hun ikke hos dig for at yde dig Hjælp i din Alderdom? Thi jeg ser kun din Søn, ham, der ledsagede mig hertil."
    Kvinden svarede ham og sagde: "Min Datter er ikke længer her; thi hun forhærdede sit Hjerte; thi hendes Moders Hjem var for ringe, og hun vandrede Veje, hendes Moder ikke kendte."
    Jesus saa paa hende, medens han sagde: "Og - du har forbandet og bortjaget hende?"
    Men da faldt stor Styrke over den gamle Kvinde; hun rejste sig paa sit Leje og raabte: "Hvorledes kan en Moder forbande og bortjage det Barn, der er opvokset under hendes Øjne og hendes Hænder? Hvorledes kan en Moder forbande og bortjage det Barn, hun bar og gav Livet? Sandelig, du kender ikke en Moders Hjerte!"

    Jesus lagde hende blidt tilbage paa Lejet og sagde: "Se, din Datter har syndet imod dig; og om end hun ikke har angret og ikke er vendt tilbage, har du alt tilgivet hende i dit Hjerte; men dette har du gjort, fordi du elskede hende. Sandelig, jeg siger dig: naar du, der er af denne Verden, af hele dit Hjerte tilgiver det Barn, der har syndet imod dig, hvor meget mere maa da ikke vor himmelske Fader tilgive sine Børn; thi er din Kærlighed stor, da er Hans end større. Se, jeg siger dig: du skal ingenlunde ængste dig for Døden, ej heller skal du ængste dig for Herrens Vrede; thi du har elsket meget, og du har tilgivet meget - dig skal og meget tilgives."
    Da tog den gamle Kvinde Jesu Hænder og sagde: "Mester, dine Ord have husvalet mit Hjerte og forjaget min Angest; men jeg beder dig: find min Datter, før hende tilbage til den rette Vej; sig hende, at hendes Moder tilgav, forinden hun vandrede bort fra Livet."
    Men da den gamle havde sagt dette, lukkede hun sine Øjne.
    Og Jesus blev hos hende, til hendes Aand drog hjem til de himmelske Boliger; da rejste han sig fra hendes Leje og vandrede tilbage, vandrede ene den lange og besværlige Vej til Simon Peters Hus. Men da han naaede dertil, se, da segnede han om; thi hans Legeme var svagt og træt af de mange og tunge Vandringer.
    Men Simon Peter saa ham, og han hjalp ham ind og bragte ham til Hvile.

    Fra den Stund søgte og spurgte Jesus ideligen efter den gamle Kvindes Datter; dog ingen kendte hende, og ingen vidste, hvor hun færdedes.
    Men da nogle Tider vare svundne og Jesus engang kom til Jerusalem, hørte han, at den unge Kvinde fandtes der i Staden, og at hun opholdt sig hos en rig Købmand; og nogle viste Jesus derhen.
    Jesus opsøgte hende, stod frem for hende og talede til hende i hendes Moders Navn. Og han bad hende følge ham, følge ham bort fra Syndens Veje tilbage til Renhed og Fred. Og han bragte hende den gamle Moders Hilsen, bragte hende den gamles Tilgivelse.
    Da vaagnede Sorgen og Angeren i Datterens Hjerte. De kostbare Klæder og de straalende Smykker fristede hende ikke længer. Og hun forlod Købmandens Hus; thi hun var ikke hans Hustru; og hun fulgte med Jesus.
    Men han bragte hende til Simon Peters Hjem. Og Simon Peter og hans Hustru modtoge hende med megen Mildhed, og de droge Omsorg for hende, og hun blev hos dem.
Men den unge Kvinde var Maria af Magdala.