Det er meg en sann fornøyelse å bringe Iver og Karsten Hagel-Sørensens artikler om Bispebrevet, skrevet for nærmere 40 år siden. De skrev ikke mindre en 3 artikler om emnet, og jeg vil også snart publisere de to andre på denne webside. Ikke mange har stått offentlig fram med sine synspunkter på Bispebrevet, derfor er det en glede å lese hva brødrene Hagel-Sørensen skriver, kanskje især for undertegnede, for hvem det har blitt et hovedanliggende å arbeide aktivt for å gjøre kjent at Bispebrevet på viktige punkter river bena vekk under hele VmL!

Den første som satte spørsmålstegn ved Bispebrevets påstand om at Gud kanskje ville bryte all forbindelse med menneskeheten i årmillioner, var Johanne Agerskov meget gode venn, forfatteren Chr Jørgensen. Han kontaktet fru Agerskov kort tid etter utgivelsen i februar 1938, og ba henne om å forsøke å få sin åndelige veileder til å forklare nærmere hva som mentes med noen av formuleringene i brevet, som Jørgensen mente sto i motsetning til hva VmL sto for. Men Johanne Agerskov kom ikke mer i kontakt med Leo, og hun var ikke innstilt på å lytte til sin nære venn. I stedet avbrøt hun all forbindelse med ham, da han, til tross for hennes innstendige forsøk på å overbevise ham om sannheten i Bispebrevet, stadig fastholdt sine synspunkter. Chr Jørgensen forsøkte å kontakte henne igjen senere, men hun svarte ham ikke. Man kan kanskje si at hun gjorde nøyaktig det samme som Bispebrevet hevder at Gud vil gjøre overfor menneskeheten. Vil de ikke tro på Hans sannheter, vil Han bryte forbindelsen med dem. Det tyveårige varme vennskapet mellom Johanne Agerskov og Chr Jørgensen tok en brå slutt på grunn av uenigheten om Bispebrevets innhold.

Mitt første bekjentskap med Iver og Karsten Hagel-Sørensen fant sted gjennom lesning av deres brevveksling med nettopp Chr Jørgensen. Brevene finnes bevart i Det Kongelige Bibliotek, sammen med Jørgensens brevveksling med Johanne Agerskov. Jeg har hatt gleden av å gjennomlese hele denne store samlingen, og fra første stund fikk jeg et meget godt inntrykk av brødrene Hagel-Sørensen. Deres brev er preget av stor innsikt i VmL, en ustanselig sannhetssøken og en meget velutviklet skjelneevne, noe som også kommer til uttrykk i de tre artiklene om Bispebrevet. Sjelden har jeg lest så kloke ord som de to herrer skriver om Bispebrevet. Jeg har ganske nettopp kommet over artiklene selv, da jeg fikk dem tilsendt forleden dag fra min gode venn i Danmark, Vagn Ranfelt, som har kjent VmL siden 1938! God fornøyelse med lesingen! 

                                                                                                Oslo 31.03.07

                                                                                               Sverre Avnskog

"Efter at have studeret ”Et Abent fællesbrev til alle landets bisper” og sammenholdt det med V. m. L. mener vi, at de på afgjørende punkter er uforenlige. Det følgende er en redegørelse for denne opsigtsvækkende påstand og en gennemgang af Fællesbrevet.

Det lyder ganske rimeligt, når der på side 18 i Fællesbrevet står, at de inkarnerede ældste besluttede i fællesskab at drage menneskene så dybt ned i mørke, at Gud – efter deres mening – i vrede ville vende sig fra den hele menneskehed og ingen sinde oftere forsøge på at drage den fremad mod lyset.

En sådan tankegang ville passe meget vel til det indtryk, man får af de ældste, der ikke længere kunne fatte Guds uudtømmelige kærlighed til de børn (menneskeånderne), Han havde skabt og knyttet til de jordiske legemer, for at langsomt kunne arbejde sig frem til Guds rige. Denne fejlaktige opfattelse af Gud gav sig også udslag i, at Ardor mente, at hans synder var så store, at Guds vrede ville knuse og tilintetgøre ham, se V. m. L. side 93 for neden. Derfor virker det mildt sagt overraskende, at de ældstes mål ifølge Fællesbrevet side 21 muligvis vil gå i opfyldelse, idet Gud om ikke for evigt så dog i et så langt tidsrum – årmillioner – at det for os mennesker må føles som evigt, måske vil vende sig fra os. Og hvilken grund skulle vel Gud have til at afbryde al forbindelse med menneskeheden ved en håndfuld danske bispers forsømmelighed, når Ardor var vundet tilbage, og de inkarnerte ældstes tid var ved at rinde du? I V. m. L. side 312, 5. afsnit står, at selv under krige slipper Gud os ikke af syne, selv om Hans afsky for krigen er så stor, at Jesus side 104. 5. afs. Beskriver det som at Gud vender sig fra de krigførende i sorg. Også en mor til en soldat kan åndelig og psykisk vende sig fra hans handlinger uden af den grund at interessere sig mindre for ham og uden at ville nægte ham sin hjælp og støtte.

Jesus siger side 100, 3. afs., at han ikke slipper menneskene, før den siste er bragt til hvile hos Gud. Er dette løfte blevet tilbakekaldt ved Fællesbrevet, eller er Gud ringere? Mens Jesus siger, at han vil drage os op af mørkets bundløse sumpe, siges det i Fællesbrevet, at Gud vil lade menneskene inclusive de milliarder der aldrig har haft nogen mulighed for at lære V. m. L. at kende, synke ”så dybd ned i mørke, synd og ugerninger, at Han ved sine udsendinge kan begynde – helt forfra – et nyt forsøg på at lede dem du af mørket, fremad mod Lyset!” (fremhævet i Fællesbrevet side 21). Er Jesus og Gud så ikke i indbyrdes strid?

Hva bliver der tilbage af det smukke bud ”Vandrer mod Lyset”, når Gud muligvis vil lade menneskeheden synke ned i lidelse, sorg og mørke for årmillioner, netop som menneskets fremtid ved den Ældstes tilbakevenden tegner lysere og lykkeligere? Hele menneskehedens historie er fuld af trængsler og kval, tiden omkring 1938 var ikke verre end så mange andre historiske perioder her på jorden f. eks. det 17. århundre med den grusomme trediveårskrig, hekseforfølgelser i hundretusindvis, og hvor sygdomme og sult bortrev millioner af mennesker over hele verden. Intet af dette har fået Gud til at slå hånden af menneskeheden, men i 1938, 26 år efter Ardors tilbagevenden, hvor der havde været meget glæde jfr. Side 95 afs. 11, og hvor de yngste vidste, ”at fra denne stund ville lysere og bedre tider oprinde for dem alle”, i 1938 indtrådte altså et vendepunkt, hvor forholdene for menneskeheden muligvis skulle blive endnu tungere, endnu sværere i millioner af år. I 1938 var Guds tålmodighed ifølge Fællesbrevet side 21 linje 5-6 fra oven på bristepunktet, skønt det side 22 oven siges, at Gud ved, at nye slægtledd vil tage stilling til V. m. L., og skønt det er klart, at når lysets magter har sejret i den åndelige verden, vil sejren også tilfalde dem her jfr. ”Nogle psykiske oplevelser” side 87 linie 3. Med mindre man vil hævde, at Gud ligesom Zeus er underkastet nødvendighedens skæbnelov, er det urimelig ar tro, at Hans tålmodighed skulle briste i 1938, hvor det endnu var alt for tidlig at vente sig resultater af V. m. L. Men, og det er det afgørende, det er i åbenbar modstrid med V. m. L. side 125, afs 5, hvor Guds Tjener siger, at Guds tålmodighed er uden grænser.

Men selv hvis Gud ikke i længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske verden, ville Hans lidelser så blive mindre af, at menneskene synker ned i synd og ugerninger, ville de ikke tværtimod blive langt større? Eller var meningen, at Gud ville afbryde al forbindelse i en sådan grad, at Han ikke engang ville vide, hvilke frygtelige lidelser Hans egne åndelige skabninger, menneskeånderne, udstod på jorden? Ville Gud ikke engang høre menneskenes bønner om fred og frelse? Hvis al forbindelse blev afbrudt mellem Gud og menneskeheden, hva ville der være tilbage af V. m. L.? – Intet! Bogen ville kun have hostorisk værdi som vidnesbyrd om de lykkeligere tider, da de ældste endnu modarbejdede Gud, da Gud endnu tog sig af menneskenes lidelser, støttede og hjalp dem og følte deres sorger som sine egne sorger. En frygtelig tid ville komme for alle mennesker, en tid hvor man ikke engang kunne gå til den eneste, der i tidligere tider ville høre på ens sorger og trøste en – til Gud. Et helvede ville opstå for menneskeheden, og det ville ikke kunne mærkes, at Satans trone stod tom, tværtimod. Og de yngste, der måtte se alt hva de hadde bygget op for menneskeheden, gå til grunde, ville de også afbryde al forbindelse med os, ophøre med at blive inkarneret blant os, ophøre med være lærere i sfærerne og ophøre med at være en forstærkelse af samvittigheden, sådan at de kunne leve i lykke og fred hos Gud, mens menneskene led?

Nej, det kunne de ikke, og Gud kunne så meget mindre! Aldrig har der været så meget som den svageste mulighed for, at Gud ville lade sine børn i stikken i nok så kort et tidsrum – ikke den svageste mulighed! Står der ikke i V. m. L. side 106-107: ”Men føler I, at I ikke selv formår at sejre over det onde eller over det, der frister jer, da skal I som børn henvende jer til vor Fader om større hjælp og styrke. Ja, taler til Ham med fuld tillid om alt det, der volder jer sorg og bekymring! Thi Han trættes ingen sinde af jeres klager og besværinger, Han er stedse rede til at yde jer al den hjælp, I har behov.” Hvilken milevid forskel fra dette og til Fællesbrevets opfattelse af vor Fader!

Side 21, 2. afs. I Fællesbrevet står der, at Gud ”inderlig længes efter at kunne bringe hjælp og fred til de lidende mennesker. Men han formår det ikke, førend I har knæsat Hans budskab.” – Har Gud ikke gang på gang bragt hjælp og fred til menneskeheden, før V. m. L. fremkom, og vil Gud ikke kunne gøre dette igjen? Og er det et udtryk for længsel efter at bringe hjælp og fred, at Gud vil afbryde al forbindelse med menneskeheden i årmillioner? Og hvorfor er det en fordel, at menneskene kommer endnu dybere ned i mørke, synd og ugerninger, vil det danne et bedre grundlag for at bringe dem du af mørket og fremad mod lyset?

Nej og atter nej! – Den, der har skrevet Fællesbrevet, er ikke den samme som den, der har skrevet V. m. L. De to er så forskellige som nat og dag, som mørke og lys, ondt og godt.

Gang på gang er det lykkedes de ældste at forvanske og forgrove det billede af Gud, som de yngste har forsøgt at komme frem med. Først med V. m. L. og de dertil hørende værker lykkedes det at få sandheden frem ren og uforvansket. V. m. L. vilde gå sin sejersgang, og den eneste, der kunde knuse den, var fru Agerskov. Og så skete det. Efter Michael Agerskovs død og under fru Agerskovs sygdom må det være lykkedes en af de inkarnerede ældste under en søvnfrigørelse at diktere de forfærdelige og blasfemiske påstande til fru Agerskov, om at Gud måske vilde afbryde al forbindelse med menneskehedens milliarder, hvis ikke en halv snes bisper kunne tro på V. m. L. selv om de ud fra det bedste i sig selv mente, at den overleverede kristendom var sand jfr. Fællesbrevet side 24. Det er den samme metode som de ældste altid har brugt: for at forvirre begreberne fremhæver de, at Gud ser på hva menneskene tror (jfr. også, at Guds hjælp i følge Fællesbrevet afhænger af, om V. m. L. bliver knæsad, dvs af, at menneskene kommer til at tro på den), mens V. m. L. jo slår fast, at Gud spørger os om, hvordan vi har levet jfr. Side 105, afs. 5.

Det er en meget stor sorg for os, at det lykkedes en af de ældste at narre fru Agerskov, således som det i følge ”Nogle psykiske oplysninger” side 47-48 også lykkedes dem i begyndelsen. Man kan spørge, hvorfor fru Agerskov ikke blev advaret mod de inkarnerede ældstes anslag under deres søvnfrigørelse. På samme måde kunne man spørge, hvorfor Paulus ikke blev vejledet, da han til dels under påvirkning fra Ardor forvanskede Jesu lære. Jesus kunne jo have vist sig for ham, som han gjorde det, da Paulus var på vej til Damaskus. Men det skete ikke, skjønt konsekvenserne kunne påregnes at blive skæbnesvangre. Ej heller fru Agerskov blev advared, og i begrundelsen må være, at vi selv skal lære at skelne mellem godt og ondt, det er derfor, vi er kommet til jorden. Gud hjælper, ja, men vi skal også selv gøre en indsats. Det kan ikke nytte, at vi "føres som børn i ledebånd” hele tiden. Vi må selv stå inde for, hva vi gør, og vores tro må være en indre overbevisning og ikke afhænge af andre menneskers mening eller af ydre hændelser.

Vi forstår ikke, at så mange efter dog at have set og mærket lyset i V. m. L. kunne falde for Fællesbrevets nedvurdering af Gud. Men sådan er det også gået tidligere; man har sjældent haft mod til på eget ansvar at skelne mellem det gode og det slette i religionerne. Gid det må gå anderledes med V.m. L., så dette værk ikke sammen med Fællesbrevet skal blive en blanding af godt og ondt.

Vi anser det for at være af største betydning, at Fællesbrevets virkning elimineres, og vi mener, at det kun kan gøres i dette slægtled. Forsoningslæren kunne være standset, hvis man havde taget til orde mod den i det første århundrede, men derefter var det for sent, fordi den havde fået for stor autoritet. I samme omfang som vi vil arbejde for V. m. L., vil vi derfor modarbejde Fællesbrevet, for som Luther så rigtigt sagde: ”Det er ikke tilrådelig at handle mod sin samvittighed”."

1972
Iver Hagel-Sørensen