Mindeartikel om Malling-Hansen i anledning af 100-året for hans fødsel. Skrevet af hans svigersøn, F. Bech.

NORDISK TIDSKRIFT FöR  DöVDUMSKOLAN     Nr. 10    1935

R Malling-Hansen

Dövstummelæreren - Opfinderen - Biologen

1835 - 5 september - 1935

Der er næppe ret mange af den nulevende Dövstummelærerstand, der har kendt Malling-Hansen, men for dem, der har haft det Held at möde ham i Livet, vil det sikkert være kært, at "Nordisk Tidskrift" mindes ham i Hundredeaaret for hans Fødsel, og for dem, der ikke har kendt ham, haaber jeg, det vil være noget af en Oplevelse at höre om den blandt udenlandske Videnskabs-mænd berömte Dövstummepædagogs Opfindelser og biologiske Studier, der alle havde deres Udgangspunkt i og gik Side om Side med hans Arbejde for Dövstummesagen.

Malling-Hansen var Lærersön, men mistede allerede som lille Dreng sin Far, kom ved en formaaende Vens Hjælp paa Jonstrup Seminarium og bestod Lærereksamen med Udmærkelse, tog derefter til Köbenhavn for at studere Teologi og blev i studietiden ansat som Lærer ved det derværende kgl. Dövstummeinstitut 1859.

Dengang havde Danmark endnu en offentlig Dövstummeanstalt, i byen Slesvig i Provinsen af samme Navn, og da den danske Regering, under Kampen dernede mellem Tysk og Dansk, önskede en mere danskpræget Undervisning, forflyttedes M-H 1862 til Slesviginstituttet og avancerede i Begyndelsen af 1864 til Forstander, kun 29 Aar gammel. Ved Krigsbegivenhederne blev han imidlertid samme Aar fordrevet fra Slesvig, og reduceret til almindelig Lærer vendte han tilbage til Hovedstaden og genoptog sine Studier.

Allerede det følgende Aar gav ham dog oprejsning. Forstanderen for Instituttet i Köbenhavn, Prof. Sören Heiberg, med hvis Datter M-H var blevet forlovet, modtog nemlig 1865 Kald som Sognepræst paa Möen, og i hans Sted konstitueredes M-H og erholdt senere efter bestaaet Embedseksamen s.A., kgl. Udnævnelse.

Metoden paa Instituttet i Köbenhavn var dengang Haandalfabetet og Tegn, men da der ved Siden af Statsanstalten trivedes en stor Privatanstalt, Prof. Joh. Kellers Taleskole, og der som Fölge heraf opstod en for begge Parter ubehaglig Konkurrence, fik M-H 1867 Forholdet ordnet saaledes, at alle de uegentlig dövstumme Börn indkaldtes direkte til den Kellerske Anstalt, de egentlige til Instituttet. Dog henvistes ogsaa alle de aandsvage og meget svagt begavede egentlige Dövstumme til Prof. Keller, der jo ved siden af sin Dövstummeskole havde skabt en Aandssvageanstalt.

Naar man nu læser Indberetningen fra 1868 fra Instituttet i Köbenhavn til Ministeriet, vil man blandt Undervisningsfagene ogsaa finde Taleövelser. De dreves vel ikke i noget stort Omfang, gennem-snitlig 6 Timer ugentlig i hver Klasse, men Instituttet havde dog herved anerkendt Rigtigheden med at arbejde hen til Hævningen af Stumheden. I Aarene omkring 1870 sögte M-H derefter med en Klasse paa 17 Elever at före Bevis for, at en Samling lutter egentlige dövstumme med Held kunde undervises efter Talemetoden, og ved Konfirmationen 1872 var samme Klasse naaet til med ganske stor Færdighed at kunne udtrykke sig mundtlig og aflæse fra Lærerens Mund. Men det store Elevtal havde naturligvis ikke været fremmende for denne Undervisning, og det besluttedes derfor i Fremtiden at udskille alle Elever, hvis Taleevne ikke var særlig udviklet.

Stödet til den nye Ordning, som saaledes var forberedt, kom daværende Lærer ved Instituttet, cand. phil. Georg Jörgensen til at give. Efter en Udenlandsrejse 1874 til Tyskland og Svejts kom han hjem, fyldt af Begejstring for Talemetoden, idet han dog, i Modsætning til hvad der fandt Sted baade paa Instituttet og hos Keller, forlangte alle Tegn fortrængte fra Undervisningen. At sætte denne Form for Talemetode igennem paa det gamle Institut med dets indgroede Tegnsprog vilde imidlertid være en Umulighed, og skönt M-H stillede sig forstaaende over for Jörgensen, mente han dog, at Tidspunktet til Oprettelsen af et nyt Institut ikke var inde.

I Aaret 1879 viste det sig imidlertid, at Instituttet i Köbenhavn ikke var i Stand til at optage flere Elever. Saa fremkom M-H med Forslag til Oprettelse af et nyt Institut i Jylland, grundet paa den rene Talemetode. Det fandt velvillig Modtagelse hos Regering og Rigsdag, og i 1881 stod det nye Statsinstitut i Fredericia færdigt til at tages i Brug. Jörgensen var selvskreven som Forstander, og Malling-Hansen blev Underdirektör. Efter Ministeriets Bestemmelse skulde herefter alle egentlig dövstumme Börn indkaldes til Fredericia og underkastes en eetaarig Pröve. Efter denne skulde de Börn, der ikke egnede sig til Talemetoden, overföres til Köbenhavn. Resten forblive i Fredericia. Man formente, at en Deling i to lige store Dele vilde blive det normale. Efter nogle Aars Forlöb udvidedes Taleundervisningen imidlertid til at omfatte 2/3 af de egentlig Dövstumme, og da der paa den Tid var Elever nok, deltes disse efter Begavelsen i en A- og B-Afdeling.

Prof. Keller afgik pludselig ved Døden 1884, ramt af et Hjerteslag, og da det vilde være vanskeligt for en anden at overtage den vidtforgrenede Virksomhed, Kellers skabende evner havde frembragt, og hans organisatoriske Dygtighed holdt sammen paa, blev hans efterladte og Ministeriet let enige om at stræbe hen mod en ny Ordning, ved hvilken hele Dövstummeafdelingen skulde overgaa til Staten, medens Aandssvageanstalterne bibeholdtes som en selvejende Institution, med Professorens ældste Sön, Dr. Chr. Keller som Leder. Der blev nedsat en Kommission 1888, som allerede næste Aar afgav en Betænkning, affattet af Malling-Hansen, hvori der foresloges at bygge en Statsanstalt for de uegentlig dövstumme Börn i Nyborg. Dennes Aabning 1891 kom M-H dog ikk til at opleve, idet han den 27. September Aaret i Forvejen styrtede om paa Gaden, ramt ligesom Keller af Hjerteslag, kun 55 Aar gammel.

Skönt M-H saaledes ogsaa paa Dövstummevæsenets Omraade har udfört et stort og fortjenstfuldt Arbejde, er det dog ikke det, der har bragt hans Navn til at lyde baade hjemme og i Udlandet, dertil er vort Fag for lille. Hans Berömmelse maa tilskrives hans Opfindelser og hans biologiske Studier.

Han havde under sin Gerning erfaret, at medens man kun kan skrive 4 Lydtegn (bogstaver) i Sekundet, kan man, ved övelse, i Fingersproget naa til at frembringe 12 i samme Tid. Herved var han kommet til at tænke paa, om man ikke ved Fingerbevægelser paa en Maskine kunde skabe en tydelig Skrift, der kunde fölge Talen Lyd for Lyd. Han havde desuden i Rigsdagen gjort sine Studier over Talehurtigheden og konstateret, at denne repræsenterede 10-12 Lyde i Sekundet, altsaa nogenlunde svarende til Fingerhastigheden. Derefter tog han fat paa konstruktionen af sin Skrivemaskine. Den bestod af en Halvkugle (deraf Navnet Skrivekugle), i hvilken Staalstilke med Bogstavknapper i Enden var stukket igennem. Under Staalstilkene var Papiret anbragt over en Cylinderplade, der ved en elektrisk Ström og en Elektromagnet skubbedes et lille Stykke frem, hver gang en af Tasterne trykkedes ned. Den förste Skrivemaskine i Verden var dermed opfundet, og 1870 fik M-H Eneret paa sit Apparat.

Naturligvis havde Skrivekuglen i sin förste Skikkelse som konstrueret af en paa Polyteknikkens Område selfmade Mand sine væsentlige Mangler. Den vejede 75 kg. og kostede 1200 Kr, og dens elektriske forbindelse var ikke helt driftsikker. Men resolut forlod M-H Elektriciteten og konstruerede en ny Maskine, hvor Cylinderen var aflöst af en saakaldt Vogn, der bevægedes paa mekanisk Vis ved Anslag paa Tasterne, og baade Pris og Vægt reduceredes (bragtes endog til sidst ned til resp. 150 Kr. og 5 kg.).

I denne Skikkelse fremstilledes den paa Udstillingerne i Köbenhavn i 1872 og i Wien i 1873, hvor den hædredes med höjeste Udmærkelse, og endelig i Paris i 1878, hvor M-H. erholdt Guldmedaille.

Men omtrent samtidig havde Amerikaneren Sholes sin Maskine færdig, den stod beskrevet i "Scientific American" 1872, og næste Aar udsendte Remingtonfabrikken sine förste Eksemplarer af den. Hermed var den danske Skrivekugle saa at sige straks slaaet ud, thi vel havde baade Stat og Privatmænd stöttet og vilde vedblivende stötte M-H's Opfindelse, men her, hvor der var Tale om Massefabrikation, var den danske Hjælp som en Draabe i Havet over for den amerikanske Kapital.

Alligevel vedblev M-H omtrent lige til sin Död at beskæftige sig med Forbedringer af sin Opfindelse, og ogsaa paa Udstillingen i Köbenhavn 1888 fik Skrivekuglen höjeste Udmærkelse, men Sandheden var allerede dengang, at den var overflöjet af forskellige amerikanske Systemer.

Resultatet af denne Opfindelse blev altsaa kun Skuffelse og Tab, og paa lignende Maade gik det med en anden mindre Opfindelse, Xerografien eller Törtrykket, der havde sat Opfinderen i Stand til ved Hjælp af Vokspapir at tage indtil 100 Kopier af den originale Kugleskrift. Den blev overflöjet af Hektografien.

Men Malling-Hansen var en födt Lysseer, og hans ustandseligt  sögende Aand fandt altid Stof til nye Studier og Opfindelser. Indförelsen af et nyt Bespisningsreglement paa Dövstummeinstituttet gav Anledning til daglige Vejninger af Eleverne, og under Behandlingen af de Tal, der fremkom, fremstillede der sig for hans intuitive Blik saadanne Perspektiver, at det hele blev sat i System: daglig Vejning 4 gange og samtidig Maaling af Börnenes Höjde, senere tillige Tykkelsen og Höjden af Træerne i Instituttets Have. Resultatet af denne gennem 4 Aar fortsatte Undersögelse gav fölgende opsigtsvækkende Oplysninger: En 9-15 aarig Drengs Vægtforögelse sker ikke gradvis gennem Aarets Dage, Uger og Maaneder, tværtimod viser et gennemlevet Aar forskellige Perioder: En Maximums- (August-December), en Mellem- (December-April) og en Minimumsperiode (April-Juli). I Maximumsperioden er Vægtforögelsen 3 Gange saa stor som i Mellemperioden, og hvad der vindes i denne, tabes i Minimumsperioden. Omvendt sker den store Forögelse i Höjdevæksten i Vægtperiodernes Minimumsperiode o.s.v. Og hvad Træerne angaar, kunde M-H samtidig konstatere, at Forholdet mellem disses Tilvækst i Tykkelse og Höjde paa det nærmeste stemmede med Börnenes Tiltagende i Vægt og Höjde paa samme Tid. Paa en international Lægekongres i Köbenhavn i 1884 gav M.H. under stor Opmærksomhed og levende Bifald en Redegörelse for sine Studier og Opfindelser, der dels för, dels efter Kongressen fremkom i Bogform, væsentlig paa Tysk.

Men M-H gik endnu videre i sine Undersögelser. Han sögte allevegnefra Efterretning om tilsvarende Svingninger i Luftens Fugtighed, Lufttrykket, Luftens Ozonindhold og Magnetisme m.m. for om muligt at finde dette X, der var Aarsag i det altsammen, og som han kaldte Vækstenergien og selv satte i forbindelse med Sollyset. Men ogsaa for disse hans Forskninger satte Döden Punktum, Forskning til senere Videreförelser, hvorom Dr. Gustav Nylén, Stockholm, senest 1930 holdt Foredrag i Köbenhavn. I dette Foredrag citerer han Biologen Ludv. Feilberg, der i sin bog om sjælelig Ringhed skriver: "Der er ved Standsningen af Malling-Hansens Arbejde tabt Traade, som det maaske vil falde vanskeligt at faa op paany", men tilföjer for egen Regning: "Maaske kan disse Ord synes sande ved Tanken paa, at det nu er 40 år siden, at M-H for stedse lukkede sine Øjne - - -. Men de rige Impulser, Dövstummeinstituttets engang saa geniale Chef har givet os, har inspireret os. Et Problems Lösning har medfört et nyt Problem. Traaden er ikke tabt, den spindes videre."

F. Bech