Fremst blant likemenn-

Jonstrup-jubileet i 1890.

I denne annonsen fra Danmarks Lærerforenings Medlemsblad går det frem at det ble tatt fotografier under Jonstrup-jubileet. Dessverre har det ikke hittil vært mulig å oppspore noen av disse bildene!

     I sin biografi over Rasmus Malling-Hansen, skriver døvstummelærer og forstander Fritz August Bech i Opfindernes liv, Bind 1, 1924: "Malling-Hansen havde hele sit liv let ved at bevæge sig blandt Folk og samtidig at gøre sig selv og sine Meninger gældende uden Spor af Paagaaenhed, i Kraft af en harmonisk Blanding af Beskedenhed og Selvfølelse." Og det var ikke uten grunn at Bech formulerte seg slik når han omtalte sin svigerfar; Malling-Hansens sjenerøse vesen og omgjengelige personlighet gjorde ham, i mange sammenhenger hvor han opptrådte, til "den fremste blant likemenn".

     Det var derfor ganske naturlig at Malling-Hansen stilte seg i spissen for arrangementskomiteen, da 100 års jubileet for Jonstrup skulle feires i 1890. Malling-Hansen gikk gjennom en lengre sykdomsperiode i første halvdel av 1890, på grunn av forkalkninger og angina, men var tilsynelatende relativt godt restituert da jubileet skulle finne sted sommeren 1890. Den offisielle feiringen skulle arrangeres den 25. juli, men da denne ikke vær særlig godt tilrettelagt for deltagelse av de gamle Jonstrup-elever, og da dessuten det 6. nordiske skolemøte skulle arrangeres i København 8-12. august, stilte Malling-Hansen seg i spissen for en gruppe gamle Jonstrup-elever og innbød til en alternativ, og vi kan vel si mer "folkelig", Jonstrup-feiring i forbindelse med skolemøtet den 4. august 1890. Ganske typisk Malling-Hansen, forresten - han var en mann av folket, og til tross for at han omgikk både konger og høyt utdannede vitenskapsmenn med den største selvfølgelighet, glemte han aldri sin opprinnelse.

     Som formann i festkomiteen spilte Malling-Hansen en meget sentral rolle under selve festlighetene, og artikkelen som følger, er i sin helhet hentet fra Anders Petersens bok, Den Jonstrupske stat, utgitt i 1884, med tillegg fra 1891. For å formidle den spesielle stemningen som tydeligvis oppsto under jubileumsfesten, gjengir jeg hele referatet, og ikke bare Malling-Hansens bidrag, og det vil fremgå med tydelighet at Malling-Hansen i høyeste grad var med på å prege jubileets atmosfære med sin unike evne til å formidle en høytidsstemt tilbakeskuen til ungdommens gleder og plikter, i kombinasjon med en glødende visjon om lærerens rolle som forvalter av samfunnets oppdrager- og opplæringsansvar overfor de kommende generasjoner.

     Om Anders Petersen, 1827-1914, kan sies, at han var avgangselev fra Jonstrup i 1855, altså et år etter Malling-Hansen, og at han senere livnærte seg som lærer og forfatter. The International Rasmus Malling-Hansen Society har publisert 3 brev som Malling-Hansen skrev til Petersen i 1883, se brevsamlingen på www.malling-hansen.org

Anders Petersen, 1827-1814, lærer og forfatter, avgangselev fra Jonstrup i 1855. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Det referat jeg presenterer her, er i sin helhet hentet fra denne boka: Den Jonstrupske stat, utgitt i 1884 med tillegg fra 1891. Forfatter: Anders Petersen, som selv var til stede ved jubileet

Jubileumsfesterne

For Seminariets 100aarige Bestaaen.

_______

     ”Skjønt de aarlige Fester, saavelsom 50 Aars Festen vare avholdte 14de Marts til Minde om, at Undervisningen begyndte den Dato ved Seminariet, saa valgte man dog denne Gang at avholde den officielle Fest for Seminariets Opprettelse paa 100 Aars Dagen efter det kgl. Reskript af 25de Juni 1790.

     Da imidlertid en større Del af forhenværende Elever fandt det heldigere, at Festen blev afholdt samtidig med det store nordiske Skolemøde i Kjøbenhavn i Begyndelsen af August Maaned, og Seminariets Forstander, ved Brevvexling derom, havde yttret at ”da de paatænkte Festligheder væsentligt ere officielle, og Udgifterne hertil bestrides af Staten, vil der ikke let kunne tænkes en Form, under hvilken en større eller mindre privat Kreds kunne slutte sig hertil”, - saa ledte dette til, at 43 tidligere Elever, med Forstander for det kgl. Døvstumme-Institut Pastor Malling-Hansen som Formand, indbøde til en Mindefest den 4de Aug. 1890.

     Efter Referater i ”Dagbladet” og ”Berlingske Tidende” og som Deltager i Begge Fester meddeles her Følgende om Festlighederne.

(I originalmanuskriptet finnes her under punkt ”A” et referat fra den offisielle feiringen som fant sted den 25. juni 1890, men da Rasmus Malling-Hansen ikke var tilstede ved denne høytideligheten, medtas den ikke her.)

B. Festen den 4de August 1890.

Henved 200 forhenværende jonstrupske Elever afgik Mandag Formiddag Kl. 10 ½ fra Kjøbenhavns Banegaard med Extratog til Maalev Station.

     Med Hr. Direktør I. F. Vaters Musikkorps i Spidsen og med Dannebrogsflag mellem Rækkerne drog man i udmærket Vejr til Seminariet.

     Ved Indgangen til den gamle Borg, modtoges Festprocessionen af Forstanderen Provst Tidemand, som i de hjærteligste Ord bød alle Velkommen.

     Under ”Kanonsalut” og under en Blomsterregn fra Borgens Damer, der havde taget Plads ved de aabne Vinduer, vandrede Processionen derpaa ind paa den imellem Bygningerne liggende store Plads. Her samledes man kort efter om den med Blomster og Flag prydede Talerstol.

     Den første Taler var Lærer Bekk fra Idestrup paa Falster:

     ”Der var overdraget ham det ærefulde Hverv at tale for Hs. Maj. Kongen, og han havde med Glæde overtaget Hvervet. Han kunde her ret tale, som han følte og som han tænkte. Naar vi ved denne Fest mindedes Kongen, saa var det, fordi Feststemningen løftede os til et højere Stade end det hjemlige, det hverdagsagtige. Vi følte her trang til at lade Kongen deltage i vor Fest; vi ønskede at dele vor Glæde med Kongen, hvem vi ærede og elskede. Og særlig unaturlig vilde det være, om Kongen ikke mindedes ved denne fest. Thi vi vare samlede her for at fejre et Lærerjubilæum, og Lærerne havde jo ogsaa deres Pligt, følgende Skriftens Bud, at oplære Børnene i Ærbødighed og Kjærlighed til Kongen. Gud bevare og velsigne Kongen! Dette ønske havde vi Danske den lykke af fuldt Hjerte at kunne udtale. Med mandig Fasthed havde vor Konge altid hævdet sin egen og Landets Ære. Med Indignation havde Kongen en Gang paa given Foranledning afvist den Tanke, at han nogensinde skulde bryde sin Kongeed. Og saae vi hen til Kongen som Privatmand, hvilket yndig Familieliv førte han da ikke, hvor maatte ikke med Stolthed se hen til dette Familiehjem, hvori stundom under alle Danskes Deltagelse Europas mægtigste Fyrster samledes. Maatte Gud skænke Kongen et langt Liv. Og maatte den Oplysning, Lærerne udspredte i Folket, bidrage til at fremkalde en Samdrægtighedens Aand og til at fordrive Tvedragtens Sæd. Med dette Ønske vilde han udbringe et Leve Kong Christian den Niende!” (Stærke Hurraraab).

Musikantene ble ledet av Jens Ferdinand Vater, 1838-1916, musiker, dirigent og krigsråd. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Den danske kongen, Christian IX, 1818-1906, var høyt elsket og respektert av den gamle tids lærere

Efter at 1ste Afdeling af en af Lærer C. E. Hansen i Stenløse forfattet Sang var afsungen, talte Festkomiteens Forman, Pastor Malling-Hansen:

     ”Gamle Jonstrup, samtlige Festdeltagere og i Særdeleshed I, Brødre, Sønner af det gamle Jonstrup!

     At vi ere komne sammen for den hele Dag igennem at fejre Jonstrup kgl. Skolelærer-Seminariums 100-aarige Bestaaen og Virksomhed, det vide vi alle; men derimod ved vistnok kun faa af os, hvormange Aar af Jonstrups Historie, der her er levende repræsenteret.

     Af selve Lærergerningens Historie her paa Seminariet have vi i Inspektør Carl Mortensen, der hædrer Festen (han kom som Elev til Seminariet 1849 og blev Lærer 1851) ved sin Nærværelse, en Repræsentant for omtrent 40 Aar, eller henimod Halvdelen af de hundrede Aar. Saa er der dernæst den ældste af de her tilstedeværende af Jonstrups Sønner, pensioneret lærer Hørup, hvis part i Jonstrups Historie gaar tilbage til 1830 altsaa 60 Aar, og fremfor alt maa jeg nævne vor Hædersgæst, Etatsraadinde Jensen (Hør! Hør!), Enke efter Hædersmanden, Seminarieforstander Jensen. Etatsraadinde Jensen flyttede ind paa Jonstrup i 1828 og har i en række af Aar jo indtil nu med Deltagelse fulgt Jonstrups Udviklings Historie, er altsaa en Ræpresentant for 62 Aar. Vi mangle altsaa kun en Trediedel af de 100 Aar for her mellem Jubilantene at have Vidner til den hele Udvikling af Jonstrup. Vi Brødre, vi der særlig i dag ere Gratulanter, møde i et Antal af henved 200; vi danne en omtrent samlet Række fra 1830 gennem over Halvdelen af Jubilæums Tiden indtil nu af levende Vidner om Jonstrups Seminariums Gerning.

     Forinden jeg nu frembærer vor Tak og Lykønskning til Jubilaren, maa jeg gøre opmærksom paa, at denne Lykønskning kun skal være som et Grundlag, eller som en Ramme, indenfor hvilken mange af Eder, mine Brødre, ville frembære Eders Lykønskninger i Løbet af den hele Festdag. Naar jeg altsaa om faa Minutter har talt til ende, saa er dermed langt fra sagt alt, hva der i dag skal og bør siges til Jubilantens Ære, først i aften sent, naar Festen er sluttet, vil ogsaa alt være sagt, hva der bør siges til Jonstrups Hæder.

     Og ser jeg tilbage paa min Jonstrup Tid, der ligger omtrent 40 Aar tilbage i Tiden, for at finde det, hvorom vi alle ville kunne samles i fælles Tak til Jonstrup, - saa træffer jeg allerførst paa dette: Vi lærte at arbejde, vi lærte at tage fat, vi lærte Flid, et velordnet Arbejde, og ikke at flyde Arbejdet tilside, selv om det ikke behagede os. Der var en Arbejdsomhedens Aand over Seminariet, den udgik fra Seminariets Forstander, fandtes hos næsten alle Lærerne, og gennemtrængte alle Eleverne saaledes, at den, der var en uhelbredelig Driver, tillige var nær ved at blive til Nar for de andre. Naa, det udelukkede ikke, at vi som glade, ægte Unge, ikke var bange for at tage os en Ræv eller at komme paa Støvlerne en Gang imellem. Men Flid var der indenfor den gamle Borg, og Flid lærtes der, og Flid og Arbejdsomhed have Jonstrups Sønner bragt med du i Danmark gennem alle Tider. Og derfor Tak gamle Jonstrup!

     Det Næste, hvorom vi alle kunne samles i Tak, det er vor pædagogiske Uddannelse, den der nu kimses for meget af. Fik vi end ikke meget Øvelse i pædagogisk Gerning, saa fik vi et sundt Grundlag af Kundskab og Forbilleder, der vel ikke i Reglen kunde føre til Glimren i en Embedsprøve; men som var et sundt og godt Grundlag til selv at bygge videre paa i Livet i Lærer-Gerningen. Hvad Værd et saadant Grundlag havde, og hvad det vilde sige, at mangle det, ja det har jeg i mit Liv, og i vort ogsaa, mine Brødre, saa ofte erfaret ligeoverfor Folk, der uden dette pædagogiske Grundlag begyndte paa Lærergerningen. Jeg har hos Saadanne saa ofte mærket igennem lange Tider en saadan Famlen og Usikkerhed, saa vældige pædagogiske bommerter, en saa lang Tids Slid, før Arbejdet klarede sig, at jeg mangfoldige Gange i mit lange Lærerliv har havt rig Grund til at takke for min pædagogiske Uddannelse. Og herom kunne vi vist alle samles: Tak gamle Jonstrup!

     Og saa Brødre, det var i vor fagre Ungdomsvaar, vi vare samlede her; trods Arbeide og Besvær vare de dog de gladeste og lykkeligste Aar i vort Liv; gamle Jonstrup var paa dette Omraade kun i det Ydre en streng Moder, hun saa altid gennem Fingre med mangen herlig Ungdomsstreg og glædede sig til de mange Venskaber, der her bleve sluttede for hele Livet, og ville staa fast til det Sidste i glade Minder, selv om Afstand og Aar have splittet Ungdomsvennerne fra hinanden. Derfor Tak gamle Jonstrup!

     Og se vi nu gennem de 100 Aar, saa maa vi takke Jonstrup, fordi det i væsentlig Grad har været med til, at Lærerstanden, som i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede var bagefter sin Tid, nu længe har været forud for sin Tid. Den Gang var den bagud; det var ikke Lærerstanden, der havde skabt Seminariet og anvist og givet Regler for Skoledagen. Lærerstanden fulgte etter i de gamle Spor. Men nu, i de sidste 20 Aar, er det Lærerstanden, der fører an og peger gennem mange Aar med Kraft og Inderlighed hen paa at videre Uddannelse bør vi Lærere have, men fremfor Alt mer Tid, Undervisningstid for Landsbyskolens Børn, der sandelig ikke ere ”overbebyrdede”. Lærerstanden ser nu og peger med Kraft hen paa det Fænomen, at medens Jernbane og Telegraf have bragt alle Mennesker nærmere sammen, klistrer dem op ad hverandre, gjort Jorden lille, har man gjort det at vinde en Position i Livet vanskeligere, Kampen for Tilværelsen vanskeligere, og derved nødvendiggjort, at den Uddannelse, og de Vaaben, Aands- og Hjertes Våben, som Skolen giver for Livet, blive rigere og skarpere – saa er dog Skoleuddannelsens Fremskridt langt tilbage for de Fordringer, som Nutids-Livet stiller til den Enkelte. Gamle Jonstrup har været med til at vække sine Sønners Øie herfor, derfor Tak!

     Og se vi atter med igennem de 100 Aar, saa finde vi langt tilbage en meget lidet anset Lærerstand, men nu en Lærerstand, som værdsættes omtrent efter Fortjeneste. Lad mig udtale, at at det vistnok som Regel kan siges: Et Land bør værdsættes, efter som det værdsætter sin Lærerstand. I denne Henseende er der sket et værdigt Fremskridt gennem Aarene dertil har gamle Jonstrup ogsaa givet sin Skærv, derfor Tak!

     En moder bliver ung i sine børn! – Nu er vel saadan, at gamle Jonstrup ikke er gammel, er kraftfuld og ung. Dette er jo, som det bør være. Det enkelte Menneske ældes; men en Institution skal ikke kunne ældes, tværtimod den skal gennem Aarene blive yngre og yngre, det er: kraftigere og kraftigere. Og dette kan vistnok ogsaa siges om Borgen her; men ikke desmindre skønt vilde det være, om her endelig en Gang du fra Børnene kunde gennem Landets Lovgivning gydes ny Kraft ind i Fostermoderen. Det ske!

     Hjærtens Tak og til Lykke og Til Fremgang! Længe leve Jonstrup kgl. Lærerseminarium!” (Kraftige Hurraraab.)

     Denne Tale fandt Genklang hos alle Tilstedeværende, og ingen havde Anelse om, at den, om man vil, blev Malling-Hansens ”Svanesang”. Han takkedes med et udbragt ”Leve den berømte Jonstrupper!”

Skoleinspektør Laurits Otto Theodor Wiggerts, 1844-1922, talte ved formiddagens festligheter. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Begge Malling-Hansens brødre var tilstede ved jubileet. Broren Thomas Jens Jørgen Hansen, 1837-1918, som var avgangselev i 1856, holdt en tale for kultusminister Scavenius ved kveldsarrangementet. Foto: Privat

Den yngste av brødrene, Johan Frederik Oluf Emmanuel Hansen, 1839-1919, var avgangselev fra Jonstrup i 1859. Foto: Privat

– Efter Afsyngelsen af Resten af C. E. Hansens Sang talte Skoleinspektør Wiggers:

     ”Hva er Grunden til, at vi har glædet os til denne Dag? Det er Trangen til og Længselen efter at se de Steder, hvor vi have drømt vore Inderste Fremtidsdrømme og lagt vore store Planer. Nu staa vi her, og hvor er de nu, alle Drømmene? Livet har vel lært os, at Planerne er lettere at undfange end at fuldbyrde. Dog er det, til Trods for Skuffelserne, vi kan have at se tilbage paa, deiligt at være sammen her, hvor hver Duft, hvert Blad kalder en Flok mylrende Minder frem og raaber: Husker du! Husker du! Den Glæde, vi føler ved at være her, beder jeg Dem give udtryk ved at raabe et kraftig Leve for de Mænd, der i dette Øjeblik repræsenterer Seminariet udadtil, Forstanderen og Lærerne. De leve, med en hjærtelig Tak for deres Velkomst i dag!”

     Denne Del af Festen var dermed til Ende. Med Musikk i Spidsen drog man hen til Bordene, der var opstillede i den lange, smukke Ahornallé og dækkede med store Smørrebrød, Øl, m. m. Her indtoges Frokosten under den mest begeistrede Stemning, og der er næppe i de 100 Aar, Seminariet har bestaaet, holdt et saa animeret Gilde paa den gamle Borg eller i Havens Gange.

     Efter Frokosten talte Pastor Malling-Hansen fra Talerstolen under levende Tilslutning for Seminariets Forstander, med Tak for de særdeles hjærtelige Velkomstord. Provst Tidemand takkede paa egne og Medlæreres Vegne og fremhævede i beaandede Ord, at her ved Seminariet herskede den sande Frihet, og at her raadede den Kærlighedens Aand i Forholdet mellem Lærere og Elever, som var den nødvendige Betingelse for, at Arbejdet kunde bære Frugt.

     Atter samledes man ved Bordene, hvor der serveredes med Vin og Kage, og nu toge forskellige af Deltagerne Ordet for paany at tolke de Stemninger, som besjælede Alle.

     Efter at man derpaa havde tilbragt de følgende Timer med dels at bese de gamle bekendte Stier, dels at vandre gennem den lille Skov, Haverne og Markerne nær ved, slog endelig Afskedstimen. Sangens sidste Vers blev sunget; endnu lød et ”gamle Jonstrup leve!” og til allersidst ”Damerne leve!” – saa drog den lille Skare af gamle Jonstrupelever gennem Maalev By tilbage til Jernbanestationen for derfra at retournere til Kjøbenhavn.

Det ble også holdt en tale for kultusministeren fra 1880-1891, Jacob Scavenius. Den ble holdt av Malling-Hansens bror, Thomas Hansen. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Botanikeren Hans Mortensen, 1825-1908, mangeårig lærer ved Jonstrup. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Linnés gade fotografert i 1907. I nr 25 i denne gaten, i Restaurantør Bocks lokale foregikk festmåltidet om kvelden den 4. august 1890. Foto: Det Kongelige Bibliotek

Kl. 8 Aften samledes saagodtsom alle Formiddagens Festdeltagere til et Festmaaltid i Restaurantør Bocks Lokale, Linnésgade 25. Som Hædersgæster vare indbundne forhenværende Lærere ved Seminariet. Ved Festbordet dirigerede Komiteens Formand, Malling-Hansen, der førte Etatsraadinde Jensen til bords. Paa Væggen ovenover Mall.-Hansen var opslaaet en stor Tegning, forestillende Jonstrup Seminarium med dets nærmeste Omgivelser.

     Den lange Række af Taler aabnedes af Dirigenten, som, efterat have budt Velkommen, talte for Hs. Mai. Kongen. Ved Exempler hentede fra Kongens Besøg paa Døvstumme-Institutet viste han, at Hs. Majestæt ”i en eminent Grad var en Børneven”, idet han forstod at tale til Børn. Det af Taleren udbragte Leve for Kongen hilstes med stærke Hurrarop og med Afsyngelsen af ”Kong Christian stod ved højen Mast.”

     Forstanderen ved Ranum Seminarium (nu Sognepræst for Høje-Taastrup) Provst Sørensen holdt Talen for Jonstrup Seminarium. Han dvælede i smukke, alvorlige Ord ved de fælles Minder, ”der forbandt os i dag”. Han skildrede Jonstrup som Ungdomshjemmet med alt, hva deri laa. Han mindedes med hædrende Ord Lærerne derude og i første Række afdøde Etatsraad Jensen, hvem alle hans Elever erindrede med Taknemlighed og Kærlighed. Han dvælede derpaa ved Eleverne og deres Liv og Virken paa Jonstrup. Han sluttede endelig med at udtale Ønsket om, at den almægtige Gud maatte i Fremtiden holde sin kærlige Haand over Jonstrup Seminarium. Leve Jonstrup!

     Skoleinspektør Th. Hansen (Malling-Hansens bror. Kommentar: SA) fra Ringsted talte for Kultusminister Scavenius, idet han navnlig rettede en Tak til Ministeren for dennes gode Sindelag for Skolen, hans Handlekraft. Med Ønsket om, at Ministeren ret maatte faa Glæde af sin offentlige Virksomhed til Fædrelandets Vel, udbragte han et Leve for Kultusministeren.

     Fra forhenværende Elever ved Tønder Seminarium, forsamlede paa St. Thomas var indløpet et Hilsningstelegram, som oplæstes. Svar afsendtes, hvori bl. a. udtaltes: Hold fast i Haabet og slip ikke Troen!

     Lærer Larsen, Brøndshøj, talte for Lærerne ved Seminariet, og da navnlig for nærværende Carl og Hans Mortensen og Beyerholm. For denne Skaal takkede Inspektør Carl Mortensen med en Skaal for Kvinderne.

     Under levende Tilslutning talte Malling-Hansen for Jonstrups ældste Repræsentant, Etatsraadinde Jensen, og for dets Fortidsminders ældste Repræsentant, Lærer R. Petersen.

     Derefter fulgte endnu en Række Taler, og mange i Dagens Anledning skrevne Sange blev sungne. Den Animerede, i høj Grad vellykkede, Fest sluttede først sent paa Natten.”

Avsluttende kommentar:

     Til slutt i referatet bringes en liste over alle deltagerne ved Jubileumsfesten, med opplysninger om hvilket år hver enkelt tok sin eksamen. Verdt å merke seg er at begge Malling-Hansens brødre var til stede - Thomas Jens Jørgen Hansen, avgangselev i 1856 og Johan Frederik Oluf Emmanuel Hansen, avgangselev i 1859. Det opplyses også at Malling-Hansen hadde med sin hustru ved Jubileet.

     Anders Petersen skriver også at det etter Malling-Hansens død i 1890 dessverre ikke finnes en fullstendig deltagerliste fra jubileumsfesten. Den som han har hatt å bygge på, skyldes lærer R. C. Mortensen, student i 1884. Det er en interessant opplysning, for i vår brevsamling finnes et brev fra Malling-Hansen fra 1890 til omtalte Mortensen, der Malling-Hansen ber om hjelp til å fylle ut opplysninger vedrørende deltagerne, og ber Mortensen om å returnere listen når han har utført oppdraget. (Se RMH Societys brevsamling på www.malling-hansen.org )

Hans Jørgen Jacobsen, 1833-1914, avgangselev i 1855, senere redaktør i Loland-Falsters Stiftstidende. Han skrev et referat fra Jubileet som i høy grad begeistret Malling-Hansen! Foto: Det Kongelige Bibliotek

Malling-Hansens andre hustru, Anna, 1842-1897, var også med på Jonstrup-jubileet. Foto: Privat

Anna Malling-Hansens avskrift av brevet til Jørgen Hansen, skrevet av redaktør Hans Jørgen Jacobsen, redaktør av Lolland-Falsters Stiftstidende

Et brev til Malling-Hansens bror, Jørgen

     Blant de etterlatte papirene etter Malling-Hansen, hans hustru og hans døtre, som befinner seg i familens eie, finnes et meget smukt brev, skrevet av mangearig redaktør av Lolland-Falsters Stiftstidende, Hans Jørgen Jacobsen, Nykøbing på Falster, fra 13/10 1890. Brevet er stilet til Malling-Hansens bror, Jørgen, og det er en høytidsstemt redaktør som skriver om det siste livstegnet han fikk fra Malling-Hansen, og om de tanker han har gjort seg etter Jonstrup-jubileet. Det er tydelig at jubileet har beveget ham på et meget dypt plan, og han formulerer seg slik mennesker ofte gjør når de skal uttale seg om de store ting i livet, i sterkt religiøse vendinger. Og hans ord, om at Malling-Hansen nå har lagt til land, "ved en ny Kyst, hvor arbeidet og Udviklingen fortsetter under bedre Vilkaar", må sikkert ha gitt hans etterlatte hustru og barn meget trøst å lese.

     Brevet er en avskrift, skrevet af Malling-Hansens hustru, Anna, som overlevde ham med 7 år. Hun døde etter å ha vært syk i flere år, og etter å ha gjennomgått flere operasjoner til ingen nytte.

 "Uddrag af et brev fra redaktør Jacobsen, Nykøbing paa Falster til svoger Jørgen. - -

(13/10 1890)

Ja, det var tungt, at din prægtige broder saa tidlig skulle forlade os. Straks efter Jonstrup festen havde jeg et venligt brev fra ham, hvori han ytrede sin glæde over, at jeg havde faaet et saa fuldstændigt referat i Stiftstidende af festen; han har mig sendt hans vedlagte exemplar af bladet for at opbevare det.. –

Jeg skulde tage meget feil, om den smukke nekrolog i Ill Tidende ikke er skrevet af Cand. C. Bruun, min bedste ven. Han skriver i det nævnte blad under mærket ”Cab”, og han har haft ikke lidet med din broder at bestille, navnlig havde han en af hans skrivekugler.

Jeg fylder nu straks efter Nytaar mine 58 Aar; den gamle mand nærmer sig for mig; vil Gud, kan jeg dog nok kradse med pennen lidt endu nogle Aar; men for øvrigt lader jeg dette være Vorherres Sag; det er min faste Overbevisning, at Seiladsen gjennem denne Verden for Guds Børn ikke slutter med et Skibbrudd, men at vi lægger i Land ved en ny Kyst, hvor Arbeidet og Udviklingen fortsætter under bedre Vilkaar. I hine Egne er nu Din gode Broder!

Ja seer Du, kjære Ven, det kunde synes underligt, at jeg sætter Evighedstanken i Forbindelse med Jonstrupfesten, og dog vil Du vist nok være enig med mig deri, at den Luftning som der slog os imøde, var et saa fuldt og gyldig Vidnesbyrd om, at der er usynlige Baand i Aandernes verden, som knytter Menneskene sammen her i Livet - -

De Baand giælder for Evigheden – derfor var det ogsaa saa velsignet, at vi opnaaede den Dag med din Broder!"

Oslo, 01.02.08

Sverre Avnskog